21922915Forfatter: Mette Bundgaard Laursen
Original titel:
Skyggernes Spil
Serie: Caldera #2
Antal Sider:
296
Genre:
Romance, Science Fiction
Forlag: Forlaget Facet
Udgivet: 2014
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Bogen er et anmelder eksemplar fra forlaget Facet

Læs også: Profetiens Kald (#1)

Det handler den om:
Kate tager med Noah til Caldera. Ifølge Profetien er det kun hende, der har kraften til at fordrive den onde Naphal og skabe fred i galaksen. Hun går derfor i gang med at træne, så hun kan blive den superhelt, de alle sammen håber, hun er. Superkræfterne er dog ikke sådan lige at lokke frem, og Kate er på nippet til at opgive det hele. Men så bliver hun kidnappet af Naphal.

Min mening:
Jeg har egentlig lidt det samme forhold til denne som jeg havde til første bind. Meget god, men der var ting der virkelig irriterede mig.

Der er igen samme problem med Kate og hendes umodenhed, forfatteren burde virkelig have observeret nogle flere piger på 17-18 år for at se hvordan de opfører sig, for det er i hvert fald ikke som Kate. Hold nu op hvor det dog irriterede mig. Noah kan jeg stadig godt lide, han er sød, betænksom og kikset. Vi ser dog ikke så meget til ham i denne bog, men har mere med Naphal at gøre. Ham ved jeg ikke rigtig hvad jeg synes om. I starten brød jeg mig ikke om ham, simpelthen fordi han skal forestille at være denne onde og hårde type, men han er en lille usikker dreng der ikke kan noget. Det virker lidt som en tilfældighed at han kidnapper Kate, og samtidig helt urealistisk, den måde det foregår på. Og for at snakke om kidnapningen, hvorfor i alverden vælger man at skrive det på bagsiden af bogen? Man sidder jo bare og venter på at det sker!

Sproget er jeg heller ikke helt fan af. For det første: Pusle pusle, er bare ikke en særlig skræmmende sætning. Det det skete sad jeg og skreg af grin og tænkte ej helt ærligt? Skal det være uhyggeligt? Det fungerede slet ikke, og føjede bare til opfattelsen af en børnehaveklasse. Derudover bruger Kate en vending som: “Uh væmmelige væmmelige mand.” Come on, er hun 18 eller 8 år gammel? Generelt var dialogerne simpelthen så akavede at det gjorde ondt.

Jeg synes også forfatteren burde have skruet ned for brugen af ordet: egentlig. Det irriterede mig noget så grusomt, og det blev brugt konstant. “Hvad mener du egentlig?” og sådan noget i den dur. 99% af gangene kunne Laursen have streget dem ud, uden at det havde gjort noget, tvært i mod havde det været godt!

Når der nu var så meget der irriterede mig, hvorfor får den så 3 stjerner? Fordi jeg stadig var godt underholdt og selve handlingen var god.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *