I dag overlader jeg ordet til forlaget Ulven og Uglen, som fører en kampagne for at rejse penge til oversættelsen af andet bind af en konges vej af Brandon Sanderson. Hvis du vil støtte forlaget, kan du gøre det lige her.

Et blogindlæg om crowdfunding, og hvor træt jeg er af Windows Movie Maker
Ulven og Uglen udgav i 2017 den danske oversættelse af Brandon Sandersons The Way of Kings, som på dansk kom til at hedde En konges vej og er den første bog i serien Stormlysfortællingerne. Læserne af En konges vej blev hurtigt fanget af Sandersons univers, og mange har efterspurgt seriens anden bog, som på engelsk hedder Words of Radiance. Ulven og Uglen er også vilde efter at få fortsættelsen, og forlaget vil gerne udgive toeren så hurtigt som muligt, men siden vi er et lille forlag, og oversættelser er dyre (især med bøger på over 1000 sider!), har vi valgt at kaste os ud i en crowdfunding. På den måde behøver læserne ikke vente på, at En konges vej har givet nok overskud, før vi kan gå i gang med oversættelsen af toeren, men kan selv hjælpe processen på vej ved at forudbestille den nye bog (vi sigter efter at udgive første del af bog 2 i starten af 2019).
Lærke og jeg (Freja) er praktikanter hos Ulven og Uglen her i foråret, og i februar deltog vi i en workshop om crowdfunding. En af de ting, underviseren lagde særlig vægt på, var, at man skulle have en virkelig god video til at repræsentere sit produkt og projekt. Siden jeg havde taget mig af de fleste grafiske opgaver indtil da, virkede det naturligt, at jeg tog mig af opgaven med at sætte en video sammen til projektet.
Som sagt er hovedmålet ved at lave en crowdfunding-video at præsentere det produkt, man gerne vil have hjælp til at producere. Men da vores ønske var at oversætte en bog, kunne vi ikke præsentere en prototype og vise, hvad den kunne, på samme måde, som man ville kunne med f.eks. en højtaler, cykel osv. Derfor måtte vi være kreative. Hvordan kunne vi præsentere vores projekt på en indbydende og spændende måde? Vi blev enige om, at der måtte en bogtrailer til, og en video med en Ulven og Uglen-repræsentant, som forklarer projektet detaljeret, men uden at det blev for langt. Så langt så godt.

Vi havde ikke noget kamera, så vi måtte låne et af min (Frejas) veninde. Vi havde heller ikke noget kamerastativ, så vi måtte ”bygge” et selv. Godt at kasser og bøger er noget vi ikke mangler.

Den største udfordring blev et budget på 0 kr., som så rejste en del andre udfordringer. Det eneste gratis videoprogram, vi havde tilgængeligt var Windows Movie Maker, og de fleste, som har prøvet at arbejde med det, vil nok nikke genkendende, når jeg skriver, at det ikke er nemt at lave en flot video med det. Det er et meget begrænset udvalg af effekter og virkemidler, man kan få WMM til at være med på. Derudover havde vi kun de billeder, som er brugt i/på En konges vej, og mange af dem egnede sig ikke til en bogtrailer. What to do? I et program som WMM er det lidt vigtigt at have en del forskellige billeder at kunne klippe imellem, siden det er så begrænset, hvad kan man bruge af effekter.
Så jeg udvalgte områder fra forsiderne (En konges vej er udgivet i to dele på tilsammen 1600 sider), klippede dem ud og skalerede dem til passende størrelse og lavede en slags ”landskabsvideo”. Nu var det meste grafiske altså på plads, og der manglede tekst og musik. Line, som er den ene af forlagets ejere, udformede nogle tekststykker til bogtraileren, som jeg redigerede en smule i og brugte, og så var der bare lyden tilbage. Det havde taget mig omkring to uger(!) at få sat bogtraileren sammen i WMM, og vores hus-komponist (som bl.a. har lavet musikken til Mørkets søn-traileren) havde travlt med at arrangere en musikfestival (det er jo sådan nogle små-diskrete ting der dukker op, når man arbejder med kreative mennesker), så vi kunne ikke nå at få designet et stykke musik specielt til videoen inden crowdfundingen skulle skydes i gang. Derfor blev vi enige om at sætte et budget på omkring 100 kr. til at købe musik for. Og så skulle jeg ellers bare i gang med at lede efter noget passende.
Efter to dage med ”epic fantasy/trailer music” i søgefeltet (Game of Thrones-introen bliver aldrig den samme igen), fandt jeg endelig noget brugbart, og som de andre også kunne lide. Nu var bogtraileren klar! Jeg satte den sammen med præsentationsvideoen af projektet (som også tog tid at lave, men var knapt så krævende, da bundmaterialet, hvor Line fortalte, var filmet og bare skulle sættes sammen), og voila! Et styks crowdfunding-video til 0 kr. (okay, 160 kr. for musikken, men det andet lyder bedre).
Windows Movie Maker trækker tænder ud, og siden jeg aldrig(!) har arbejdet med video-produktion af nogen art, før jeg startede på forlaget, har det været svært at få tanker og ideer og udførsel til at gå op i en højere enhed, men det er også sjovt bare at kaste sig ud i noget og gøre det, så godt man kan. Og så er jeg helt sikkert også blevet bedre til at tænke kreativt for at overkomme forhindringer og udfordringer. Jeg håber, at I derude kan lide vores video, og at I måske endda har lyst til at bidrage til projektet!

Freja Løvhøj er praktikant hos Ulven og Uglen og står for forlagets social media-profiler, produktion
af bogtrailere og vurdering af manuskripter. Hun er p.t. på sidste år af sin uddannelse som engelsk
bachelor og arbejder også på kontor.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *