Der kommer endnu et gæsteindlæg, denne gang fra Louise Haiberg som står bag trilogien Dæmondræberen samt Dinea – Modertræets Datter (Der kommer en anmeldelse af denne i morgen). Nyd indlægget, det gjorde jeg!

Kunne du tænke dig at skrive et gæsteindlæg her? Så kontakt mig gerne 🙂


Mit navn er Louise Haiberg og jeg har fået æren af at være gæsteblogger på Sabrinas blog. Og jeg fik endda frit valg på alle hylder om hvad jeg ville skrive. Altid svært at vælge når alle muligheder er åbne.

At være forfatter – Nervøsitet.

For mig er der en del nervøsitet forbundet med at være forfatter. Jeg er en introvert person som størstedelen af mit liv har fået af vide at jeg var sær. Jeg deltog ikke vildt meget i samtaler og sad for det meste og lyttede. Forståeligt nok, for hvem gad lytte når jeg gik i selvsving og fortalte om drager, troldmænd, dæmoner, engle osv. Jeg tror de fleste tænkte: ”Kuk, kuk … bak væk fra hende … væk fra hende … måske smitter det.”

Derfor tænkte jeg at jeg ville fortælle lidt om hvordan mit liv som forfatter indtil videre har været og det at møde læsere som (stadig til min store forundring) godt gider lytte til når jeg fabler om de seneste historier der er opstået i min knold.

En drøm går i opfyldelse

Jeg må hellere starte med begyndelsen. Jeg udkom med min debutroman Oprører – Dæmondræberen 1 i efteråret 2013. En drøm gik i opfyldelse. Selvom jeg knuselskede (og stadig gør) historien så blev jeg alligevel overrasket over hvor vel modtaget den blev. Jeg havde fået den ide i hovedet at den ville gå forholdsvist ubemærket hen.

Siden da er resten af bøgerne i serien Dæmondræberen udkommet og jeg er blevet blæst væk af alt den fantastiske positive feedback.

Bogmesserne

Da Oprører udkom i 2013 var jeg sat på til signering for første gang og jeg var hamrende nervøs (okay, ikke ligefrem noget som har ændret sig), men det gik stille og rolig. Et par personer dryssede forbi og fik min signatur … og ingen kastede rådne grøntsager efter mig.  Jeg tænkte: Det kan jeg godt lige klare. Ingen grund til nervøsitet. You got this!

I 2014 udkom Udvalgt, bind 2 af Dæmondræberen og jeg var igen nervøs, men ikke så slemt som året før … indtil min redaktør kom og prikkede til mig i baglokalet en halv time før jeg skulle signere og sagde at der allerede stod mennesker i kø. Say What!? Nerver! Jeg skyndte mig ud og smed røven i sædet og forlod den ikke den næste time.  Jeg var så nervøs at jeg stort set ikke kan huske hvad jeg sagde og efterfølgende håbede jeg bare inderligt at jeg ikke havde gjort en komplet røv af mig selv (det sker).

I 2015 udkom Revolution, bind 3 af Dæmondræberen i foråret og jeg tænkte derfor at køen nok ikke ville være så lang når jeg skulle signere til Bogforum. Øhm … ja, jeg ved det. Jeg er et fjog.

Nerverne meldte sig igen da folk stod i kø og denne gang sad jeg der i halvanden time (skulle virkelig tisse den sidste halve time, men tænkte at jeg virkelig ville være en røv hvis jeg rejse mig for at vente i kø ved toilettet når dem sidst i køen sikkert havde stået længe).

Efterfølgende var der en af dem som stod i kø der skrev til mig på nettet og fortalte at hun havde været så nervøs for at møde mig at hun dårligt nok vidste hvad hun skulle sige da hun stod foran mig. Wow! Og her gik jeg og troede at det bare var mig som var vildt nervøs.

Og her kommer vi så til det vigtigste og årsagen til at jeg plaprer om signeringer: Jeg er ti gange så nervøs som mine læsere. Jeg mener, jeg er fan af dem/jer. Jeg er fan af enhver som gider at købe eller læse mine bøger og er så frygtelig nervøs for at sige noget komplet åndssvagt når I står foran mig (muligvis også lidt frygt for at nogen kaster med rådden frugt). Derfor vil jeg bare sige at I ikke behøver at være nervøse, jeg skal nok være det for jer.

Hvilket bringer mig videre til det næste (Jeps, jeg er lidt nervøs anlagt når det gælder mine bøger).

Når jeg skriver på en historie skriver jeg den først og fremmest for min egen skyld, fordi ordene skal ud, fordi det gør mig i godt humør at skrive så jeg kan være lyserød candyflossagtig i hverdagen, men derfor er der stadig nervøsitet forbundet med det. Vil manuskriptet blive accepteret af forlaget? Vil læserne ende med at synes om det jeg har skrevet, hvis det når så langt?

Ved min nye Dinea – Modertræets datter har der været en anden form for nervøsitet end den jeg følte ved Dæmondræberen (kan bind 2 &3 leve op til den gode modtagelse bind 1 fik?), fordi historien er anderledes end Dæmondræberen. En meget bevidst handling da jeg ikke ønskede at skrive den samme hovedperson med et nyt navn i et nyt univers.

Heldigvis accepterede Tellerups manuskriptet og gav mig muligheden for at tilføje diverse kruseduller så bogen blev meget komplet (i det mindste for mig). Derfor sidder jeg nu blot tilbage og tja … er lidt nervøs. 😉 For selvom jeg i første omgang skriver for min egen skyld, så betyder det utrolig meget hvad læserne synes. Frygter stadig den der rådne frugt … bare en smule.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *