26007853Forfatter: Jeanette Hedengran & Tina Sanddahl
Original titel:
Mørkets Søn
Serie: Mørkets Søn #1
Antal Sider:
393
Genre:
Fantasy
Forlag: Ulven & Uglen
Udgivet: 2015
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Destan Tolvarssøn er arving til tronen, og når hans far dør, er det ham der skal herske over Sikanias mørke folk. Men det vil Destan ikke – og desuden er der mange år til at hersker Tolvar dør. Celina er også arving til en trone. Hun er lysets datter, og når hendes far en gang er væk, skal hun herske over Sikanias lyse folk. Selvom Sikania er et rige, er de to folk aldrig i berøring med hinanden: De har delt døgnet mellem sig, og sådan har det været mange generationer tilbage. Derfor er det heller ikke meningen at Destan og Celina nogensinde skal møde hinanden. Men det kommer de til. Hersker Tolvar har udtænkt en plan som skal sikre hans folk evigt mørke, og Destan skal hjælpe ham med at få det til at ske.

Mørkets søn er første bind i en serie på tre og handler om mødet mellem lys og mørke, og hvad man er villig til at gøre for kærlighed.

Coveret til denne bog er virkelig smukt! Det var det første der fangede min interesse, og så lyder den jo også rigtig interessant. Jeg forventede ikke det store, fordi det for det første er danske forfattere og så er det en debut roman – ikke at det gør en bog dårlig, langt fra, men jeg plejer altid lige at justerer mine forventninger en anelse.

Jeg elsker virkelig verdenen. Hele ideen med at der er det lyse folk og det mørke folk, er umiddelbart ikke noget jeg er stødt på før. Hvis jeg skal være ærlig, så kunne jeg bedst lide det mørke folk. Jeg synes de var virkelig fascinerende, og det er så fascinerende at de kan leve under jorden i fuldstændig mørke og stadig se. Tolvar’s plan for evigt mørke overraskede mig ikke, jeg kunne sagtens se tingene fra hans synsvinkel, selvom jeg ikke var enig.

I starten brød jeg mig ikke om Destan. Slet ikke. Han var en irriterende møgunge, han var virkelig umoden. Han opførte sig i hvert fald ikke som jeg ville forvente en på 19 år opfører sig, og det irriterede mig virkelig meget. På samme tid kunne jeg heller ikke lade være med at have ondt af ham i starten, på hans forhold til hans far, eller manglen på samme. Heldigvis forbedre han sig meget, og han vokser virkelig op, og han endte med at blive min yndlingsperson. Det er sjældent at karakterer formår at ændre min mening så meget. Han gennemgår en stor udvikling, som selvfølgelig skyldes Celina, lysets datter. Hende kunne jeg tilgengæld ikke lide, og min mening ændrede sig ikke. Hun var irriterende, for naiv og hun gik mig bare på nerverne gennem hele bogen.

Jeg kunne godt lide Celina’s far, Ragn. At han, eller lysets hersker har så stor en rolle i solens gang, synes jeg er virkelig fedt. Jeg mangler dog lidt deltaljer, der er nogle ubesvarede spørgsmål, som jeg lidt håber på bliver besvaret i fremtidige bøger. Destan’s forældre, Tolvar og Theodora kunne jeg godt lide, selvom de langt fra var perfekte. Specielt hans mor overraskede mig, eller det var mere hendes reaktion, på et bestemt tidspunkt, der overraskede mig. Jeg er virkelig spændt på hvad der sker med hende i de kommende bøger!

Det overraskede mig ikke at Destan og Celina blev forelskede, jeg havde forudset det allerede inden bogen startede, og da jeg gik i gang med at læse, troede jeg at havde forudset hele bogen. Aldrig har jeg taget så meget fejl før. Der var to ting jeg ikke helt havde forudset. Den ene overraskede mig, men så alligevel ikke, nu hvor jeg sidder og tænker over handlingen. Den sidste ting, slutningen… Den blæste mig fuldstændig omkuld. Jeg måtte læse afsnittet flere gange, for at være helt sikker, og jeg sad hele tiden og håbede på at jeg tog fejl. Men det gjorde jeg ikke. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige, og jeg kan egentlig heller ikke sige så meget, uden at afsløre hvad der sker.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *