17566312Forfatter: Veronica Roth
Original titel: Insurgent
Serie: Divergent #2
Antal Sider: 442
Genre: Dystopisk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2013
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Læs også: Afvigeren (#1)

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Alvilda, men holdningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Fremtidens verden er inddelt i fem faktioner. Dit tilhørsforhold dikterer dit liv. Tris har fravalgt sin familie og sluttet sig til Skytsenglene. Men da der udbryder krig mellem faktionerne, og hendes nærmeste bliver dræbt, styrter hendes verden i grus. Som “divergent” bærer hun samtidig på en grusom hemmelighed. Hvis hun skal redde verden, må hun igen gøre sig fri. Også selvom det betyder, at hun må sige farvel til den, hun elsker allermest.

“Oprøreren” er anden bog i Divergent- trilogien. Første bog (“Afvigeren”) var Veronica Roths debut som forfatter. Den blev valgt som “Favourite Book 2011” på verdens største brugeranmeldelsessite, Goodreads.com, og blev lynhurtigt en New York Times-bestseller.

Min mening:
Jeg glædede mig rigtig rigtig meget til denne bog. Jeg var vild med den første i serien, og ja det er stadig en populær serie, så jeg kunne ikke undgå at få høje forventninger til denne bog.
Jeg blev skuffet desværre. Lige i starten rigtig meget. Jeg synes slet ikke den var fangende på samme måde som den første bog var, desværre. Men det blev dog meget bedre som handlingen skred frem!
Jeg indrømmer gerne at jeg slet ikke kunne huske den første faktisk, der var i hvert fald mange gange hvor jeg sad og tænkte hvad? da Tris tænkte tilbage.

Skrivestilen er lidt meh. Den er ikke fantastisk, men heller ikke dårlig, selvom der var nogle små fejl ind i mellem. Der var dog nogle steder, hvor tingene kunne være skrevet på en anden måde, og så have lyst så meget bedre, hvor nu lød de en smule idiotiske. Om det er selve Roth’s skrivestil, eller oversættelsen, skal jeg ikke kunne sige.

Tris. I den forrige bog kunne jeg rigtig godt lide hende. Jeg kan slet ikke huske at jeg kunne, men jeg kan læse det ud fra min anmeldelse. I denne bog? Not so much. Jeg synes hun er irriterende, dum og ynkelig. Undskyld, men det synes jeg. Hun påstår hele tiden at hun elsker Four, men alligevel trodser hun ham gang på gang og skider faktisk på alt og alle.
Hun modsiger sig selv konstant. Det ene øjeblik har hun det på den måde og så gør hun det stik modsatte det næste, og glemmer tilsyneladende hvad hun lige har tænkt.
Four synes jeg ikke rigtig jeg kan komme tæt på, han virker meget flad og fjern. Jeg ved ikke om det bare er mig. Min yndlingskarakter er nok Marcus. Overraskende nok. Jeg synes han var den med mest personlighed, og ja, ham var jeg ret fascineret af.

Nu sidder du måske og undre dig over, hvorfor jeg har givet den 5 ud af 6 stjerne, når den har fået så mange slag? Det er der en grund til. Selve handlingen, da den lige fik indfanget mig, var rigtig spændende, og jeg glædede mig hele tiden til at se, hvad der nu ville ske. Og så har den en cliff-hanger som jeg ikke lige havde forudset! Me like! Bortset fra at det er pisse irriterende at skulle vente mega lang tid på at læse sidste del i trilogien!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *