26103876

Forfatter: Christina Bonde | Original titel: Skyggesider | Serie: – | Antal Sider: 279 | Genre: Mystik, Fantasy | Forlag: Tellerup
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup

Har du nogensinde forvekslet drømme med virkelighed? Tricias tvillingesøster har begået selvmord. Forældrene taler ikke om det, eller om den spiseforstyrrelse Tricia har levet med siden barndommen. I et forsøg på at flygte fra virkeligheden finder Tricia trøst i fantasier om en mand. Fantasierne udvikler sig til drømme, og da en mystisk flaske dukker op og drager hende med velvære, trækkes Tricia længere og længere ind i en parallel opfattelse af virkeligheden. Flere unge kvinder begår selvmord omkring hende, og snart må Tricia sande at det livstruende mareridt har diabolske rødder i hendes egen barndom.

Jeg er helt vild med dette cover. Farverne er noget så smukke, jeg elsker øjet og symbolikken i titlen og skyggerne. Jeg har dog haft ret svært ved at finde ud af hvad bogen egentlig var om inden jeg blev færdig med den. Bagside teksten lyder meget mystisk, men jeg gav mig i kast med den og havde ret høje forventninger, siden det ikke er min første Christina Bonde bog. Lad mig bare starte med at sige, at den overgik alle min forventninger, og Skyggesider er klart den bedste fra forfatterens hånd indtil videre.

Jeg er helt vild med skrivestilen. Bonde skriver ret specielt, det synes jeg i hvert fald, men hendes stil har ændret sig en smule fra Nattens Sanger og til denne, og det er helt klart positivt. Jeg kan ikke sætte en finger på hvad der er bedre, men det fungerer bare for mig denne gang.

Jeg kunne godt lide Tricia, og en af de ting jeg godt kan lide ved hende er at hun ikke er perfekt. Hun har ret mange fejl og kæmper virkelig med sig selv, hvilket gør hende realistisk. Specielt hendes kamp mod skyggerne og hendes tankegang var virkelig fascinerende at følge. Steven, hendes mand, brød jeg mig tilgengæld ikke om. Jeg synes han var arrogant, ignorant og selvvisk. Han var jo virkelig blind, i forhold til hvad der foregik med Tricia. Hendes forældre var ikke meget bedre. Den eneste anden person jeg egentlig virkelig også godt kunne lide var Daniel. Han var herlig, og virkede som om han rent faktisk bekymrede sig for Tricia.

Handlingen var virkelig speciel. Der var utrolig meget mystik, og jeg sad det meste af bogen og gættede, på hvad det hele var. Tempoet flyder let og ubesværet, og mysteriet bliver langsomt bygget op inden det bliver forløst mod slutningen. Jeg kunne virkelig godt lide slutningen, for det er en slutning og så alligevel ikke. Den er åben og lader læseren fortsætte historien i hovedet. Jeg er i hvert fald ret begejstret for slutningen og hele bogen generelt. Derudover er der utrolig meget symbolik hele vejen igennem bogen, hvilket er fantastisk! Skyggesider er en helt unik fortælling der er meget anderledes noget jeg har læst før.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *