dronningens-taare_166901Forfatter: Josefine Ottesen
Original titel: Dronningens Tåre
Serie: Historien om Mira #2
Antal Sider: 332
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2007
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Læs også: Dæmonernes Hvisken (#1)

Det handler den om:
Mira er flygtet ud i det ufremkommelige delta, hvor flere og flere truwaer søger ly for ikke at blive sendt i minerne af landets nye magthavere. Her møder hun endnu en gang den gamle Zaddi Enøje, der opfordrer hende til at tage ansvar for den kraft, hun har arvet fra sin slægt. Mira bliver oplært som dæmonbetvinger, så hun kan beskytte sit folk og tage kampen op med de kræfter, som Gidaric, den nye Kundskabens Mester, slipper løs over Dakja. Men hvordan vælger man den rette vej for sig selv og andre, når livet står på spil. Og hvordan skal en ung pige tage kampen op mod en granvoksen troldmand?

Min mening:
Jeg blev desværre lidt skuffet over denne bog.
Lad mig starte med skrivestilen. Jeg er ikke specielt imponeret over den, sorry to say. Jeg ved godt at bøgerne er skrevet til et lidt yngre publikum end mig, men jeg synes sproget virker al for kunstigt. Det er som om forfatteren prøver lidt for ihærdigt, at gøre sproget flot og flydende, men i stedet falder det hele til jorden i stedet. Det er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt lide sproget i den foregående, netop fordi det er dejlig let og flydende, og gør bogen nem at læse.
Dialogerne ved jeg slet ikke hvordan jeg skal beskrive, det ene ord der popper op i hovedet på mig er akavet.
Den sidste ting ved sproget, er nogle af de ord og beskrivelser som Josefine Ottesen bruger. Lad mig hive det mest iøjefaldende eksempel frem:

“(…) forsøgte hun at undgå blikkontakt med ham (…)”

Undskyld, men er blikkontakt overhovedet et ord? Så vidt jeg ved hedder det øjenkontakt. Jeg er i hvert fald aldrig stødt på ordet blikkontakt før. Der er også andre “ord” af samme slags gennem bogen, dog ikke så iøjefaldende. Det rev mig ud af min læsekoncentration, hvis man kan sige det, og det irriterer mig en del, og trækker derfor også lidt ned i bedømmelsen. Desværre.

En anden ting der irriterer mig er hovedpersonen, Mira. Hvor jeg elskede hende i Dæmonernes Hvisken, irriterer hun mig grufuldt her. Jeg vil ikke sige hader, så slemt er det ikke. Men jeg har flere gange måtte tage en dyb indånding inden jeg kunne læse videre. Det er med tanke på, at hun skulle være ældre i denne bog end før. I slutningen af bogen skulle hun være 17 år gammel, og det kan jeg overhovedet ikke føle. Hun virker så umoden og barnlig at det næsten gør ondt. Mere end hun gjorde i den anden bog, hvor hun endda var ældre. Jeg ved godt at hun har været ude for nogle slemme ting, og livet ikke er nemt, og der hviler et stort ansvar på hendes skuldre. Men helt ærligt, det er lige blevet skruet lidt for meget op. Desværre. Dog blev hun en lille bitte smule bedre hen mod slutningen.
Zaddi og Jachim er nok mine yndlingskarakterer, men ikke nogle jeg er helt overdreven vilde med. Mange af de andre er mere neutrale, hvilket ikke gør den helt store forskel.

Selve handlingen kunne jeg faktisk godt lide, sammen med hele universet, hvilket nok også er det der er med til at trække bogen op i karakter. Jeg kan godt lide det der middelalder-agtige univers, og selve handlingen er spændende, uden at blive kedelig. Der kunne dog godt have været en smule mere spænding i.
Der dukkede nogle spørgsmål op efterhånden som handlingen skred frem, som ikke blev besvaret, men der er jo en bog mere, og så håber jeg de bliver besvaret der.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *