24744937Forfatter: Jennifer Niven
Original titel: All the Bright Places
Serie:
Antal Sider: 400
Genre: Contemporary
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2015
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Alvilda

Det handler den om:
Historien om en pige, der lærer at leve, af en dreng, der ønsker at dø.

Finch er fascineret af døden. Men han leder også efter ting, der er værd at holde sig i live for. Violet lever i fremtiden. Hun tæller dagene, til hun er færdig med skolen, så hun kan undslippe den lille barndomsby og sorgen efter sin søsters død.

Violet og Finch mødes tilfældigt i toppen af skolens klokketårn – med udsigt til seks etagers frit fald. Og da de begge er kommet helskindet ned, er det svært at sige, hvem der egentlig har reddet hvem.

Det umage par begiver sig af sted på et rodet road trip. De lader vejene diktere deres oplevelser og opsøger: det storslåede, det ligegyldige, det smukke, det overraskende. Snart føler Finch sig kun som sig selv, når han er tæt på Violet – modig, morsom, udadvendt. Ikke den freak, han ellers er kendt som. Og sammen med Finch holder Violet langsomt op med at tælle dagene – og begynder i stedet at leve dem. Men i takt med at Violets verdens vokser, bliver Finchs mindre og mindre.

Min mening:
Denne bog er blevet hyped vildt meget. Jeg ser ret mange forskellige booktubers, som alle snakker om den. Jeg havde ikke sat mig ind i hvad den handlede om, og havde egentlig heller ikke planer om at læse den. Det er ikke lige min normale genre, og den bliver sammenlignet med blandt andet The Fault in Our Stars, som da var meget god, men ikke slog benene væk under mig. Men da jeg blev tilbudt at anmelde den, læste jeg handlingen og sagde ja. Det er jo altid godt med lidt variation ikke? Jeg prøvede at holde mine forventninger mede, men det var virkelig svært. Alle snakkede om hvor fantastisk den er. Jeg fik at vide at den ville knuse mit hjerte. Jeg har kun grædt til 2 bøger, så jeg tog det med et gran salt. Bogen endte da også med at være god, men ikke så god som andre folk åbenbart synes. Den slog ikke benene væk under mig, eller fik mig til at græde. Overhovedet. Men det gjorde The Fault in Our Stars heller ikke.

Jeg kunne ret godt lide skrivestilen og fortæller stilen. Jeg kedede mig ikke undervejs og jeg var nysgerrig efter at vide hvad der ville ske. Det er skiftevis Finch og Violet der fortæller, der er ikke kapitel numre, men de fortæller et kapitel hver af gangen. Jeg kan godt have det lidt svært med forskellige pov i bøger, men her fungerede det. Jeg kunne nemt skelne hvem det var der fortalte i et kapitel, uden at have læst det øverst på siden først.

Personerne har jeg det tilgengæld lidt svært med. Finch var virkelig ikke min kop the. Jeg har svært ved at beskrive hvad det er jeg ikke bryder mig om ved ham, måske bare hans opførsel og attitude, selvom vi dog får en forklaring på hvorfor. Jeg havde bare virkelig svært ved at sætte mig ind i hans tankegang og kunne ikke rigtig følge ham. Violet var lidt bedre, jeg kunne i hvert fald sagtens følge hende, men hun sagde mig bare ikke det helt store. Jeg kunne dog virkelig godt lide Finch og Violet sammen. Spørg mig ikke hvordan det hænger sammen , men det kunne jeg altså. Derudover synes jeg at Finch’s familie og alle på skolen var nogle røvhuller. Så er det sagt.

Jeg tager hatten af for emnet. Det er et taboo i den virkelige verden, sådan opfanger jeg det i hvert fald, så jeg synes det er rigtig fedt at Jennifer Niven bruger det i sin bog, og det gør hun rigtig godt. Når det er sagt, så ramte bogen ikke rent ind hos mig. Jeg tror det er en kombination af personerne, hypen og genren. Men kan du lide bøger som The Fault in Our Stars og Eleanor & Park, så tror jeg du vil elske denne bog.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *