9017567Forfatter: Lene Kaaberbøl
Original titel: Ildprøven
Serie: Vildheks #1
Antal Sider: 168
Genre: Paranormal
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2010
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner: 

Det handler den om:
Clara mener selv hun er en ganske almindelig pige. Lidt genert, måske, og gennemgående lidt for leverpostejsagtig. Men fra det øjeblik hun møder den sorte kat, er det sket med at være almindelig. Og hvis hun ikke passer på, er det også snart sket med at være i live …

Ildprøven er første bog i Lene Kaaberbøls serie om Clara, hendes kærlighed til dyr og hendes kamp for at overleve som vildheks i en verden hvor magi ikke ligefrem er barnemad.

Serien fortsætter med flere bind. Med Illustrationer af Anders Walter Hansen

Min mening:
Det er ikke en særlig lang bog, eller særlig svær bog at komme igennem. Sproget er let og flydende, og passer nok meget godt til den aldersgruppe som den er henvendt til. Jeg vil skyde på 10-12 årige. Når det er sagt, betyder det ikke at voksne ikke kan nyde den. Jeg betragter mig selv som voksen, for det meste da 😉 og jeg nød historien. Den var sød.
Jeg kan godt lide at kapitlerne er så korte som de er. Det gør at man nemt lige kan nå et ekstra kapitel inden man skal spise, eller hvad man nu ellers skal.
Fordi den er så kort, er der dog mange ting der bliver sprunget lidt hen over, og vi kommer ikke rigtig i dybden med vores karakterer.
Noget jeg bed mærke i, som jeg synes var lidt sjovt. Clara slår på et tidspunkt sit knæ, så hun næsten ikke kan gå, og skal også transporteres på en hest hen til et råd og videre hen til ildprøverne. Men da de er kommet til rådet, og snakker om prøverne, og det bliver for meget for hende, prøver hun at stikke af. Hun løber. Og senere skal hun så igen transporteres på en hest, fordi hun ikke kan gå langt. Hvordan kan hun løbe, men ikke gå? 😉 Det er sikkert bare en smutter fra forfatterens side, men jeg synes det var  lidt morsomt, og kunne ikke lade være med at grine.
Clara har jeg lidt svært ved at forholde mig til, jeg synes ikke at jeg lærte hende nok at kende på den korte tid, men jeg hadede hende heller ikke, hvilket jo også er positivt.
Jeg kunne rigtig godt have tænkt mig, at have fået mere af vide om Kimæra og hvorfor hun er ude efter Clara, men det får man forhåbentligt mere af vide om i de efterfølgende bøger.
Selve handlingen går faktisk i gang med det samme, og der var intet sted jeg kedede mig under historien. Jeg kan rigtig godt lide hele ideen med vildhekse og naturen. Jeg elskede den store sorte kat, og håber også at den følger med ind i de næste bøger.
Coveret kan jeg ret godt lide, men nu elsker jeg også katte, så en stor kat der pryder hele forsiden kan man jo næsten aldrig gå galt i byen med. Det er en virkelig flot illustration, og det samme er dem der er inde i selve bogen.

1 comment on “Lene Kaaberbøl: Ildprøven”

  1. Den der med at kunne løbe, men ikke gå behøver ikke nødvendigvis være en smutter. Hvis man fx. har ondt i ryggen eller dårligt ben, forsøger man jo gerne at aflaste det, for ikke at gøre skaden værre – men blive det nødvendigt alligevel, hvis nu der sker et uheld eller sådan noget, kan man i mange tilfælde og finde styrken til at ignorere smerte alligevel. Eller bare viljen. Jeg går til karate, og slår jeg mig på en træningsaften, går jeg selvfølgelig fra træningen for hurtigere at komme mig over det. Er det derimod til et stævne, hvor guldmedaljen nærmest allerede hænger under næsen på en, eller til en prøve om at bestå næste prøve, så bider jeg det da i mig, fordi der er noget jeg bare VIL opnå 🙂

    Jeg har selv bøgerne, og må indrømme at jeg, modsat dig, blev lidt skuffet. Lene Kaaberbøl har en fantastisk evne til at skrive børnebøger der også kan nydes af voksne, men i denne nutidige serie, hvor hun gentagende forsøger (på barnlig maner) at efterligne lydene på moderne apperater i skrift, der står jeg godt nok lidt af. Kan man ignorere dette, er serien dog fin nok alligevel 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *