Jeg har stillet et par spørgsmål til Louise Haiberg som hun har været så sød at svare på. Tredje og sidste bind Revolution i Dæmondræberen udkommer 5 marts. Det er kun 6 måneder siden ca, at Udvalgt udkom, og jeg er bare så glad for at vi ikke skulle vente et helt år på den sidste! Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at komme tilbage til Dominic og alle de andre fra Dæmondræberen.

SONY DSCHvilken person fra Dæmondræberen ville du tilbringe en eftermiddag sammen med? Hvad ville I lave?

Argh! Ikke et let spørgsmål, men jeg vil nævne tre af de personligheder, som jeg bedst kunne lide at skrive:
Dominic – Han blev hovedpersonen, fordi jeg både elskede ham og syntes han var en røv (heldigvis havde jeg muligheden for at kaste ting efter ham). Hvis jeg ikke havde en kæreste i forvejen ville vi helt sikkert lave uartige ting. Jeg tænker, at han jo har en del øvelse (Argh! Og jeg fnisede og rødmede, mens jeg skrev noget af det og fortrød, at Lucifer ikke havde udstyret ham med et kyskhedsbælte).
Tybalt –Jeg knuselskede at skrive ham. Og ham ville jeg tage på shoppetur med. Vi har vist lidt den samme stil, selvom jeg bedre kan lide grøn og blå, end pink.
Erik – Fordi hvem elsker ikke en fyr med hjerne. Ham ville jeg snakke med om bøger og alt muligt andet mellem himmel og jord.

Der er mange sjove indslag i dæmondræberen, tænker du bevidst over at der skal være humor i dine bøger?

Jeg kan godt lide humor i en bog. Det kan lette en tekst, som ellers ville blive meget tung og dyster, både at skrive og læse. Det er utrolig vigtigt at more sig, når man skriver. Hvis jeg selv går død i en tekst, så vil eventuelle læsere nok gøre det samme.
Selvfølgelig passer humor ikke ind i alle typer tekster, men lige ved Dæmondræberen virkede det bare som en naturlig ting. For det meste skrev jeg det bare uden at være bevidst om det. Ved redigeringen tænkte jeg dog meget bevidst over det og tilføjede mere humor, hvor der var behov for det … og tvivlede på om det jeg skrev virkelig var så morsomt, som jeg oprindeligt selv mente.

UnavngivetNu da jeg er gået i gang med en ny tekst, må jeg dog være lidt mere bevidst om det, så jeg ikke bare skriver en ny Dominic i et andet univers. Heldigvis har jeg nogle skrivebuddies, som betalæser for mig og siger hvis jeg har skrevet en for Dom-agtig kommentar. Jeg har dog stadig humoren med.

Hvad elsker du mest ved skriveprocessen?

Der er mange ting jeg elsker ved skriveprocessen – Når den første lille ide er færdigudviklet og alt er på plads. Selve skriveriet. Det jeg elsker mest er dog de små øjeblikke, hvor jeg føler mig genial, enten fordi jeg i researchen finder ud af, at det jeg allerede har planlagt passer perfekt sammen med virkelige hændelser eller sagn.
Eller når jeg har skrevet en sætning eller ganske få linjer som bare virker magiske. Tit og ofte er de ikke så magiske, når jeg gennemlæser dem igen, men lige i det øjeblik hvor de var, der følte jeg virkelig pustet af magi eller sjælen i teksten.


Hvad er det værste og bedste op til en bogudgivelse?

Det værste for mig er nervøsiteten og usikkerheden. Når skrivning, redigering, manuspleje og korrekturlæsning er afsluttet, så er teksten ude af mine hænder. Ved Oprører var jeg simpelthen så nervøs for at alle der læste den ville enten hade den eller synes den var fuldstændig ligegyldig, så serien aldrig ville blive afsluttet. Af en eller anden grund satte jeg mig dog i hovedet, at det var min debutroman, så den ville sikkert gå pænt under radaren. Ingen ville bemærke den eller mig, før jeg var udkommet med en del flere bøger, Øh ja, det var ikke sådan det gik.
Ved Udvalgt havde jeg virkelig mange nerver på, både med tanken på de mange gode anmeldelser til Oprører (hvordan følger man op på det?) og fordi problembarnet Benjamin jo netop havde givet mig så mange problemer.
Det bedste er alt det andet. De dejlige søde mennesker jeg snakker med op til udgivelsen, opmuntringer fra læserne, det første glimt af det færdige cover. For mig er det hele bare et rent eventyr.

Hvad inspirerede dig til at skrive Dæmondræberen?

Det er lidt en længere historie. Før jeg gik i gang med Dæmondræberen deltog jeg i en skrivekonkurrence på fyldepennen.dk. Man skulle skrive en fantasynovelle på 5000 ord med temaet vand. Jeg havde tonsvis af ideer og endte med at skrive 2½ novelle inden deadline. Her fandt jeg dog ud af, at jeg ikke var så god til at begrænse mig med ordene (som de her svar muligvis er et hint om). Derfor gik jeg i gang med at skrive en hel bunke noveller. Det satte virkelig gang i min hjerne og jeg fik den ene ide efter den anden (to af de noveller er udgivet ved Tellerup, som e-bøger). Da jeg havde skrevet 8-10 noveller sad jeg på et tidspunkt og så en del film og serier om faldne engle/dæmoner/vampyrer og kom til at tænke på hvorfor de gode af dem altid skulle være så lidende. De flest af dem var altid plaget af deres fortidige synder og ønskede enten at vende tilbage til himlen eller blive mennesker igen. De var evigt plagede og nød slet ikke, at de jo var gode. Det gav mig ideen til en personlighed, som ikke var faldet, men nærmere ’steget’. En personlighed, som havde været virkelig ond, men forbedrede sig. Jeg skrev ideen om til en novelle og personligheden i novellen tiltalte mig så meget, at jeg bare måtte skrive mere. Selvom den kun havde svage hint af Dominic personlighed, så var han der. Novellen blev udvidet til første del af Oprører.

Hvordan føles det at vide, at der er folk der køber og læser dine bøger?

Dejligt, fantastisk og fuldstændig surrealistisk. Til daglig er jeg jo bare lille mig, med skøre tøjvaner, hårfarver og et ton af smykker og jeg har svært ved at vænne mig til tanken om at andre nu sidder og læser mine bøger, som jeg har læst andre forfattere. Hele min barndom/ungdom var jeg aldrig midtpunktet. Jeg var hende pigen, der sad for sig selv og kunne sige den samme ting tre gange uden at blive hørt. Hvis jeg fortalte om min forfatterdrøm blev jeg opfattet som underlig. Derfor er det nærmest ufatteligt, når jeg træder ind i bøgernes verden og bliver genkendt og ikke opfattet som mere underlig end jeg bør være. Jeg har brugt så mange år på at fortælle andre, at jeg nok skulle blive forfatter og nu hvor jeg er blevet det, så har jeg svært ved selv at tro på det. Læsernes beskeder og anmeldelser betyder også utrolig meget for mig, mere end jeg kan beskrive. Det er ren svimlende lykkefølelse.

Hvem er din(e) yndlingspersonerne fra Dæmondræberen og hvorfor?

Hmmm … Ikke et let spørgsmål, fordi jeg holder af alle personlighederne på hver deres måde. Én del af dem er jeg dog ikke sikker på jeg ville bryde mig om at møde i virkeligheden. De har hver især plaget mine tanker på hver deres måde.
Dominic er min hovedperson, fordi jeg elskede ham. Han var en af de første fiktive personligheder, som fuldstændig besatte mine tanker. Han deltog endda i en del drømme. Når jeg virkelig havde skrivefeber var det som om jeg ikke engang kunne slippe teksten, mens jeg sov.
Reg vandt også en særlig plads i mit hjerte og jeg argumenterede flere gange med mig selv om jeg skulle følge min oprindelige plan for hans skæbne. Jeg tudede, da jeg fulgte planen.
Tybalt elskede jeg at skrive, fordi han gav en vidunderlig balance til Benjamin, ligesom Tia giver balance til Dominic. Desuden var han bare knuselskelig.
Benjamin var mit lille problembarn, som jeg måtte omskrive flere gange, før han fungerede og derfor endte jeg med at holde af ham.
Okay, listen er lang.
Jeg har også nogle yndlinge i bind tre, men dem vil jeg ikke afsløre. En enkelt af dem blev allerede introduceret i bind to.

Hvilken fiktiv person (fra andre bøger end dine) ville Dominic elske at omgås? Og hvem ville han hade at omgås? 

Ha Ha. Godt spørgsmål. Tror mange personligheder ville finde ham skide belastende. Pernille Eybye og jeg snakkede dog om at det kunne være interessant, at placerer Dominic og hendes Viking fra Blodets Bånd ved siden af hinanden. Jeg tror muligvis de ville ende i et slagsmål inden fem minutter, bare lige for at føle hinanden på tænderne. Hmmm … Har overvejet en del af de bøger jeg har læst, men jeg tror Dominic ville ende med at pisse de flest af personlighederne af. Hæ Hæ, måske var det derfor han var en af hærførerne I Helvede. Han legede ikke så godt med de andre børn.

Hvis du kunne vælge, ville så helst være et menneske, dæmon eller engel / falden engel? 

Ha Ha. Godt spørgsmål. Jeg tror ikke jeg ville gøre mig så godt i Helvede, som en dæmon. Det ville muligvis komme lidt i konflikt med, at jeg ikke bryder mig om at skade andre. Mine engle har alt for mange regler, så de ville nok drive mig til vanvid. Så er der kun faldne engel og menneske tilbage. Selvom det da kunne være sejt, hvis man kunne heale alle skader og flyve, hvis vingerne var i behold, så tror jeg bare at jeg ville vælge at være et ganske almindeligt menneske, som kunne skrive om, hvordan det føltes at være alle mulige andre væsner.

Hvordan føles det at have afsluttet trilogien?

Både en smule trist og som en lettelse. Trist fordi jeg virkelig har nydt at skrive om Dominic og co. Jeg vil altid elske Dominic, takket være ham blev jeg udgivet og fik opfyldt min drøm. Det har været en udfordring og enormt sjovt. Jeg er dog glad for den slutning historien endte med og hvis jeg skrev videre ville den ikke længere være en mulighed. Jeg føler selv, at jeg har sluttet historien på toppen og forhåbentlig mener læserne det samme. Det var også lidt af en lettelse, af to grunde. Det føltes som lidt af et pres, fordi serien skulle afsluttes ordentlig og det ville have været virkelig surt, hvis historien aldrig blev færdig. Historien skulle også holde tempoet og der var mange detaljer at holde styr på. Derudover har jeg allerede haft ideen til mit næste univers i knolden det sidste års tid og det indeholder også en fyr, som var meget påtrængende (af en eller anden grund er de kvindelige personligheder altid mere afslappede). Den nye mandlige personlighed blev ved med at forstyrre og jeg endte med at proppe ham ind i en krog af min hjerne, hvor han kunne sidde og tænke over sin personlighed indtil jeg havde tid til ham. Ideerne til det nye univers blev dog ved med at udvikle sig, så da jeg gav slip på Dæmondræberen var jeg allerede klar til at tage fat på det nye univers.

SONY DSC

Har I læst Dæmondræberen? Hvis ja, hvad synes I om den? Har I endnu ikke læst den, synes jeg at I skal få det gjort snart 😀

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *