Tag: Science Fiction

Eoin Colfer: Drengen, der ikke ville være morder

25559411Forfatter: Eoin Colfer
Original titel:
The Reluctant Assassin
Serie: W.A.R.P #1
Antal Sider:
345
Genre:
Science Fiction
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2015
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Dette er et anmelder eksemplar fra forlaget Alvilda

Det handler den om:
Riley er en fattig, forældreløs teenagedreng i Victoriatidens London. Han er blevet adopteret af Albert Garrick, en tidligere tryllekunstner, der nu arbejder som tyv og lejemorder. En skønne nat skal Riley begå sit første mord, så han kan blive udlært i sin plejefaders kunst. Men Riley vil ikke. Han stritter imod, og det går grueligt galt. Offeret viser sig at være en videnskabsmand, der er involveret i et vidnebeskyttelsesprogram (W.A.R.P.) fra fremtiden, og Riley og Garrick bliver transporteret gennem et ormehul i tiden til det moderne London. Da de når frem, har Garrick forandret sig. Til det værre. Til det meget værre.

“Drengen, der ikke ville være morder” er først bind i serien “W.A.R.P.” af bestsellerforfatteren Eoin Colfer, der bl.a. er kendt for serien “Artemis Fowl”

Min mening:
Jeg har aldrig læst noget af Eoin Colfer før, og jeg er egentlig heller ikke sikker på at jeg gider læse Artemis Fowl serien, men da jeg fandt ud af at denne omhandlede tidsrejser var jeg solgt. Jeg elsker tidsrejser, specielt når det går tilbage i tiden!

Jeg kan godt lide Colfer’s skrivestil, den er ikke fantastisk god, men jeg blev hurtigt grebet af situationen. Vi følger på skift Riley, Garrick og Chevie. Jeg kunne rigtig godt lide Riley, jeg nød hver eneste side med ham. Han udvikler sig ikke meget gennem historien, men det gør ikke så meget. Jeg elsker specielt at følge ham, efter at han kommer til nutiden. Colfer gør et fantastisk job, han får Riley’s reaktioner til at virke realistiske, selvom jeg selvfølgelig ikke ved hvordan en person ville reagerer i sådan en situation. Garrick var virkelig fascinerende! Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sætte ord på mine tanker, men det var virkelig gennemført, og han var virkelig sygt fascinerende. Chevie var jeg knap så vild med, og hun er med til at trække en smule ned i bedømmelsen. Jeg synes hun virkede al al for umoden, når man tænker på hendes alder. Hun opførte sig som en på 13-14 år vil jeg gætte på, og hun irriterede mig enormt meget. Det blev dog en smule bedre efterhånden som bogen skred frem.

En ting der irriterer mig ret meget ved den danske bog er titlen. Drengen, der ikke ville være morder, er en virkelig lang og snøvlet titel, og jeg kan meget bedre lide den engelske, The Reluctant Assassin. Selvfølgelig passer den danske titel godt til indholdet, men den duer bare ikke for mig desværre. Det var lige før jeg overvejede ikke at læse bogen, kun på grund af titlen, men man skal jo ikke dømme, så jeg gav den en chance, hvilket jeg er ret glad for.

Noget af teknologien eller videnskaben eller hvad det end er, som indgår i tidsrejserne og den måde Garrick forvandler sig på, var en anelse forvirrende, men stadig fascinerende. Jeg synes både handlingen i nutiden samt tilbage i 1898 var lige spændende, men på hver deres måde, og troværdige. Eller det kommer nok mest til 1898, jeg følte det var virkeligt. Selvom bogen havde et par ting jeg ikke var vild med, så nød jeg stadig læsningen og jeg glæder mig rigtig meget til at læse videre!

Jessica Brody: Uden Glemsel

24514370Forfatter: Jessica Brody
Original titel: Uden Glemsel
Serie: Unremembered #2
Antal Sider: 435
Genre: Science Fiction
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2015
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner: 

Læs også: Uden Minder (#1)

Bogen er et anmelder eksemplar fra forlaget Alvilda

Det handler den om:
Sera og Zen befinder sig i år 1609, hvor de gemmer sig hos en lille bondefamilie. De er flygtet tilbage i tiden for at kunne være i sikkerhed langt væk fra Diotechs udspekulerede videnskabelige eksperimenter. Men nye farer truer, da Sera får sværere ved at skjule sine særlige evner, og Zen pludselig bliver angrebet af en mystisk og nedbrydende sygdom. Sera må endnu engang rejse langt gennem tid og rum – men Diotech har fremstillet et nyt og overraskende våben til at få fat i hende. Hvis Sera skal redde Zen fra døden og bekæmpe den virksomhed, der skabte hende, må hun søge dybt ind i sit eget sind for at finde hemmeligheden. En hemmelighed, som flere vil slå ihjel for at få fat i.

Min mening:
Jeg kunne virkelig godt lide den første, så jeg var rigtig spændt på Uden Glemsel. Jeg havde dog en smule svært ved at huske hvad der var sket i den første bog, men det kom hurtigt tilbage. Jessica Brody er god til at genfortælle hvad der skete, uden at det bliver et langt referat, men blot enkelte stikord hist og pist så man lige kan huske hvad der er sket.

Jeg havde en smule svært ved starten, hvilket også er det der trækker ned i stjernerne. Sera og Zen befinder sig i år 1609, og jeg havde virkelig glædet mig til dette. Jeg elsker tidsrejser og hvordan forskellige forfattere bruger tidsaldre. Jeg blev dog en tand skuffet, jeg synes ikke Brody udnytter tiden ordentligt. Det er ikke ret lang tid de befinder sig her, men det virker en smule fladt. Da bogen starter har de allerede været i 1609 et godt stykke tid, hvilket for mig burde give endnu mere dybde.

Efter Zen bliver syg går tingene ikke så godt for Sera, og det er her historien virkelig tager fat og bliver interessant. Sera kommer frem til år 2035, hvor hun møder Diotech’s nye våben, som jeg var helt vildt fascineret af. Vi møder også Cody igen, hvilket jeg var rigtig glad for, for jeg kunne virkelig godt lide ham. Zen ser vi ikke så meget til i denne bog, kun i starten indtil han bliver syg. Det gjorde mig egentlig ikke så meget. Ikke fordi jeg ikke kan lide ham, men historien flød ret godt uden ham. Sera’s kamp for at finde ud af hvad Zen fejler og finde en kur er hæsblæsende og medrivende. Hun er i modvind det meste af tiden, og opdager hele tiden nye skræmmende ting om Diotech og sig selv.

Jeg elsker virkelig handlingen efter Sera er kommet til år 2035, der var fuldt fart og skete hele tiden noget, uden at det blev for meget. Jeg måtte bare læse videre hele tiden. Skrivestilen kan jeg også rigtig godt lide, den er virkelig fantastisk! Der er virkelig mange dybder i denne bog, og så meget potentiale til et fantastisk 3 bind. Jeg vil ikke gå så meget i detaljer med dybderne og de chokerende ting, fordi jeg vil ikke ødelægge det for andre, der ikke har læst bogen endnu.

En anden ting der virkelig irriterer mig lige nu er, at jeg ikke har næste bind! Den slutter med en ret heftig cliff-hanger, og jeg vil virkelig gerne finde ud af hvad der sker.

Marissa Meyer: Cinder

11235712Forfatter: Marissa Meyer
Original titel: Cinder
Serie: The Lunar Chronicles #1
Antal Sider: 400
Genre: Science Fiction
Forlag: Feiwel & Friends
Udgivet: 2012
Sprog: Engelsk
Kilde: Kindle
Stjerner:

Det handler den om:
Humans and androids crowd the raucous streets of New Beijing. A deadly plague ravages the population. From space, a ruthless lunar people watch, waiting to make their move. No one knows that Earth’s fate hinges on one girl.

Cinder, a gifted mechanic, is a cyborg. She’s a second-class citizen with a mysterious past, reviled by her stepmother and blamed for her stepsister’s illness. But when her life becomes intertwined with the handsome Prince Kai’s, she suddenly finds herself at the center of an intergalactic struggle, and a forbidden attraction. Caught between duty and freedom, loyalty and betrayal, she must uncover secrets about her past in order to protect her world’s future.

Min mening:
Denne bog bliver virkelig rost til skyerne og princippet virker så fedt. Jeg glædede mig til at læse den, og kunne ikke lade være med at have tårnhøje forventninger. Coveret er virkelig fedt, og de bliver bedre bog for bog synes jeg. Desværre skuffede selve bogens indhold mig.

Som sagt kunne jeg godt lide ideen – men havde alligevel en anelse svært ved at forbinde Askepot historien med denne fremmede og futuristiske verden, virkelig svært. Jeg havde svært ved at leve mig helt ind i handlingen, og jeg havde ikke den der brændende fornemmelse for at læse videre. Egentlig var jeg lidt ligeglad med hvad der skete. Jeg elskede selve teknologien, det var virkelig fascinerende, svævende biler og alt det andet. Det var virkelig en fed detalje.

Cinder kunne jeg godt lide på nogle måder, og andre knap så meget. At hun var en cyborg synes jeg var virkelig interessant, og der skete nogle flere ting med hende senere hen jeg også synes var ret spændende. Dog havde hun en tendens til at pive lidt for meget, specielt over at hun var cyborg. Det gik mig på nerverne. Iko var jeg tilgengæld helt vild med, nok min yndlingsdel af hele historien. Kai brød jeg mig ikke rigtig om. Ikke at jeg hadede ham, han sagde mig bare slet ikke noget. Levana kunne jeg godt lide, hun var virkelig interessant at følge.

Det var en ganske udmærket bog, men ikke en af mine favoritter. Jeg forventede nok for meget. Jeg har endnu ikke besluttet mig for om jeg vil læse videre i serien. Jeg er alligevel lidt nysgerrig, men samtidig skuffede Cinder så meget at jeg ikke har lyst. Har du læst bogen?

Melissa Landers: Alienated

13574417Forfatter: Melissa Landers
Original titel: Alienated
Serie: Alienated#1
Antal Sider: 322
Genre: Young Adult, Science Fiction
Forlag: Disney Hyperion
Udgivet: 2014
Sprog: Engelsk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Det handler den om:
Two years ago, the aliens made contact. Now Cara Sweeney is going to be sharing a bathroom with one of them.

Handpicked to host the first-ever L’eihr exchange student, Cara thinks her future is set. Not only does she get a free ride to her dream college, she’ll have inside information about the mysterious L’eihrs that every journalist would kill for. Cara’s blog following is about to skyrocket.

Still, Cara isn’t sure what to think when she meets Aelyx. Humans and L’eihrs have nearly identical DNA, but cold, infuriatingly brilliant Aelyx couldn’t seem more alien. She’s certain about one thing, though: no human boy is this good-looking.

But when Cara’s classmates get swept up by anti-L’eihr paranoia, Midtown High School suddenly isn’t safe anymore. Threatening notes appear in Cara’s locker, and a police officer has to escort her and Aelyx to class.

Cara finds support in the last person she expected. She realizes that Aelyx isn’t just her only friend; she’s fallen hard for him. But Aelyx has been hiding the truth about the purpose of his exchange, and its potentially deadly consequences. Soon Cara will be in for the fight of her life—not just for herself and the boy she loves, but for the future of her planet.

Min mening:
Lad mig først starte med at sige lidt om coveret. I sin tid, før bogen udkom forelskede jeg mig i coveret. Jeg kan ikke engang huske om jeg læste bagsideteksten inden jeg fluks satte den på ønskelisten, men uanset hvad, så synes jeg også handlingen lød super spændende!

Min yndlingsperson er helt sikkert Aelyx. Han var vildt fascinerende, og jeg elsker hvordan Melissa Landers har bygget sin Alien verden op, eller hvordan jeg nu skal forklare det. De ligner menneskerne, og alligevel er der en helt del ting der adskiller dem og det var virkelig fedt. Jeg kan godt lide hvordan Cara langsomt ændrer ham. Cara kunne jeg også rigtig godt lide, men ikke på samme niveau som Aelyx. Cara’s bedste veninde Tori kunne jeg virkelig ikke lide. Det er dog virkelig svært at forklare hvorfor uden at afslører noget, men hun opførte sig ikke som jeg synes en bedsteveninde skal opføre sig.

Jeg elskede selve verdenen, og hvordan menneskeheden generelt opførte sig og reagerede på Aelyx og Aliens generelt. Det virkede ret realistisk, selvfølgelig ved jeg ikke om menneskeheden ville opføre sig sådan i virkeligheden, men jeg kunne sagtens forstille mig det. Jeg kunne også rigtig godt lide selve handlingen, det var dog helt klart hen mod slutningen at der virkelig kom fart over feltet.

Bogen slutter med en ret stor cliff-hanger, og jeg glæder mig virkelig til at læse den næste bog, for at se hvad der nu skal ske. Det eneste jeg lidt savnede  denne bog, var lidt mere information om da Aliensne (Er det overhovedet sådan at man skriver det ord) kontaktede jorden, men måske det kommer i næste bog?

The Maze Runner

MV5BMjUyNTA3MTAyM15BMl5BanBnXkFtZTgwOTEyMTkyMjE@._V1_SX214_AL_Jeg var heldig at komme med til #kinotur for at se The Maze Runner. Jeg har glæder mig rigtig meget til at se filmen, den virkede spændende, traileren så rigtig god ud, og så havde jeg lige læst bogen, som jeg absolut elskede!

Jeg vil sige en ting, men skal ikke sammenligne filmen med bogen. De er så forskellige som de næsten kan være. De har samme titler, personerne har samme navne og de har samme overordnede plot – sådan da. Der er virkelig mange ting de har ændret, jeg kunne sagtens genkende scenerne, men der var blevet byttet rundt på dem og ændret virkelig mange ting. Det er svært at snakke om hvilke ting der er blevet ændret uden at spoile hverken filmen eller bogen. Personerne synes jeg også var ændret, altså deres opførsel. Thomas virkede ikke så forvirret som i bogen, Alby virkede ikke så “fjendtlig” og kold som jeg opfattede ham som i bogen og Newt kan jeg ikke rigtig forklare forskellen på, men der var en. Chuck var faktisk den eneste der virkelig virkede som samme person fra bogen, og han var også min yndling.

Hvis jeg ser på filmen for sig selv, og slet ikke sammenligner med bogen (Hvilket er virkelig svært!) så kunne jeg rigtig godt lide filmen! Der var spænding, aktion og fede special effekter.Nogle af scenerne virkede en smule forjagede og forvirrende, men i sidste ende kunne jeg rigtig godt lide filmen, og slutningen ligger helt klart op til en to’er, ligesom bogen.

Jessica Brody: Uden Minder

20877686Forfatter: Jessica Brody
Original titel: Uden minder
Serie: Unremembered #1
Antal Sider: 335
Genre: Science Fiction
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2014
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner: 

Bogen er et anmelder eksemplar fra forlaget Alvilda

Det handler den om:
“Freedom Airlines’ flight 121’s tragiske styrt over Stillehavet i aftes er fortsat omgærdet af mystik. Eksperter arbejder i døgndrift på at identificere den foreløbig eneste overlevende passager, en sekstenårig pige. Læger på hospitalet i Los Angeles, hvor den unge kvinde er indlagt, bekræfter, at hun lider af omfattende hukommelsestab og ikke kan huske noget forud for ulykken.”

Ingen ved hvem pigen er, hvordan hun slap fra flystyrtet med livet i behold, og hvorfor hun hverken står opført på passagerlisten eller i offentlige registre.

Netop som hun er ved at forlige sig med, at hun er helt alene i verden, dukker en ung mand op ud af den blå luft. Han påstår, at de kendte hinanden før flystyrtet. Og at de var forelskede. Men kan hun stole på ham…?

Min mening:
Dette er en af de bøger jeg ikke har haft de helt store forventninger til, ikke fordi den ikke virkede spændende, for det gjorde den helt bestemt! Det positive ved ikke at have nogle forventninger er at du ikke bliver skuffet hvis bogen er dårlig, eller at du bliver overrasket hvis den er god. I dette tilfælde var det dog det sidste. Bogen var virkelig god.

Jeg kan rigtig godt lide vores hovedperson, Violet som hun bliver kaldt, indtil man finder ud af hendes rigtig navn. Hun er stort set hvisket helt rent, selvom hun godt kan snakke. Men der er mange ting hun ikke ved, hvilket var ret fascinerende at se, og hvordan hun taklede det hele. Jeg kan også rigtig godt lide hendes plejelillebror, Cody, han er så sød og forfjamsket, specielt når han er i nærheden af hende, det var ret sødt. Den unge mand der dukker op var virkelig fascinerende!

Spændingen og action eskalerede i løbet af bogen, så jeg hele tiden var fanget og bare måtte vide hvad der nu ville ske! Der kom nogle uventede, for mig, drejninger i bogen som gjorde den endnu mere spændende. Og jeg elskede slutningen! Den havde jeg ikke forudset, og det er fascinerende, hvordan Jessica Brody har formået at få så mange elementer med i historien! Jeg glæder mig meget til at læse næste bind og se hvad der nu sker!

 

Mette Bundgaard Laursen: Skæbnens Valg

21922922Forfatter: Mette Bundgaard Laursen
Original titel:
Skæbnens Valg
Serie: Caldera #3
Antal Sider:
296
Genre:
Romance, Science Fiction
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 2014
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Bogen er et anmelder eksemplar fra forlaget Facet

Læs også: Profetiens Kald (#1), Skyggernes Spil (#2)

Det handler den om:
Tilbage på Jorden er Kate fast besluttet på at leve sit eget liv frem for at leve efter Noahs profeti. Men det er svært for hende at komme videre, når hendes tanker bliver ved med at vende tilbage til Caldera. Hun er dog helt sikker på, at hun ikke vil vende tilbage til galaksen sammen med Noah – lige indtil han giver hende et tilbud, hun ikke kan afslå.

Min mening:
Tredje og sidste del i Caldera serien. Det var en ganske udmærket slutning, på nogle punkter kunne jeg bedre lide denne end de første to.

De første mange sider var ret langtrukken og jeg brød mig virkelig ikke om Kate! Hun er simpelthen så irriterende. Hele hendes liv er bare gået i stå efter hun er kommet tilbage til jorden, og hun er rastløs uden egentlig at have en grund til det synes jeg. Hendes små eskapader med Christian er bare ynkelige og nytteløse synes jeg.

Da Kate kommer tilbage til Caldera kommer der lidt gang i tingene igen. Jeg kan virkelig godt lide Naphal i denne bog, selvom han er lidt af et svin i starten, men hans grunde er egentlig gode nok, på en eller anden måde.

Generelt bliver rollerne byttet lidt rundt her, mellem Noah og Naphal, og det kunne jeg godt lide. Det viser bare at det hele ikke er sort og hvidt, men der også er gråt. Noah kan virke som den onde, selvom han gør tingene i en god tro, og gør alt for at udfylde sin profeti. Naphal kæmper for at få Kate tilbage.

Der var en del med profetierne, der er svær at snakke om uden at afsløre noget, men i hvert fald, tror jeg det var meningen at det skulle komme som et chok når det endelig skete, men da havde jeg allerede gættet det i bog 2, hvilket var lidt ærgerligt, hvis ikke det var meningen. Slutningen var god, men forudsigelig.

Generelt igennem begge bøger, var der ikke rigtig noget uforudsigeligt. Det er en fin serie, hvis man vil have noget let og hyggelig læsning, men ikke mere end det. Skrivestilen var udmærket somme tider, men for det meste irriterede den mig noget så grusomt samt de andre ting skrevet om.

Mette Bundgaard Laursen: Skyggernes Spil

21922915Forfatter: Mette Bundgaard Laursen
Original titel:
Skyggernes Spil
Serie: Caldera #2
Antal Sider:
296
Genre:
Romance, Science Fiction
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 2014
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Bogen er et anmelder eksemplar fra forlaget Facet

Læs også: Profetiens Kald (#1)

Det handler den om:
Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

Min mening:
Jeg har egentlig lidt det samme forhold til denne som jeg havde til første bind. Meget god, men der var ting der virkelig irriterede mig.

Der er igen samme problem med Kate og hendes umodenhed, forfatteren burde virkelig have observeret nogle flere piger på 17-18 år for at se hvordan de opfører sig, for det er i hvert fald ikke som Kate. Hold nu op hvor det dog irriterede mig. Noah kan jeg stadig godt lide, han er sød, betænksom og kikset. Vi ser dog ikke så meget til ham i denne bog, men har mere med Naphal at gøre. Ham ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes om. I starten brød jeg mig ikke om ham, simpelthen fordi han skal forestille at være denne onde og hårde type, men han er en lille usikker dreng der ikke kan noget. Det virker lidt som en tilfældighed at han kidnapper Kate, og samtidig helt urealistisk, den måde det foregår på. Og for at snakke om kidnapningen, hvorfor i alverden vælger man at skrive det på bagsiden af bogen? Man sidder jo bare og venter på at det sker!

Sproget er jeg heller ikke helt fan af. For det første: Pusle pusle, er bare ikke en særlig skræmmende sætning. Det det skete sad jeg og skreg af grin og tænkte ej helt ærligt? Skal det være uhyggeligt? Det fungerede slet ikke, og føjede bare til opfattelsen af en børnehaveklasse. Derudover bruger Kate en vending som: “Uh væmmelige væmmelige mand.” Come on, er hun 18 eller 8 år gammel? Generelt var dialogerne simpelthen så akavede at det gjorde ondt.

Jeg synes også forfatteren burde have skruet ned for brugen af ordet: egentlig. Det irriterede mig noget så grusomt, og det blev brugt konstant. “Hvad mener du egentlig?” og sådan noget i den dur. 99% af gangene kunne Laursen have streget dem ud, uden at det havde gjort noget, tvært i mod havde det været godt!

Når der nu var så meget der irriterede mig, hvorfor får den så 3 stjerner? Fordi jeg stadig var godt underholdt og selve handlingen var god.

Mette Bundgaard Laursen: Profetiens Kald

21922872Forfatter: Mette Bundgaard Laursen
Original titel:
Profetiens Kald
Serie:
Caldera #1
Antal Sider:
296
Genre:
Romance, Science Fiction
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 2014
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Bogen er et anmelder eksemplar fra forlaget Facet

Det handler den om:
Da 17-årige Kate møder Noah første gang, ved hun ikke, at han er en prins fra en fremmed galakse. Hun ved heller ikke, at et orakel har udpeget lige netop hende som Noahs udkårne, der skal følge med ham hjem til Caldera for at bekæmpe den onde Naphal. Faktisk er Noah ikke lige Kates kop te, hvis hun skal være helt ærlig, og Noah må snart indse, at hans opgave om at vinde Kates hjerte er langt sværere, end han havde regnet med.

Min mening:
Jeg kunne faktisk ret godt lide denne bog. Jeg har efterhånden hørt en del blandede meninger om Caldera serien. Af samme grund forventede jeg heller ikke det helt store, men håbede blot på at blive godt underholdt.

Kate er en lidt vanskelig person. Egentlig brød jeg mig ikke særlig meget om hende. Hun er 17 da vi møder hende første gang, og bliver 18 i løbet af bogens handling, men hun opfører sig mere som en på omkring de 12 år. Det er virkelig forfærdeligt. Hun er umoden og irriterende.
Noah kunne jeg virkelig godt lide, han er simpelthen så akavet og sød, og sammenspillet mellem de to kunne jeg godt lide. Men han var helt klart en af grundende til at jeg godt kunne lide bogen.

Jeg kunne virkelig godt lide at der ikke var noget insta-love, det havde jeg lidt frygtet, men der går ret lang tid inden kærligheden udvikler sig imellem Kate og Noah. Kate’s barnlige opførsel gik mig dog virkelig på nerverne ind i mellem. Hun virker slet slet ikke som en der går i 2.g. men mere en i folkeskolen, og det var skide ærgerligt.

Alt i alt en god ungdomsbog, dog nogle elementer der virkelig irriterede mig, og som desværre trækker ned på karakteren. Men jeg glæder mig stadig til at læse videre.

Annie Nichols: No Refuge

20892398Forfatter: Annie Nichols
Original titel: No refuge
Serie:
Antal Sider: 93
Genre: Science Fiction
Forlag: Lyrical Press
Udgivet: 2014
Sprog: Engelsk
Kilde: Kindle
Stjerner:

Det handler den om:
Hunted to near extinction by an alien race called the Ko, my people have run from Earth and drifted so far among the stars we can’t remember the way back. We live everywhere, but call nowhere home. The Ko want us erased from existence and memory. They don’t even want our DNA in the space dust. Humans disguise themselves as other alien species and hide in plain sight. It’s the only way we can survive.

I believe in the myth of Earth. I’ve even discovered a bona fide book written in the dead language of my people. My man, Brody, dreams of a secret human colony. He’s searched for years, hunting any rumor we’ve run across, and finally he’s made contact. Usually, he’s the one grounding me to station and keeping my head out of the atmosphere. Time for me to return the favor…that is, if I can ditch the Ko who’ve discovered me, thanks to my incessant artifact-hunting. If we don’t make our rendezvous, and the Ko don’t kill me, Brody just might…

CONTENT WARNING: Aliens, cargo ships, and a fast paced race against all odds

Min mening:
Dette er en meget kort historie, kun ca. 94 sider, og det kan virkelig mærkes på historien. Vi bliver kastet ud i handlingen, som starter stort set fra side et, og der er ikke rigtig nogle stille og kedelige øjeblikke. Det er der egentlig ikke noget dårligt ved, dog er der ret mange huller i historien synes jeg. Vi får ikke rigtig forklaret nogle ting. Menneskeheden er stort set udryddet, men hvorfor? Jo pga. de ondskabsfulde Ko, og vi får da også hintet lidt om hvorfor de gør det. Men hvordan startede det? Hvordan er det lykkedes menneskeheden at gemme sig blandt andre Aliens? Det er bare nogle af de spørgsmål jeg fik under læsningen.

Derudover er der ikke rigtig nogle af personerne jeg bryder mig særligt meget om. Specielt vores hovedperson Lucille samt Brody er irriterende. Og en ting der virkelig gik mig på var den måde Lucy omtalte Brody på, hendes kæreste, hun brugte hele tiden “My man” eller “My Brody”, og det irriterede mig grænseløst. Hvorfor ikke bare skrive Brody? Eller hvis det i det mindste kun skete en gang eller to ville det ikke generer mig helt så meget, men det skete hver eneste gang hun omtalte ham, og det gjorde hun tit, for han var åh så perfekt.

Der er generelt rigtig mange ting der irriterer mig ved denne, og specielt nogle ting ved slutningen, som jeg dog ikke kan snakke om uden at spoile den, og det vil jeg ikke. Selvom der var mange irriterende ting ved historien var den nu stadig ganske underholdende, og skrivestilen var ikke forfærdelig, og så var den kort og nem at komme igennem.