Folk der følger mig på twitter ved at jeg blev opereret i tirsdags. Jeg vil ikke gå i dybden med selve operationen eller hvad jeg er blevet opereret for, men har alligevel brug for at lufte mine tanker, da det hele ikke forløb helt som det skulle, så her kommer et personligt og måske halvlangt indlæg. Operationen er også grunden til at bloggen har været lidt stille. Har faktisk kun skrevet et enkelt indlæg, resten er nogle der var skrevet på forhånd. Jeg kan ikke sidde ved skrivebordet i særlig lang tid af gangen, men nu bider jeg det i mig og skriver det her indlæg.

Jeg er blevet opereret omme ved halebenet, hvilket nu gør det en smule svært at sidde ordentligt, og jeg kan ikke ligge på ryggen, hvilket er rigtig irriterende! Jeg er blevet syet, og har samtidig et åbent sår.

Jeg skulle ikke indlægges, men opereres på sammendags kirurgisk afdeling (Tror jeg nok det hedder) der kommer man ind med det samme, efter operationen kommer man til opvågning og så er det hjem.
Jeg havde min bedste veninde med derind, for var ret nervøs, jeg er virkelig ikke særlig glad for fuld narkose. Selvom det var et meget lille indgreb, er der jo stadig risici.
Der var lidt ventetid, men det er jo hvad man kan forvente, men jeg kom da ind og sygeplejersker og læger var rigtig søde.

Det mest ubehagelige inden jeg blev lagt i narkose var en maske jeg fik inden. Den skulle vidst nok udvide mine lunger, men det var så svært at trækket vejret ordenligt, eller rettere, at komme af med luften. Den skulle jeg have på i nogle minutter og så var jeg væk, da de gav mig bedøvelsen i droppet (Hvor jeg har et fint blåt mærke nu)

Jeg har været i narkose en gang før, men der var det ikke så besværligt og forvirrende at vågne. Det var virkelig som at være væk i en dyb tåge og langsomt kravle op, og blev ved med at falde væk igen. Og min hals var så smadret. Jeg kunne ikke kommunikerer med sygeplejersken fordi jeg kunne ikke rigtig styre mine arme, og jeg kunne virkelig ikke tale.

Jeg får så en is, og anden gang sygeplejersken spørger, kommer min veninde ind til mig. Og da hun kommer kan jeg se at noget er forkert. For det første har jeg bare en mærkelig følelse i kroppen, af at noget ikke er som det skal være. Nok en kombination af at det var mørkt udenfor og jeg havde så svært ved at vågne. Min veninde begynder at græde og for fortalt mig at der gik noget galt under opvågningen og jeg er kommet hen på en anden opvågnings stue, der hvor man ville være, hvis man er indlagt på den sengeliggende afdeling, og de overvejer at beholde mig natten over. Min veninde har så efterfølgende fortalt at jeg stadig var helt væk da hun kom ind og hun ikke rigtig kunne få øjenkontakt med mig. Det hele er også en smule tåget.

Det der skete, som jeg har fået fortalt mere af min veninde og lægerne er at da de ville vække mig fra narkosen har jeg bidt sammen om slangen i halsen og lukket af for al ilt til mig selv. Og de kunne ikke få mig til at slappe af i kæben, så de måtte give mig et skud mere, og sende mig i narkose igen, og så op på den anden afdeling. Og de har haft svært ved at vække mig efterfølgende. Jeg skulle have været vågen et par gange, min veninde hørte mig snakke med sygeplejerskerne, og den læge der kom og så til mig inden jeg blev kørt op på stuen spurgte om jeg kunne huske vi havde snakket. Det kunne jeg ikke. Det kan jeg stadig ikke. Jeg kan kun huske meget tågede brudstykker fra da jeg vågnede og inden jeg sagde ja til at min veninde måtte komme ind.

Jeg er virkelig glad for at min veninde har været der, selvom det må have været hårdt for hende. Sygeplejersken kom også ud med alle mine ting til hende, da hun troede hun skulle ind til mig. Og hun så mig blive kørt op til opvågningen i respirator og med genoplivnings udstyr på sengen. Må have været ubehageligt. Og jeg er så glad for at hun har kontaktet min mor og holdt hende opdateret.

Dagene efter har jeg været hos min mor og faktisk konstant sovet indtil fredag. Og jeg skal dårligt nævne min hals og nakke. Lægerne må virkelig have flået i mig, for jeg har aldrig nogensinde haft så ondt i alle musklerne i hele halsen, nakken og skuldre. Og så fik jeg først min stemme ordenligt tilbage i fredags.

8 comments on “Dagene derefter”

  1. Lyder virkelig skræmmende 😮

    Jeg har selv været i fuld narkose 2 gange og sjovt er det ikke, men har aldrig oplevet komplikationer, som dine! Rigtig god bedring! ♥

  2. Hvor er det dog forfærdeligt! Er du kommet dig nogenlunde nu? Heldigvis havde du din veninde med… Puha, jeg fik en klump i halsen. Du må have rigtig god bedring! Jeg følger stadig med herude – også i de stille perioder 🙂

  3. Da jeg vågnede fra narkose sidste gang, kunne jeg ikke se og havde enorme smerter i mit ene øje – hvilket var virkelig mærkeligt da det jo var lungen jeg blev opereret i. Det viser sig så, at de ikke havde lukket mit ene øje under operationen og hornhinden derfor var blevet ridset da de flyttede rundt på mig. Rimelig nøjeren at vågne op i smerte både fra lungen og uden, at kunne se.

    Jeg håber det allerede går bedre med dig og du er fit for fight igen – heldigvis var det bare et lille indgreb og du behøvede ikke at blive natten over 🙂

  4. Puha, sikke en grim oplevelse! jeg kan godt forstå, hvis det har sat sig lidt fast. Det er jo tankevækkende, hvor galt det egentligt kan gå.

    I hvert fald håber jeg, du er i snarlig bedring!

  5. Åh det lyder som en rigtig slem oplevelse! Jeg håber at du får det bedre inden længe og kommer dig helt. Nu hvor du ikke kan skrive, kan du så læse?

    Jeg har det på samme måde med dig, med at blive lagt i en narkose. Jeg hader det! Det er nok nået af det værste jeg ved. Har aldrig prøvet to på en gang, det må være ret slemt. :S

  6. Puha, sikke en omgang! Jeg er selv ret angst for fuld narkose, efter jeg havde en ubehagelig oplevelse som barn. Jeg skulle have fjernet polypper tre år i træk, og de to første gange forløb uden problemer, men tredje gang gik der et eller andet galt lige i det, jeg fik masken over næste og mund. Jeg panikkede fuldstændig og husker det som at hele min krop blev løftet op af briksen og hamret ind mod siden af den. Det skete selvfølgelig ikke, men min mor har fortalt at jeg slog og sparkede vildt omkring mig og vist endda ødelagde en af deres maskiner… Ups. Det var selvfølgelig for sent at afbryde narkosen, så de måtte bare fortsætte, og jeg husker det som enormt ubehageligt ikke at ane, hvad der foregik og ikke kunne gøre noget, men stadig være mentalt til stede. Siden da har jeg været hunderæd for nogensinde at skulle under narkose igen, og bare lugte, der minder om det, kan give mig kvalme!

    Håber du er kommet godt igennem din ubehagelige oplevelse <3

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *