18620954Forfatter: Kaspar Colling Nielsen
Original titel: Den Danske Borgerkrig 2018-24
Serie:
Antal Sider: 224
Genre: Science Fiction
Forlag: Gyldendal
Udgivet: 2013
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Bogen er et anmelder eksemplar fra Saxo

Det handler den om:
Mellem 2018 og 2024 var Danmark i undtagelsestilstand; der var kampe på Rådhuspladsen, politikere blev halshugget på åben gade, og bankfolk var en truet art. Borgerkrigen blev oplevet af en 25-årig mand, som 450 efter ser tilbage på et langt liv. Den 475 år gamle rigmand bliver holdt i live af et avanceret stamcelleprogram, der muliggør hans overlevelse. Han fortæller om den skelsættende periode i sit liv til Geoff, som er 350 år. Geoff er en meget reflekteret bordercollie og rigmandens bedste ven. Rigmanden angrer bestemte handlinger fra sin første krig og kan ikke glemme de stærke følelser, der for ham var forbundet med den tid. Han oplevede sit livs største kærlighed og fortæller Geoff historier fra sit eget liv og fra en intens periode i Danmarkshistorien. Med det som baggrund udfolder sig en fortælling om, hvordan krisen i begyndelsen af nullerne fik det værste frem i danskerne, og hvordan samfundet ændrede sig. Hvordan folk mistede tilliden til politikerne, og bankfolk blev jaget vildt, da de havde anbefalet folk at sætte sig i gæld. Hvordan soldater blev ét med krigen, og hvordan afstanden mellem forskellige etniske og religiøse grupperinger blev større, og sidst, men ikke mindst, hvordan det at være rig fik livsvigtig betydning. ‘Den danske borgerkrig 2018-24’ balancerer mellem det normale og afvigende, det meningsfulde og absurde i sin beskrivelse af, hvad der kan ske med et velfærdssamfund i krise.

Min mening:
Dette er en meget underlig bog, det havde jeg allerede forventet da jeg læste bagsiden, men underlig er nødvendigvis ikke dårlig. Det var det dog i dette tilfælde, desværre. Skrivestilen var underlig og usammenhængende, og passede ikke med indekset i starten, synes jeg i hvert fald.

Nogle af delene i historien var meget interessante, og det satte da tanker i gang om hvad økonomi og kriser kan gøre ved et samfund, og hvordan tingene kan udvikle sig. Jeg brød mig dog ikke om alle de økonomiske oplysninger vi fik, de var lidt for grundige og forvirrende til mig, og jeg forstod meget lidt af det, hvilket gjorde bogen tung og jeg mistede hurtigt koncentrationen.

Vores hovedperson, som jeg desværre ikke kan huske hvad hedder, er en meget spøjs person. Jeg tror lidt det er meningen, eftersom han også er så gammel og ser sig selv som et slags “overmenneske”. Det er i hvert fald min opfattelse. Der var flere ting jeg slet ikke kunne forholde mig til, som trækker voldsomt ned i karakteren, og det er forholdet til hans søn og hunden. Jeg kan ikke sige helt præcist hvad det var der ikke fungerede for mig, ellers kan jeg i hvert fald ikke huske det længere, men det var simpelthen bare for underligt til mig. Samtidig var der sexorgierne, nej nej nej, det fungerede slet ikke.

Som nævnt tidligere, brød jeg mig ikke om skrivestilen, ikke fordi den var dårlig, den fungerede bare ikke for mig. Selve handlingen var al al for underlig og mærkværdig til mig. Jeg synes godt at underlige historier kan være gode, og det kan være rart med et frisk pust, men dette var bare for meget, desværre.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *