17997312Forfatter: Lene Toscano
Original titel: Den lukkede
Serie:
Antal Sider: 292
Genre: Fiction
Forlag: Valeta
Udgivet: 2013
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Valeta

Det handler den om:
“Snart skal min hjerne nulstilles. Og alt dette, som jeg vil fortælle dig, vil være glemt.
Så du skal vide, at situationen er denne: Jeg skriver imod tiden, mens jeg er spærret inde på den lukkede og afventer mit første elektrochok.”

Anna er 17 år og har set noget, som hun ikke burde have set. I et desperat håb om at blive reddet, beslutter hun sig for at skrive det hele ned.
Det bliver en fortælling om livet på den lukkede, hvor de normale bestemmer over de syge. Og hvor det ikke altid er lige nemt at se, hvem der er syg, og hvem der er rask.

En beretning om en skræmmende stedmor, en gennemsigtig far, en død mor og om veninden Natalie, der ligner en amerikansk rockstjerne.
En historie, der kredser om spørgsmålet: Hvorfor skal Anna have elektrochok?

Min mening:
For at være helt ærlig, så ved jeg ikke rigtig hvad jeg havde forventet af denne bog. En ting jeg dog ikke havde forventet, var at den var så dyster. Jeg kan næsten med sikkerhed sige, at det er den mest dystre bog jeg har læst.

Selve skrivestilen er anderledes end hvad jeg er vant til, og nok også hvad normen er. Den er skrevet som et brev, hvor hovedpersonen Anna sidder og skriver hendes fortælling ned til læseren. Hun bruger “du” og det giver det hele lidt kant. Jeg synes det fungerer rigtig godt, selvom der dog var aspekter der kedede mig. Anna skriver blandt andet gentagne gange at tiden er i mod hende, og hun ikke er sikker på at hun kan nå at skrive det hele ned, alligevel kommer hun ud på nogle omveje, som ikke har den helt store relevans for historien, og jeg undrede mig lidt over det. Men på den anden side, hvis hun kortede det hele ned til kun det essentielle, ville der jo ikke være meget bog tilbage. En anden ting der irriterede mig lidt var nogle af beskrivelserne. Normalt elsker jeg beskrivelser, men det kan også blive for meget og for dybt. Man behøvede ikke at vide hvordan det hele så ud og så videre.

Anna kunne jeg rigtig godt lide, hun virker som en virkelig person, og fik ondt af hende. Det samme med stedmoderen, Eva, hun virkede også som en virkelig person, hun var virkelig skummel. Jeg elskede at Toscano havde skrevet hende som en kold og stille person, det gjorde hende mere uhyggelig.
Jeg forstod dog ikke Anna’s far. Han ville slet ikke lytte til Anna, og virkede fuldstændig ligeglad med hende. Hans forvandling efter at have mødt Eva virkede falsk og ikke ordentlig gennemført.

Selve handlingen, til sidst, da vi fik afsløret hvad det hele gik ud på, var rigtig spændende, og virkelig foruroligende. Jeg er i hvert fald glad for at det ikke var mig der gennemlevede det.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *