Jeg ved ikke med jer, men jeg har glædes mig utrolig meget til den nyeste bog af Joss Stirling. Som nogle nok kan huske, var jeg til fantasy bogmesse tilbage i september måned med Frk. Hyms og Didde, og der fik vi snakket med Stirling backstage, hvilket var en virkelig fed oplevelse. Samtidig fik vi også Sky med hjem, og jeg var ret begejstret for den. Hvis du vil læse min anmeldelse af den første bog, så bare tryk her.

Jeg har af søde Rosinante & co. fået lov at dele et sneak peak til Joss Stirling’s nye bog. Nemlig efterfølgeren til Soulfinders. Sky. Den hedder Phoenix.
Og se bare det flotte cover!

Bogen udkommer den 27 marts!

Stirling_Soulfinders 2_Phoenix_FINAL_FORSIDE_MARKETING_Silver_WEB 72_RGB“Drengen virkede som det perfekte mål. Han stod bagest i en gruppe på rundvisning i Londons olympiske stadion med op­mærksomheden rettet mod de entreprenørmaskiner, der tril­lede op ad den enorme rampe til atleternes indgang – ikke mod den tyv, der iagttog ham. Bygningen var næsten færdig, og for mig at se lignede den en kæmpestor suppetallerken sat ned i en salatslynge af metal oven på en grøn dug. Der manglede bare gartnerarbejdet, som skulle klares i sidste øjeblik, og de afslut­tende detaljer, før hele verden dukkede op til legene. Andre fra Fællesskabet arbejdede på byggepladsen og havde fortalt mig, hvor jeg kunne slippe forbi de skrappe sikkerhedsforanstaltnin­ger. Jeg havde været derinde et par gange før, fordi turister som de her studerende var lette ofre. Der var masser af tid til at tage bestik af mit offer og ikke særlig mange mennesker i nærheden til at spænde ben for min plan. Hvis jeg fik en god fangst, kunne jeg slappe af resten af dagen, smutte hen på mit yndlingssted, det lokale bibliotek, og ikke behøve at bekymre mig om konse­kvenserne af at vende tomhændet hjem.
Jeg krøb sammen bag en parkeret gummiged og studerede mit mål. Det måtte være ham, det var meningen, jeg skulle gå efter – ingen af de andre var høje nok, og han lignede det billede, jeg var blevet vist. Med kulsort hår, solbrændt hud og en selvsikker frem­toning så han ud, som om han næppe ville savne en mobiltelefon eller en pung. Formentlig havde han forsikring eller forældre, der omgående ville træde til og dække tabet. Det fik jeg det lidt bedre af, for det var ikke med min gode vilje, jeg stjal – det var en måde at overleve på. Jeg kunne ikke se hans ansigt forfra, men han havde samme åndsfraværende udtryk som en, hvis tanker tit strejfede. Fødderne rykkede rastløst rundt, han kiggede ikke samme sted hen som de andre, når guiden udpegede forskel­lige ting ved Den Olympiske Park. Det var heldigt, tænkte jeg: Dagdrømmere var fremragende mål, eftersom de reagerede for langsomt på et tyveri. Han var iført knælange kakishorts og en T-shirt, hvor der stod »Wrickenridge White Water Rafting« hen over de brede skuldre. Han lignede en, der trænede, så det måtte ikke gå galt. Hvis han løb efter mig, kunne jeg formentlig ikke løbe fra ham. Jeg bandt snørebåndene på mine slidte gummisko en ekstra gang, i håb om at de ville kunne klare presset.
Nå, hvor var hans værdigenstande? Jeg flyttede mig lidt og så, at han havde en rygsæk over den ene skulder. De måtte være deri.
Jeg kantede mig ud fra mit gemmested og håbede, at jeg faldt i med gruppen med mine afklippede jeans og tanktoppen – mit bedste og nyeste tøj, som jeg havde hugget i Topshop i sidste uge. En af ulemperne ved min evne er, at hvis jeg skal have held med en operation, er jeg nødt til at være tæt på den gruppe, jeg har udset mig. Det har altid været det mest risikable. Jeg havde forberedt mig ved at medbringe en mulepose, som jeg havde snuppet fra en butik i Covent Garden – sådan en, udenlandske turister køber som souvenir, hvor der står »London Calling« med dekorative graffitibogstaver. Jeg var temmelig sikker på, at jeg godt kunne gå for at være rig turist ligesom dem, bare de så mine udslidte sko som et bevidst modevalg, men jeg var ikke overbe­vist om, at jeg kunne se intelligent nok ud til at være en del af deres gruppe. Ifølge min kilde kom de fra London University og deltog i en konference om miljøvidenskab eller noget tilsvarende nørdet. Jeg havde knap nok gået i skole, men uddannet mig selv med uformelle lektioner fra andre i Fællesskabet og det, jeg selv havde læst på biblioteker, så jeg kunne ikke tale universitets­sprog, hvis nogen undrede sig over, at jeg var der.”

Hele 1 kapitel er faktisk sneak peak! Men det fylder en tand for meget i et indlæg, og jeg tvivler på de fleste gider læse det her. Derfor kan I smutte ind her og læse resten af 1 kapitel af Phoenix! 😉

6 comments on “Joss Stirling – Sneak Peak!”

  1. Ih den lyder fed 😀 Jeg var ret vild med den første bog, som jeg læste da den udkom, så selv om der nok ikke er gået så kang tid i virkeligheden så synes jeg at ventetiden har været det. Skal du have bogen?

  2. Øv hvor snyd! Bliver slet ikke misundelig lige nu ><'
    Har du spurgt om du må anmelde den eller sådan noget, siden du får den før du kommer?

  3. Det kan jeg godt forstå! Det vil jeg også gøre, hvis jeg fik den ind af døren.
    Jeg håber ikke at den bliver alt for dyr, så jeg selv kan købe den.

  4. Puha! Du har et stramt men lækkert skema for den nærmeste fremtid, Sabrina. Jeg har fuld forståelse for, at det tyske var en hård omgang – jeg er en sand kegle, når det kommer til netop det sprog. Hvor mange gange er det efterhånden, at du har været i Irland?

    Spoken like a true reader. Jeg kan bestemt godt spejle mig i den udtalelse.

    Jamen mange tak. Det er også ganske rart at få skrevet nogle af alle de tanker og overvejelser ned i stedet for at gå og tumle med dem. Derudover har jeg en ide om, at det også er sjovt at læse igennem, når hele oplevelsen er overstået, og man sidder tilbage og tænker, at det “bare” var det. Fødslen forløber som det skal – vi er jo bygget til det! Jeg er ikke urolig, men jeg har heller ikke brugt tid på at forske ned i såkaldte fødselsberetninger, for så kender jeg mig selv nok til at vide, at jeg vil begynde at analysere og overveje til den helt store guld medalje. Har du selv planer om børn?

  5. Forståeligt. Det er om at nyde oplevelse, selvom nydelsen let kan overskyges af stress og håbløshed. Jeg kan disse ord: Sollen wir ficken? Jeg kan afsløre, at det absolut ikke er stuerent, og den eneste reelle grund til at jeg kan huske det er, at alle løb rundt i folkeskolen og sagde det en overgang.

    Herligt! Nej, jeg har desværre aldrig været i Irland, men jeg tør gerne tro på, at det er et yndigt land, udfra nogle af de billeder jeg har stødt på igennem tiden. Foretrækker du at være i bymidten eller i naturområderne?

    Tro mig, det er også fuldstændig surrealistisk gennem hele første trimester. Når du derefter begynder at mærke bevægelser fra maven bliver graviditeten for alvor en realitet og pludselig langt lettere at forholde sig til. Det er virkelig sandt, når mennesker siger, at det er en særlig følelse at være gravid – for det er det! Ansvaret kan også være skræmmende, men man føler allerede ansvar for barnet før dets fødsel, så det kommer ganske naturligt at værne om det.

    Det er tosset at blive gravid bare for at blive det. Et barn har behov for to forældre, og det er derfor også vigtigt at finde sammen med en person, som man inderligt tror på, at man vil kunne dele ansvaret med på ordentlig vis. Jeg håber da for dig, at du finder den rette en dag, hvis det er det du ønsker 🙂

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *