Mette Sejrbo: Heksens Kald

Forfatter: Mette Sejrbo | Original titel: Heksens Kald | Serie: Ulfhedin-Sagaen #1 | Antal Sider: 586
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Dreamlitt

Denne udgave af Heksens Kald af Mette Sejrbo er en genudgivelse af Dreamlitt. Jeg havde godt hørt om den, inden jeg fik den tilbudt, men jeg havde egentlig ikke overvejet at læse den. Hvorfor? Coveret var simpelthen ikke særlig pænt, og jeg fik aldrig læst hvad den egentlig handlede om. Lad mig starte med at nævne coveret. Det er simpelthen så flot! Jeg elsker det virkelig. Det er flot og dragende! Og heldigvis gemmer det på en utrolig god historie.

Jeg er helt vild med skrivestilen. Jeg blev draget ind i handlingen med det samme, og jeg nød hvert et ord. Sejrbo formår virkelig at spinde en fantastisk historie sammen, med utrolig mange elementer. Vi følger flere forskellige personer undervejs. Emilie er vores hovedperson, men indimellem følger vi også andre. Jeg kunne rigtig godt lide Emilie. Hun var sød og nem at relatere til. Jeg elsker at følge hendes eventyr og se hvilke svære valg hun må træffe. Jeg elsker vølverne og hele deres verden. Men det var faktisk ikke Emilie, jeg var mest vild med at følge. Nej, det var de to andre. Det var vampyren der hungrede efter hende samt den unge hamram (varulv). Jeg kan ikke helt sige hvorfor, men jeg elskede virkelig at følge de to. Sejrbo formår virkelig at skabe nogle interessante personer. Vampyren var ham jeg elskede mest. Jeg har en svaghed for vampyrer, og det vil jeg altid ha’. Men jeg vil ikke have nuttede glimtende vampyrer. Nej, jeg vil have onde, grusomme væsner. Og det fik jeg her. Og det er virkelig interessant som Sejrbo formår at holde hans identitet hemmelig igennem det meste af bogen, det samme med den unge hamram.

Handlingen er utrolig spændende. Så kort kan det siges. Jeg elskede hver en side, og selvom jeg lige skulle ind i universet i starten, gik der ikke længe inden jeg slugte bogen. Jeg måtte have mere. Jeg må have mere. Jeg glæder mig virkelig til at læse næste bind, og se hvad der nu sker for Emilie og de andre personer. Jeg elsker også at jeg blev overrasket. Der var et lille plottwist mod slutningen, som jeg ikke lige havde forudset. I love it.

“Alle har læst…”

“Alle har læst …” eller “Alle skal læse…” Det er ting jeg tit hører, specielt hos diverse booktubers, og det drejer sig oftest om klassikere. Jeg bliver altid en smule provokeret, når folk siger det. Jeg ved godt, at det oftest bare er noget der bliver sagt, og der ikke er mere bag. Men alligevel. Disclaimer: Jeg har intet imod folk der læser og elsker klassikere eller adskillige andre bøger. Jeg siger ikke, at folk skal lade være med at snakke om dem, jeg elsker når folk snakker om bøger de elsker. Jeg bryder mig bare ikke om et par enkelte ting.

“Alle har læst (indsæt selv bogtitel)”. Nej, det har alle ikke. Heller ikke klassikere. Der vil altid være folk der ikke har læst bestemte bøger. Også Harry Potter *HOST* mig *HOST*. (Ok, ok, jeg har læst de første tre). Men når folk siger at alle har læst en pågældende bog, for jeg faktisk lidt dårlig samvittighed. Der er to grunde til at jeg ikke har læst en bog, enten har jeg ikke nået til den endnu (der bliver jo udgivet tusind bøger om året), ellers har bare ikke lyst til at læse den. Og det bør også være okay. Ja, jeg ved godt, at det er mit eget problem, at jeg får dårlig samvittighed, men sådan er jeg indrettet.

“Alle skal læse (indsæt selv bogtitel)”, er nok den der provokere mig mest. Hvorfor? Hvorfor skal man læse en bestemt bog, bare fordi den for eksempel er en klassiker? Skal man ikke læse det man har lyst til? Jeg har tit hørt at man ‘skal’ læse diverse klassikere, for eksempel Jane Austen. Jeg ville aldrig læse Jane Austen. Ja, hun er populær, og det er klassikere, men det er slet ikke mig – nej jeg kan måske ikke vide det, før jeg har læst dem, men når jeg ikke synes at det lyder spændende, er det vel også okay, at sige at man ikke har lyst? At jeg så har læst en Austen bog, fordi jeg skulle i forbindelse med uni er en helt anden historie. Og nej, jeg brød mig ikke om den. Når man læser en del, så lærer man efterhånden sin egen stil, man kan for det meste forudsige, hvad man vil kunne lide og hvad man ikke kan lide. Selvfølgelig kan man tage fejl, selvfølgelig kan man elske en bog, man var overbevist om at man ikke ville kunne lide, særligt hvis den er uden for ens foretrukne genre (et personligt eksempel for mig er Jojo Moyes Mig før dig). Og det kan også være omvendt – man kan ende med at ‘hade’ en bog man troede at man ville elske. Sådan er livet. Mennesker er ikke synske (hvad jeg ved af i hvert fald). Men at sige at alle skal den og den bog, bare fordi den er populær, er en klassiker eller whatever, det irriterer mig lidt. Hvorfor ikke bare læse det man vil, og lade være med at læse det man ikke synes lyder fedt?

Lars Kramhøft: Djævlens Hjerte

Forfatter: Lars Kramhøft | Original titel: Djævlens Hjerte | Serie: Sortekunstens Mysterier #1 | Antal Sider: 316
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Ulven og Uglen

Jeg havde ikke de store forventninger til Djævlens Hjerte. Den lyder spændende og har et fedt cover, men jeg har ikke hørt så meget om den, så jeg var spændt da jeg gik i gang, og jeg blev positivt overrasket. Jeg ved ikke helt hvad jeg havde forventet, men i hvert fald ikke dette.

Jeg kan ret godt lide Lars Kramhøfts skrivestil. Den er dejlig let og fangende. Jeg var nysgerrig og havde hele tiden lyst til at læse videre. Jeg elsker det historiske og magiske perspektiv. Jeg kan ret godt lide Damian. Han er virkelig interessant, og jeg elskede specielt da han måtte tage benene på nakken og fik rykket hele sin verden op. Jeg synes det var ret realistisk, og det er vigtigt for mig. Selvom det er fantasy, må der gerne være noget realistisk i historierne – specielt i personernes reaktioner.

I beskrivelsen står der: “Djævlens hjerte er en actionfyldt og medrivende fortælling om tro og djævlekundskab, medmenneskelighed og forræderi.” Og hold da op hvor er det citat rammende. Djævlens Hjerte er utrolig actionfyldt, og den er medrivende. Jeg kan godt lide al fokussen på djævlekundskab og forræderiet. Hvis du godt kunne tænke dig at læse en bog fyldt med aktion, magi og djævleskab, så er Djævlens hjerte lige noget for dig. Djævlens Hjerte overraskede mig meget, og jeg er virkelig glad for at jeg læste den.

Maggie Stiefvater: Ravnedrengene

Forfatter: Maggie Stiefvater | Original titel: The Raven Boys | Serie: The Raven Cycle #1 | Antal Sider: 440
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine

Ravnedrengene er en virkelig hypet bog, og jeg mener virkelig hypet. Jeg har kun hørt rosende ord om den, så mine forventninger var tårnhøje. Den levede desværre ikke op til mine forventninger. Denne anmeldelse er faktisk lidt svær, for jeg ville virkelig gerne elske Ravnedrengene, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg hader den dog heller ikke, det vil jeg gerne lige slå fast. Faktisk kan jeg godt se, hvorfor så mange elsker den.

Mit største problem er egentlig at jeg slet ikke connectede med bogen, hverken personerne, historien eller skrivestilen. Jeg svingede lidt mellem 2 og 3 stjerner, men den lander desværre kun på 3. Jeg havde overhovedet ikke lyst til at læse den, jeg måtte tvinge mig selv til at læse. Jeg læste den faktisk ret hurtigt, mest fordi jeg gerne ville have den overstået. Og ja, det lyder måske som om jeg hader den, men det gør jeg ikke. Jeg har som sådan ikke nogle følelser for den. Skrivestilen var ikke dårlig, den var bare slet ikke mig. Den havde ikke det der magiske pull som trækker folk ind i læsningen. I hvert fald ikke for mig. Personerne var ligegyldige. Jeg kunne ikke sætte mig i Blues sted, jeg var ikke tiltrukket af Gansey eller nogle af de andre. Selve historien var egentlig det bedste, men igen ikke mig. Jeg synes den var utrolig lang tid om at komme i gang, og da der endelig sker noget, er jeg stadig ikke fanget.

Ravnedrengene er ikke en dårlig bog, men jeg tror lidt det er en man enten elsker eller ‘hader’. Igen – jeg hader den ikke, men den var bare slet ikke mig. Hvis du synes den lyder spændende fra bagsidebeskrivelsen, synes jeg helt sikkert at du skal give den en chance. Jeg var ikke solgt på beskrivelsen, men jeg var blevet tilpas nysgerrig på grund af al hypen. Jeg ville gerne kunne snakke med, og tænkte at den måtte være noget for mig. Det var den desværre bare ikke.

Neil Gaiman: Nordisk Mytologi

Forfatter: Neil Gaiman | Original titel: Norse Mythology | Serie: – | Antal Sider: 269
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Modtryk

Jeg har et lidt blandet forhold til Neil Gaiman. Jeg har læst noget jeg elskede, og noget jeg virkelig ikke brød mig om. Egentlig var jeg ikke sikker på, at jeg havde lyst til at læse mere af ham, men jeg elsker nordisk mytologi, så jeg måtte prøve denne, og det fortryder jeg bestemt ikke! Nordisk Mytologi består af en masse genfortællinger, og det klarer Gaiman godt! Jeg blev grebet af hver en fortælling. Nogle af dem kendte jeg til i forvejen, andre var helt nye. Jeg elsker virkelig Gaimans skrivestil, i hvert fald i denne bog. Den fangede mig og jeg nød hvert et ord. Jeg synes egentlig at den er lidt svær at anmelde, fordi det er en samling af historier, og ikke en lang roman. Jeg kan dog kun anbefale Nordisk Mytologi på det varmeste. En fantastisk spændende og flot bog.

Om at droppe en bog

Dropper du nogensinde bøger?

Det gør jeg. For nogle år siden kunne jeg ikke drømme om det. Men efter at have læst regelmæssigt i en del år efterhånden, og når jeg kigger på mine evigt voksende reoler, så er jeg noget frem til en meget simpel konklusion (Synes jeg selv): Livet er for korte til “dårlige” bøger. Jeg sætter dårlige i gåseøjne, fordi selvom jeg ikke brød mig om bogen, vil der jo være nogen derude som måske elsker den. Jeg tror ikke på dårlige bøger. Jeg tror på at en bog kan være dårlig for den enkelte person, men det betyder jo ikke at bogen er noget skidt. Nå, det var egentlig ikke der jeg vil hen med dette indlæg (Det kræver et helt indlæg for sig selv, som jeg også overvejer at skrive).

Selvom jeg gerne dropper en bog i dag, er det ikke ensbetydende med at jeg elsker det. Jeg startede jo på bogen med forhåbningerne om at elske den. Men man må også bare indse at ikke alle bøger vil kunne ramme noget positivt i en, og så synes jeg at livet er alt for kort. Der findes så mange bøger derude, og der kommer jo hele tiden nye til. Som sagt, mine reoler vil ikke stoppe med at vokse. Derfor vil jeg ikke bruge til på at læse en bog jeg ikke bryder mig om. Hvis jeg skal kæmpe mig igennem den, og ikke rigtig kan finde noget positivt, så vil jeg ærlig talt hellere stoppe mens legen er god og så finde en ny, og forhåbentlig bedre bog fra hylderne.

Der sker dog også det at jeg dropper en bog, putter den på hylden og forsøger igen i fremtiden. Det har jeg gjort en enkelt gang, og det var faktisk en god ide. Jeg startede på Vampire Academy af Richelle Mead, men stoppede hurtigt igen. Jeg kan ikke huske hvor meget jeg nåede at læse. Den fangede mig simpelthen slet ikke. Jeg hadede den ikke, jeg var bare bedøvende ligeglad. Men jeg valgte at give den et forsøg igen, og der endte jeg med at elske den! Selvfølgelig vil dette ikke dreje sig om bøger jeg virkelig hadede og ikke kunne finde noget som helst positivt ved. Jeg er en lystlæser, så hvor meget jeg elsker eller hader en bog kan godt svinge en del an på mit humør og så videre. For et års tid siden startede jeg på The Rain af Virginia Bergen, men stoppede fordi jeg ikke kunne snuppe hovedpersonen. Selve plottet virkede virkelig godt. Derfor er det nok også en bog jeg godt kunne finde på at give endnu et forsøg, når jeg engang er i humør til det. Så er der de bøger jeg ved jeg aldrig kommer til at røre igen. For eksempel Den Tomme Plads af J. K. Rowling. Jeg elsker Harry Potter bøgerne (Dem jeg har læst), men denne var slet slet ikke noget for mig. Nej jeg sammenlignede den ikke med Harry Potter, for jeg ved godt at de ikke kan sammenlignes. Den Tomme Plads er så heller ikke min genre, men ind i mellem er det jo godt at forsøge sig i andre genre. Jeg lærte dog at det ikke var noget for mig, og jeg gav op før jeg nåede siden 100.

Det er lidt mere kompliceret når det drejer sig om anmeldereksemplarer. Der har jeg jo forpligtet mig til at læse bogen og anmelde den. Og indtil videre har jeg også gjort det. Jeg ved ikke helt om jeg kunne få mig selv til at droppe et anmeldereksemplar.

Hvad er din holdning til at droppe bøger?

Julegaver 2017

Selvom vi nærmer os slutningen af januar, vil jeg gerne vise mine julegaver. Jeg synes selv det er sjovt at se hvad andre får. Indtil videre har bloggen stået ret stille i januar. Jeg er simpelthen død for ideer, så hvis der er noget du godt kunne tænke dig at se, så sig endelig til. Derudover er jeg i fuld gang med at læse til mit speciale. Jeg glæder mig, men jeg synes også det virker lidt uoverskueligt lige nu.

Jeg fik også en ny skuldertaske (Hårdt tiltrængt da den anden var ved at smuldre), og 2 t-shirts, men jeg er en klovn til at tage billeder af dem, så dem må I forstille jer til. Jeg fik også penge af min farmor, som jeg tager med til Irland i næste måned.

Jeg fik tre skønne bøger, som jeg virkelig glæder mig til at læse! Har du læst nogen af dem?

Jeg har længe ønsket mig Merida fra Brave som Funko Pop. Man kan få 2 forskellige slags, den på billedet og en anden. Jeg ville kun have denne og den var ret svær at finde, uden at den kostede en formue. Da jeg fandt den, fik jeg den i tidlig julegave af min mor.

Derefter fik jeg femte sæson af The Walking Dead (Jeg har set alle sæsoner, pånær den nyeste, og jeg elsker den serie!)

Og jeg fik også anden sæson af The Strain. Det er en virkelig god serie, og jeg kan varmt anbefale den. Der er 4 sæsoner, og den er afsluttet.

 

 

Fik du nogle gode gaver til jul?

Louise Haiberg: Monstre

Forfatter: Louise Haiberg | Original titel: Monstre | Serie: Død Verden #1 | Antal Sider: 255
Stjerner:

Anmeldereksemplar fra forfatteren

Lige siden jeg hørte om Død Verden var jeg super spændt. Jeg kan virkelig godt lide Louise Haibergs bøger og så elsker jeg zombier, så jeg var ret spændt på, hvad hun kunne få ud af denne genre. Jeg blev bestemt ikke skuffet! Faktisk kan det godt gå hen og blive en af mine yndlingsserier om zombier, vi får se, når jeg får læst de næste bøger.

Jeg er helt vild med Haibergs skrivestil, den er dejlig let og flydende, og jeg gled med det samme ind i universet, og havde nemt ved at se det hele for mig. Jeg elsker også detaljen med dagbogen, specielt at den er skrevet i hånden. Det er virkelig en af de fedeste detaljer ved denne bog, og det gav et ekstra lag til selve fortællingen. Der er også en anden del ved Monstre, som er ret unik. Det er nogle væsner, ikke zombier, men nogle helt andre. Jeg vil ikke sige hvad de er, for ikke at spoile for meget. Jeg elskede virkelig den detalje, men det er dog også denne del der trækker en tand ned, så bogen lander på 4 og ikke 5 stjerner. Jeg tror mest at det var fordi det var så… nyt og anderledes. Jeg er i hvert fald ikke støt på det før, og selvom jeg elskede det, var det også en anelse underligt, men jeg glæder mig til at læse mere om det/dem.

Selve handlingen er virkelig fantastisk, og lige hvad jeg forventer af en zombie fortælling. Jeg elsker det. Jeg er super spændt på, hvad der kommer til at ske fremover. Derudover kunne jeg ret godt lide Nera, hun er virkelig fantastisk. Jeg glæder mig rigtig meget til at læse mere om hende, og se hvordan hun udvikler sig. Jeg elsker at hun langt fra er perfekt, for hun har sine svagheder, men det gør hende bare så meget mere menneskelig og virkelighedstro. I like it. Hvis du endnu ikke har læst Monstre, kan jeg kun anbefale den – det er en fantastisk og unik bog.

2018 forsæt

Jeg håber alle har haft et godt nytår og er kommet sikkert ind i 2018. Jeg har haft en super hyggelig aften. I dette indlæg vil jeg snakke lidt om mine boglige forsæt for 2018.

1. Færre bøger
Jeg har fået alt for mange nye bøger i 2017. Ikke at jeg brokker mig. Jeg elsker hver og en. Jeg vil heller ikke gå på et direkte ban, dem tror jeg ikke på. Jeg vil dog bare prøve at købe mindre, så jeg også kan få læst nogle af alle de bøger jeg har. Jeg har nemlig 230 ulæste bøger, og det vil jeg gerne have ned. Mit mål er at komme ned på under 200 bøger i løbet af 2018. Det burde være muligt.

2. 50 bøger
Jeg har læst 70 bøger i 2017, hvilket jeg er super tilfreds med. Jeg startede ud med et mål på 50 bøger, som jeg så hævede til 60. Jeg sætter igen målet på 50, fordi jeg skal skrive speciale i 2018, og forhåbentligt får mig et godt job når jeg er færdig, så jeg ved ikke hvor meget jeg får læst.

3. Afslutte serier
Jeg har temmelig mange serier jeg mangler at læse færdig. Derfor vil jeg gerne få læst nogle af dem færdige.

Det er mine mål. Jeg vil ikke være med i challenges, udover Goodreads’ med x antal bøger, for det fungerer bare ikke for mig. Jeg er lyst læser. Jeg vil bare gerne bekæmpe min kæmpe TBR liste og få læst nogle af mine anmeldereksemplarer. Har I nogle forsæt?

2017: Året der gik

Statistikker:
Antal læste bøger: 70
Antal sider: 22.495
Antal serier startet: 23
Antal serier sluttet: 7
Serier jeg dropper: 5
Nye bøger: 154
Antal ulæste bøger: 229

Jeg er en anelse overrasket over hvor mange nye bøger jeg har fået hjem på reolerne i løbet af 2017. Det er alt for mange haha. Specielt i forhold til antallet af bøger jeg har læst.

Genlæsning:
Jeg har genlæst 2 bøger i år. I løbet af Deweys Readathon tilbage i april genlæste jeg Demon in my View af Amelia Atwater-Rhodes, en af mine favorit vampyr bøger. Jeg har også genlæst Darkfever af Karen Marie Moning, en af mine favorit bøger of all time! Jeg er ved at genlæse de første fem bøger i forbindelse med mit speciale.

Bedste bog jeg har læst:
Den bedste bog… Det er svært, for jeg synes virkelig at jeg har læst mange gode bøger i år! Men det må nok være Darkfever af Karen Marie Moning. Ja, det er genlæsning, men jeg elsker simpelthen den bog så meget, og den har en helt speciel plads i mit hjerte.

Bedste serie jeg har startet:
Sjælehenteren af Katja Berger var en af mine mest ventede bøger i 2017, og den skuffede bestemt ikke! Det er en super god bog, fyldt med gode budskaber og masser af aktion. Jeg både elsker og hader Raven, og generelt er det super spændende personer. Det er helt klart den bedste start på en serie (Jeg kunne dog også nævne et par andre). Jeg glæder mig til at læse videre.

Bedste fortsættelse på en serie:
Magnus Chase og Thors Hammer af Rick Riordan er en virkelig god 2’er! Jeg elskede den. Fyldt med spænding og aktion, og jeg glæder mig til at læse den sidste bog!

Bedste slutning på en serie:
Denne er faktisk svær, for har læst en del gode afslutninger. Men valget faldt på Rejsen til SELU af Line Kyed Knudsen. Det er simpelthen sådan en fed afslutning på en virkelig god serie! Jeg ville sådan ønske der var mere.

Favorit bog fra kendt forfatter:
De fleste har vel hørt om Cecelia Ahern. Hun har blandt andet skrevet P.S. I love you, som er blevet filmatiseret. Men hun har også skrevet Flosset, som overraskede mig meget. Det er det første jeg læser af hende, men bestemt ikke det sidste. Jeg elskede hver en side, og jeg glæder mig meget til den næste!

Bedste 2017 debut:
Her må jeg nævne Caraval. Den er super speciel, og det tog mig lidt tid at komme helt ind i historien, men den er virkelig god! Utrolig velskrevet og rigtig god debut!

Bedste world building:
Her må jeg nævne Vejen til Panteon af Boris Hansen. Jeg har kun læst den første bog, men den er virkelig god, og så er der virkelig god world building! Jeg glæder mig rigtig meget til at se hvordan verdenen bliver udvidet!

Mest unikke bog: the call
Dette er helt klart The Call af Peadar Ó Guilín. Den er fantastisk og unik, og jeg elskede hver en side af den. Mere er der ikke at sige.

Ny yndlingsforfatter:
Jeg ved det ikke helt. Nanna Foss, Malene Sølvsten, Amanda Foody kan være nogle.

Bedste bog uden for min comfort zone:
Helt klart Udstillet af Nicole Boyle Rødtnes. Jeg læser jo mest fantasy, og denne er så langt fra fantasy som den kan komme, men ikke desto mindre slog den benene væk under mig. Fuldstændig fantastisk bog! Rødtnes kan altså bare et eller andet med ord, og jeg nød virkelig Udstillet.

Bog jeg vil genlæse:
Rigtig mange. Alt for mange. Jeg kan virkelig godt lide at genlæse bøger, selvom jeg gør det alt for sjældent. Jeg kommer nok ikke til at genlæse nogle fra 2017, da jeg gerne vil have der går lidt længere, og så vil jeg gerne have udryddet bare en lille smule af min TBR liste. 

Yndlingscover:
Det Gyldne Kompas! Jeg er helt vild med dette cover (Og de to andre bøger i serien). Det er simpelthen nogle fantastiske covers, sådan nogle der ikke helt kan fanges på billeder. Man skal bare se dem i virkeligheden!


Bog jeg glædede mig til, men blev skuffet over:
Det må nok være Diali af Charlotte Fischer. Jeg ville så gerne elske den, og jeg kan da også godt se de gode ting ved bogen. Men det var desværre bare ikke et match for mig. Jeg kunne godt overveje at genlæse den engang i fremtiden, for ind i mellem ændrer jeg mening om bøger, specielt hvis jeg har læst dem på et forkert tidspunkt. For eksempel hadede jeg Vampire Academy første gang jeg prøvede at læse den. Så meget at jeg måtte stoppe. Men jeg prøvede igen, og endte med at elske den. Måske sker det samme med Diali, en det bliver engang i fremtiden.

Bog der overraskede mig positivt:
Leoniderne af Nanna Foss. Jeg havde den stående ulæst i så lang tid, og jeg var faktisk lidt bange for at læse den, fordi alle snakker godt om den. Den er så hypet, og jeg var bange for at jeg ikke ville kunne lide den. Men det behøvede jeg ikke være bange for, for jeg elskede den! Den fortjener helt klart hypen.

Bog jeg har anbefalet mest:
Det må nok være Darkfever af Karen Marie Moning. Den anbefaler jeg hver eneste gang jeg får muligheden. Og jeg har også anbefalet Sjælehenteren af Katja Berger en del.

Største cliffhanger:
Denne lader jeg faktisk stå blank. Der er ikke en cliffhanger der lige popper op mens jeg skriver dette. Ikke i år.