Forfatter: Fay Weldon
Original titel: Kenua!
Serie:
Antal Sider: 332
Genre: Fiction
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2011
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Lindhardt & Ringhof, men holdningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Fay Weldons seneste roman Kehua! er en historie om mord, utroskab, incest, anger, frelse og spøgelser. 

Forfatteren til denne historie starter med at føre os læsere til en have fyldt med påskeliljer i Highgate i den nordlige del af London, hvor der lige uden for køkkenvinduet flakser nogle foruroligende og forstyrrende væsener rundt. Det er baskende og kvidrende kehuaer ? faktisk en kæmpe flok maori-ånder ? der interesserede følger samtalen inde i huset. 

I køkkenet sidder Scarlet ? en langbenet, tynd, ung kvinde ? der netop har meddelt sin bedstemor, Beverley, at hun har besluttet sig for at forlade sin mand til fordel for den betagende skuespiller Jackson Wright, som er stor inden for vampyrfilm. Det kan godt være, at Beverly er over 90, men hun er skarp nok til at få en lille krise ud af denne oplysning. 

Og kehuaerne uden for vinduet kan også bruge den. 

Fortidens synder og traumer hjemsøger os alle. Kært barn har mange navne: sultne spøgelser, onde ånder, poltergeists, furier eller kehuaer – vi har dem med os overalt. Over kontinenter, oceaner, årtier og generationer. Og præcis hvordan de blev forbundet med en tre år gammel, hvid pige, er vores forfatters historie. Lad det være nok at sige, at mord er en del af den, at Beverley og hendes familie på kvindernes side bærer på en tung, spirituel byrde, og at dette er historien om, hvordan disse kvinder lærer at leve med deres spøgelser, eller måske rettere: Hvordan spøgelserne lærer at leve med dem?

Min mening:
Jeg havde et lidt blandet forhold til denne bog allerede fra starten, men jeg tænkte hvorfor lade det skræmme en væk? Jeg kunne ikke rigtig tyde fra bagsiden, hvad den egentlig skulle handle om. Men jeg besluttede at give den en chance.
Det er en rigtig svær bog synes jeg. Hvorfor? Det ved jeg egentlig ikke. Jeg tror den kan være rigtig god, for den rigtige person, jeg var bare ikke den rigtige person. Jeg synes Weldon skriver rigtig godt, men sproget kunne alligevel ikke rigtig fange mig. Det samme gælder selve handlingen. Lyder det underligt? Det kan jeg godt forstå, for det synes jeg også selv det er. Jeg giver den ikke mere end 2 stjerner. For ser jeg bort fra mine egne følelser omkring bogen, tror jeg den er rigtig god. Den kunne bare slet slet ikke fange mig, og jeg var utrolig lang tid om at læse den.
Men jeg synes absolut ikke det skal afholde nogen fra at give den et forsøg, hvem ved, måske bliver du positivt overrasket?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *