3487446Forfatter: Saga Borg
Original titel: Völvans Dotter
Serie: Jarastavens Vandring #1
Antal Sider: 322
Genre: Fantasy
Forlag: Vintens Forlag
Udgivet: 2000
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Det handler den om:
De fremmede krigere overfaldt dem om morgenen. De fór hærgende gennem byen og røvede, brændte og myrdede… Den unge, smukke kvinde Siri ser sine frænder blive slået ihjel og sine veninder brutalt bortrøvet ligesom hun selv.

De sejles til fjendens boplads og Siri ved, hvad der venter dem. De skal gives bort til krigerne, som kan gøre med dem, hvad de vil. Men den første mand, som møder dem i den nye by er Vidar ? byens høvding. Han er usædvanligt mild mod kvinderne, og Siri drages imod ham. Men hun må være forsigtig, for hun ejer en farlig kundskab. Hun er nemlig datter af sin bys vølve og er trænet i vølvens hemmelige lægekunst og kunsten at tyde gudernes tegn.

Men denne viden kan blive hendes død. En by må nemlig kun have en vølve, og Bäckakorset, som de nu er kommet til, har allerede sin egen vølve, en smuk og farlig kvinde Grina, som forsvarer sin position fra første færd.

Min mening:
Dette er faktisk anden gang jeg læser den. Jeg læste den en gang for mange år siden, længe før jeg åbnede denne blog.
Jeg elsker selve historien og handlingen. Jeg har altid været utrolig fascineret af urtiden, som jeg vil mene denne handling foregår i. Den er så fascinerende, og anderledes end hvad man er vant til i dag.
Kvinderne er ikke særlig betydningsfulde, undtagen hvis de er en vølve. Det er manden der vælger hvilken eller hvilke kvinder han vil have. Ja han kan sagtens have flere, og det kan være en smule svært at forholde sig til. Specielt fordi kvinderne bare må finde sig i det. Det sjoveste ved handlingen var næsten blodshytten. Den måtte kvinderne gå ud til en gang om måneden, fordi det bliver betegnet som ondskab der er kvinderne, når de har deres menstruation. Det morede jeg mig lidt over.
Siri kan jeg faktisk godt lide, selvom hun kunne gå mig på nerverne ind i mellem. Men hun gik mig aldrig rigtig på nerverne, kun en smule, og det fik hende bare til at virke mere realistisk.
Sproget har jeg dog svært ved at forholde mig til. Den virker til tider en smule for opstillet og kunstig, hvilket er ærgerligt. Dog var sproget ikke elendigt eller dårligt som sådan. Jeg blev stadig draget ind i bogen og hele universet, til tider kunne det godt blive en smule akavet, og specielt dialogerne. Det er en smule ærgerligt.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *