Category: 5 stars

Saga Borg: Vølvens Datter

3487446Forfatter: Saga Borg
Original titel: Völvans Dotter
Serie: Jarastavens Vandring #1
Antal Sider: 322
Genre: Fantasy
Forlag: Vintens Forlag
Udgivet: 2000
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Det handler den om:
De fremmede krigere overfaldt dem om morgenen. De fór hærgende gennem byen og røvede, brændte og myrdede… Den unge, smukke kvinde Siri ser sine frænder blive slået ihjel og sine veninder brutalt bortrøvet ligesom hun selv.

De sejles til fjendens boplads og Siri ved, hvad der venter dem. De skal gives bort til krigerne, som kan gøre med dem, hvad de vil. Men den første mand, som møder dem i den nye by er Vidar ? byens høvding. Han er usædvanligt mild mod kvinderne, og Siri drages imod ham. Men hun må være forsigtig, for hun ejer en farlig kundskab. Hun er nemlig datter af sin bys vølve og er trænet i vølvens hemmelige lægekunst og kunsten at tyde gudernes tegn.

Men denne viden kan blive hendes død. En by må nemlig kun have en vølve, og Bäckakorset, som de nu er kommet til, har allerede sin egen vølve, en smuk og farlig kvinde Grina, som forsvarer sin position fra første færd.

Min mening:
Dette er faktisk anden gang jeg læser den. Jeg læste den en gang for mange år siden, længe før jeg åbnede denne blog.
Jeg elsker selve historien og handlingen. Jeg har altid været utrolig fascineret af urtiden, som jeg vil mene denne handling foregår i. Den er så fascinerende, og anderledes end hvad man er vant til i dag.
Kvinderne er ikke særlig betydningsfulde, undtagen hvis de er en vølve. Det er manden der vælger hvilken eller hvilke kvinder han vil have. Ja han kan sagtens have flere, og det kan være en smule svært at forholde sig til. Specielt fordi kvinderne bare må finde sig i det. Det sjoveste ved handlingen var næsten blodshytten. Den måtte kvinderne gå ud til en gang om måneden, fordi det bliver betegnet som ondskab der er kvinderne, når de har deres menstruation. Det morede jeg mig lidt over.
Siri kan jeg faktisk godt lide, selvom hun kunne gå mig på nerverne ind i mellem. Men hun gik mig aldrig rigtig på nerverne, kun en smule, og det fik hende bare til at virke mere realistisk.
Sproget har jeg dog svært ved at forholde mig til. Den virker til tider en smule for opstillet og kunstig, hvilket er ærgerligt. Dog var sproget ikke elendigt eller dårligt som sådan. Jeg blev stadig draget ind i bogen og hele universet, til tider kunne det godt blive en smule akavet, og specielt dialogerne. Det er en smule ærgerligt.

Julie Kagawa: The Iron Legends

13547956Forfatter: Julie Kagawa
Original titel: The Iron Legends
Serie: The Iron Fey #1.5, 3.5, 4.5
Antal Sider: 304
Genre: Fantasy
Forlag: Harlequin Teen
Udgivet: 2012
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Læs også: The Iron King (#1), The Iron Daughter (#2), The Iron Queen (#3), The Iron Knight (#4)

Det handler den om:
Enter the world of the internationally bestselling Iron Fey series. Dangerous faeries. Heartbreaking romance. Thrilling action and limitless adventure. The world of the fey has never been so powerful. This collection includes three novellas set in the world of the Iron Fey plus the Guide to the Iron Fey with exclusive information about Julie Kagawa’s unforgettable world of Faery.

Winter’s Passage

Never make a promise to a faery. They always come to collect. Now Meghan Chase must fulfill her promise to Prince Ash of the Winter Court and embark upon a dangerous journey into the heart of enemy territory—while being pursued by a relentless new foe and guarding her own foolish heart.

Summer’s Crossing

What can turn enemies into reluctant allies? A call from the Exile Queen, Leanansidhe, ties legendary prankster Puck to his archenemy, Prince Ash, on a journey that may end in betrayal and will set them both on an irreversible path.

Iron’s Prophecy

Before she ever knew what she might become, Iron Queen Meghan Chase was warned by the oracle that her firstborn child would bring nothing but grief. And even as Meghan and Ash celebrate their long-awaited union, the prophecy stirs.…

Min mening:
Jeg har valgt at anmelde alle tre små noveller sammen.
Skrivestilen kan jeg stadig rigtig godt lide. Den er i hvert fald ikke blevet dårligere siden de andre bøger. Det skal også lige siges, at jeg har læst disse noveller, efter jeg blev færdig med The Iron Knight.
Coveret. Ja, jeg kan faktisk godt lide det, dog synes jeg slet ikke modellen der skal forestille at være Puck ligner ham. Hvor er det røde hår? Igennem alle bøgerne får man hele tiden beskrevet hans røde hår. Enten så er jeg farveblind, ellers har den forreste model slet ikke rødt hår. Det er virkelig ærgerligt.

Winter’s Passage
Her følger vi Meghan og Ash efter han kom og hentede i hendes hjem i slutningen af The Iron King, og hvor de har et lille eventyr inden Meghan ankommer til Mabs territorium og The Iron Daughter starter. De bliver jagtet af et monster de ikke kan se, og som vi ikke får af vide hvem er, først sidst i novellen. Jeg havde dog allerede gættet det, måske fordi jeg ikke læste novellen lige efter The Iron King? Men den var meget god. Jeg er ikke den bedste til at anmelde korte historier, tror jeg faktisk aldrig jeg rigtig har gjort før.

Summer’s Crossing
Her følger vi Puck der sammen med Ash bliver smidt ud på et eventyr af Leanansidhe. Dette er nok min yndlings novelle, fordi der er meget Puck! Jeg elsker Puck. Han er så sjov og genial, og jeg nød virkelig at følge deres eventyr.

Iron’s Prophecy
Denne sidste novelle ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal synes om. Man fik en lidt nærmere afslutning, og fik lidt mere af vide. Den foregår jo efter den sidste bog The Iron Knight. Jeg havde lidt håbet, at vi fik mere af vide om Ash, om han stadig var helt Fe eller hvordan, efter hans quest i den sidste bog. Jeg vil ikke afslører for meget, for dem der ikke har læst den, men jeg sad stadig med nogle spørgsmål, hvilket er rigtig ærgerligt.

Lene Kaaberbøl: Ildprøven

9017567Forfatter: Lene Kaaberbøl
Original titel: Ildprøven
Serie: Vildheks #1
Antal Sider: 168
Genre: Paranormal
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2010
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner: 

Det handler den om:
Clara mener selv hun er en ganske almindelig pige. Lidt genert, måske, og gennemgående lidt for leverpostejsagtig. Men fra det øjeblik hun møder den sorte kat, er det sket med at være almindelig. Og hvis hun ikke passer på, er det også snart sket med at være i live …

Ildprøven er første bog i Lene Kaaberbøls serie om Clara, hendes kærlighed til dyr og hendes kamp for at overleve som vildheks i en verden hvor magi ikke ligefrem er barnemad.

Serien fortsætter med flere bind. Med Illustrationer af Anders Walter Hansen

Min mening:
Det er ikke en særlig lang bog, eller særlig svær bog at komme igennem. Sproget er let og flydende, og passer nok meget godt til den aldersgruppe som den er henvendt til. Jeg vil skyde på 10-12 årige. Når det er sagt, betyder det ikke at voksne ikke kan nyde den. Jeg betragter mig selv som voksen, for det meste da 😉 og jeg nød historien. Den var sød.
Jeg kan godt lide at kapitlerne er så korte som de er. Det gør at man nemt lige kan nå et ekstra kapitel inden man skal spise, eller hvad man nu ellers skal.
Fordi den er så kort, er der dog mange ting der bliver sprunget lidt hen over, og vi kommer ikke rigtig i dybden med vores karakterer.
Noget jeg bed mærke i, som jeg synes var lidt sjovt. Clara slår på et tidspunkt sit knæ, så hun næsten ikke kan gå, og skal også transporteres på en hest hen til et råd og videre hen til ildprøverne. Men da de er kommet til rådet, og snakker om prøverne, og det bliver for meget for hende, prøver hun at stikke af. Hun løber. Og senere skal hun så igen transporteres på en hest, fordi hun ikke kan gå langt. Hvordan kan hun løbe, men ikke gå? 😉 Det er sikkert bare en smutter fra forfatterens side, men jeg synes det var  lidt morsomt, og kunne ikke lade være med at grine.
Clara har jeg lidt svært ved at forholde mig til, jeg synes ikke at jeg lærte hende nok at kende på den korte tid, men jeg hadede hende heller ikke, hvilket jo også er positivt.
Jeg kunne rigtig godt have tænkt mig, at have fået mere af vide om Kimæra og hvorfor hun er ude efter Clara, men det får man forhåbentligt mere af vide om i de efterfølgende bøger.
Selve handlingen går faktisk i gang med det samme, og der var intet sted jeg kedede mig under historien. Jeg kan rigtig godt lide hele ideen med vildhekse og naturen. Jeg elskede den store sorte kat, og håber også at den følger med ind i de næste bøger.
Coveret kan jeg ret godt lide, men nu elsker jeg også katte, så en stor kat der pryder hele forsiden kan man jo næsten aldrig gå galt i byen med. Det er en virkelig flot illustration, og det samme er dem der er inde i selve bogen.

G. Willow Wilson: Alif

17712_245124018957052_339391725_nForfatter: G. Willow Wilson
Original titel: Alif the Unseen
Serie:
Antal Sider: 439
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2013
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

“Bogen er et anmelder eksemplar fra forlaget Høst & Søn. Meningerne er mine egne.”

Det handler den om:
I et unavngivet mellemøstligt land hjælper Alif, en ung arabisk-indisk hacker fredløse, islamister og andre overvågede grupper med at kunne ytre sig frit på nettet. Alif er en af de bedste til det han laver, men bliver alligevel åndet i nakket af Hånden, systemets mand i marken. Og fra den dag Alif modtager Alf Yeom, et helligt skrift, er han jaget vildt og må flygte fra sit hjem. Det bliver en flugt, der bringer ham i kontakt med dæmoner og en underverden, der hidtil har været ham ukendt.

Med Alif tager G. Willow Wilson Koranen og dens jinn-tro på ordet og bruger den til at skabe en historie, der placerer sig i krydsfeltet mellem det mellemøstlige og det vestlige. Det er en kærlighedshistorie, en hackerhistorie og en thriller. Ud over at have Koranen og 1001 og en nats eventyr som intertekst, berører Alif det arabiske forår.

Min mening:
Jeg var ret spændt da jeg gik i gang med denne bog, men havde alligevel heller ikke de helt store forventninger. Men thriller, kærlighed, fantasy og hacker samlet i én historie? Det ville blive meget interessant.
Alif er Wilsons debut roman. Hun har skrevet andet, men denne er hendes debut i romanernes verden, og det må siges at være gået ganske godt. Hendes sprog er virkelig godt, jeg blev i hvert fald overrasket. Jeg blev sat godt ind i tingene, og følte ikke der manglede nogle beskrivelse, og der var heller ikke for mange, for det kan der godt komme. Der var lige akkurat nok til at jeg selv kunne danne levende billeder mens jeg læste. Ligesom en film der ruller i hovedet, sådan som det skal være.

Alif er en interessant person. Han er hacker, og går i mod staten og Hånden som er den mand der modarbejder hackere, der modarbejder staten. Grey Hats, kalder de sig selv.
Alif kæmper lidt for at finde sig selv, han føler ikke rigtigt at han hører til nogle steder, hans far er araber og hans mor er inder, og virker til at have en masse modstridende følelser omkring dette. Han bebrejder sin far, for aldrig at være hjemme, han er hos sin første kone.
Han har det fint med at være hacker, og udfører jobs for forskellige typer mennesker der ønsker beskyttelse på internettet af den ene eller anden art. Hans mor så dog, at han snart fandt et rigtigt job så han kan blive gift væk.
Alif er dog forelsket i en pige han ikke kan få, og det bringer selvfølgelig en masse problemer, mange flere problemer end han selv lige er klar over
Jeg synes ikke vi rigtigt kommer ind under huden på Alif, jo det er ham vi følger gennem hele bogen, og vi får da også meget at vide om ham, men jeg synes der mangler et eller andet. Det jeg dog godt kan lide er den udvikling han gennemgår, den virker naturlig og ikke fremprovokeret.
Min yndlingskarakter er nok Vikram. Han er simpelthen herlig, og jeg elskede bare alle scenerne med ham, og slugte dem råt.

Det der trækker ned i karakteren, for det var en virkelig god bog, er at den var ret forvirrende. Specielt i starten måtte jeg genlæse nogle af afsnittene, for at prøve at forstå betydningen. Nogle gange lykkedes det, andre gange lykkedes det ikke desværre. Dog er den ikke så forvirrende at man helt taber tråden, men jeg måtte til sidst bare indse at nogle af tingene nok skulle være forvirrende. Det er også svært at forklare hvad der var forvirrende. De steder den var mest forvirrende var dog nok der, hvor vi følger Alif ved en computer, og når han sidder og programmere. Noget af det var simpelthen ren volapyk, men måske fordi jeg ikke har meget forstand på computere?
Det gør ikke bogen ulæselig overhovedet, men man måtte bare lige indse det, og så kommer videre. Og det trækker desværre bogen en smule ned.

Men det er klart en bog jeg anbefaler. Den er meget ulig andre bøger jeg har læst, nok på grund af det med jinner og hacker, det ved jeg ikke, men meget anderledes. På en god måde altså. Der er action og knald på, og den bliver ikke kedelig på nogle punkter.

Nick Clausen: Silhuet

13574206Forfatter: Nick Clausen
Original titel: Silhuet
Serie:
Antal Sider: 266
Genre: Horror, Mystery
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2011
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Det handler den om:
Leas liv ændres drastisk da en menneskelignende skygge begynder at forfølge hende. Hun kæmper fysisk for at holde væsenet fra livet, og tvinges ud i en indædt kamp for at bevare sin forstand.

Min mening:
Bagside teksten afslører ikke særlig meget om handlingen, så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg forventede af bogen. Dog har jeg stiftet bekendtskab med Nick Clausens bøger tidligere, og han har stadig sin gode og lette skrivestil, hvilket jeg godt kan lide.
Den starter stille med at vi følger Lea, og hvordan hun kæmper for at holde skyggen væk, og ikke kan forstå, hvad det er der er galt med hende. Vi følger hende samtidig også hos hendes psykiater, som prøver at hjælpe hende igennem tiden. Jeg er mest imponeret over tiden med psykiateren. Clausen formår virkelig at gøre det meget levende, jeg kunne i hvert fald sagtens forstille mig, at det var sådan det ville foregå i virkeligheden.
Lea kan jeg godt lide, hun kæmper og prøver virkelig at komme igennem hendes psykiske problemer, og bruge de redskaber hun får af sin psykiater. Hendes reaktioner virker meget naturlige og ikke påtaget – hun ved godt at det ikke er virkeligt, men “blot” er noget hendes sind opfinder, for at bearbejde eller skjule et eller andet. Selve episoderne med skyggen kunne faktisk godt gå hen og blive en smule creepy. Jeg sad i hvert fald at gøs, og var lykkelig over at det ikke var mig der oplevede de ting. Episoderne virker så virkelige, at jeg til sad og virkelig begyndte og undre mig over, om det var hendes psyke der legede med hende, eller om der foregik et eller andet.
Slutningen tog virkelig røven på mig, jeg kan ikke rigtig afslører hvordan, for ikke at komme med spoilere, men jeg havde virkelig ikke set den komme. Jeg elsker når jeg kan blive overrasket over en slutning i en bog.
En bog der klart kan anbefales, som giver stof til eftertanke!

Josefine Ottesen: Krystalhjertet

6650970Forfatter: Josefine Ottesen
Original titel: Krystalhjertet
Serie: Historien om Mira #3
Antal Sider: 388
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2007
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Læs også: Dæmonernes Hvisken (#1), Dronningens Tåre (#2)

Det handler den om:
Mira har mistet det kraftfulde smykke, hun har arvet efter sin farmor, og hun bliver holdt fanget i minerne, hvor hun oplever sine medmennesker fra deres værste side. Men selv midt i rædslen bliver hun mindet om, at hun har en opgave at løse: uden hende kan de dæmoner, der har besat Dakjas indbyggere, ikke bekæmpes. Men hvordan skal Mira bevare troen på, at det gode kan sejre, når hun ikke længere føler, at hun selv har ret til at leve?

Min mening:
Jeg var ikke så begejstret for Dronningens Tåre, sproget var kikset og Mira utrolig barnlig og umoden. Så det var med blandede følelser at jeg begyndte på denne bog.
Jeg blev faktisk positivt overrasket. Den er meget bedre end Dronningens Tåre, men desværre ikke så god som Dæmonernes Hvisken. Sproget er mere flydende nu, og dialogerne er knap så akavede. Sproget er stadig ikke det mest avanceret, men nu er bogen jo nok også beregnet til en lidt yngre generation end mig. Til gengæld synes jeg ikke at sproget virker for påtaget nu, hvilket er virkelig dejligt, og gjorde det meget nemmere at læse bogen.

Mira har også forbedret sig en del, hun kan dog stadig godt være ret irriterende og naiv og bare dum, hvilket er lidt ærgerligt, når jeg nu var så glad for hende i Dæmonernes Hvisken. Hun udvikler sig dog temmelig meget, hvilket kun er en positiv ting.
En anden ting der gjorde mig utrolig glad var, at Athal er tilbage! Ham har jeg altid godt kunne lide, og jeg kan stadig godt lide ham. Han er nok min yndlingskarakter. Jeg kunne dog godt tænke mig, at vi fik fortalt lidt mere om, hvad det er han har været igennem mens han var væk fra Dakja.
Gidaric er jeg lidt mere neutral om, jeg bryder mig ikke om ham, men det er jo også meningen, vil jeg tro. Hans karakter generer mig i hvert fald ikke helt så meget.

Noget der til gengæld irriterede mig, som desværre trækker ned i karakteren, ellers havde den nok fået 5 stjerner, er de sidste 100 sider. Kulminationen på hele handlingen og historien slutter faktisk efter de 100 sider, og det efterfølgende er “kun” løse tråde der lige skal samles op. Hvilket også er rigtig rart. Men jeg vil bare mene, at det sagtens kunne være gjort med mindre sider. De løse tråde bliver dog samlet sammen, også dem fra Dronningens Tåre.
Jeg ved ikke lige hvad der er sket for Ottesen under skrivningen af denne trilogi, for den første og sidste bog er rigtig gode, med godt flydende sprog, hvor den i midten flyder lidt for sig selv et sted. Det virker lidt på mig, som om hun har haft planlagt 1’eren og 3’eren, og så har skulle fylde hullet op med et eller andet, og det derfor er blevet lidt sjusket, hvilket er lidt ærgerligt.
Men for at samle op, er det en rigtig god serie, jeg varmt vil anbefale, og som jeg da helt sikkert også skal læse igen på et tidspunkt.

Dick King-Smith: The Water Horse

2633082Forfatter: Dick King-Smith
Original titel: The Water Horse
Serie:
Antal Sider: 96
Genre: Fantasy
Forlag: Puffin Books
Udgivet: 1990
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Det handler den om:
When eight-year-old Kirstie and her family go beach coming near their home in Scotland, she finds something that looks like a giant fish egg, and is just too interesting to leave on the beach. So she brings it home and sneaks it into the bathtub overnight. The next morning, she is surprised to find that the egg has hatched, but the newborn is unlike anything anyone has seen before. With a long neck, head like a horse, skin like a toad’s, flippers like a turtle, and a tail like a crocodile, her brother Angus declares it a monster. Grandfather knows better and tells them it’s a kelpie, or what he calls a water horse. The family keeps the baby and names it Crusoe. But as Crusoe grows, he becomes a bigger and bigger problem–literally. They are forced to find him a new home, away from people and boats.  They settle on a beautiful Loch, now known as Loch Ness. From the author of beloved Babe comes the soon-to-be-classic story of how–thanks to the love and kindness of the human family that raises him–the Loch Ness Monster found his home.

Min mening:
Dette er uden tvivl en rigtig sød børnebog. Den har absolut ingen større konflikter, ikke at forveksle med filmen. Jeg ved ikke, hvor mange af jer der har set filmen? Den er rigtig god, jeg så den før jeg læste bogen, for den var på den måde jeg opdagede den. Der er lavet en del om i filmen, i forhold til bogen, men det vil man vide, hvis man har set filmen, og læser bagside teksten, så jeg skubbede filmen væk, og koncentrerede mig om bogen. Som sagt er der ingen større konflikt. Deres største konflikt, er faktisk at få Crusoe ud i større vand.
Sproget er ikke særlig avanceret, selvom engelsk ikke lige er ens stærkeste side, vil man efter min mening sagtens kunne læse denne, hvilket kan ses på at det er en børnebog. Men det er meget rart, med et afbræk, hvor man kan nyde en dejlig og sød historie.
Handlingen starter lige på næsten, da Kirstie finder ægget, og slutter da man sidst hører om Crusoe. Og så er bogen fyldt med tegninger, så historien er ret kort, men man får det med, som forfatteren vil have, og jeg synes som sådan ikke der mangler noget. Man kunne sagtens have uddybet historien og lavet den længere.
Det sted hvor man virkelig mærker, hvor kort bogen er, er ved persongalleriet. Det er utrolig overfladisk, og forældrene bliver kun omtalt som moder og fader, og ikke med navn. Historien foregår over ca. tre år, hvis jeg regner rigtigt, og personerne udvikler sig overhovedet ikke. Angus, som er fem år i starten, opfører sig stadig som en på fem i slutningen. Det er det eneste der virkelig trækker ned.
Jeg kunne rigtig godt lide, at man ind i mellem, fik fortalt historien fra Crusoe’s synsvinkel, det gav lige historien lidt ekstra, og var en rigtig lækker detalje.

Pernille Eybye: Hyænelatter

13389796Forfatter: Pernille Eybye
Original titel: Hyænelatter
Serie: Blodets Bånd #2
Antal Sider: 253
Genre: Paranormal
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2011
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Læs også: Blodsøstre (#1)

Det handler den om:
De vanvittige vampyrjægere er stadig på jagt efter Kassie og hendes artsfæller.
Kassie gør hvad hun kan for at beskytte sin familie, men må til sidst bede Viking om hjælp.

I mellemtiden er Leo ved at indse at han er nødt til at gøre noget ved sine mørke kræfter, og han søger hjælp hos heksen Liliana.

Hyænelatter er andet bind i serien Blodets Bånd
– en serie om kærlighed, mystik og mørke kræfter.

Min mening:
Lad os først tale om coveret, shall we? Det er seriøst freaky! Prøv lige at kigge på det fjæs, og så kombineret med den røde farve. Men okay, det passer meget godt med titlen samt selve historien. Men mit første indtryk var noget i stil med: Wow – hold the horse! Hvad fanden er det?
Men lad os komme tilbage til selve historien. Den skuffede slet ikke, jeg kunne rigtig godt lide den. Pernille Eybye har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at koble historien sammen, og give den tilpas spænding og drama. Sproget er dejlig flot og flydende.
Kassie, der har jeg lidt det samme problem som i forrige bog. Hun burde accepterer at hun er en vampyr. Måske ikke være lige så sadistisk som Zan, men stadig. Hun er en smule for blød til min smag.
Zan. Åh, ham kan jeg altså godt lide. Og nu er forbindelsen mellem Zan & Archer og Kassie og slæng endeligt begyndt at dæmre for mig. Kald mig bare langsom 😉
En rigtig fin historie, og med noget af en cliff-hanger må man sige. Me like!

Pernille Eybye: Blodsøstre

13147687Forfatter: Pernille Eybye
Original titel: Blodsøstre
Serie: Blodets Bånd #1
Antal Sider: 279
Genre: Paranormal
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2011
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Det handler den om:
For de fleste er det en drøm at forblive ung for evigt – men for 18-årige Kassie er det en forbandelse. For tyve år siden blev hun trukket op af floden med bidmærker på halsen, og siden da har den smukke vampyr søgt sandheden om sit tidligere liv.

Da Kassie møder Leo, kommer hun et skridt nærmere sin fortid, for i hans øjne ser hun et glimt af noget genkendeligt. Men det går hurtigt op for Kassie, at Leo også har en mørk hemmelighed…

Min mening:
Jeg var lidt spændt på at læse denne, en dansk vampyr historie? Selvom jeg ikke er sikker på den foregår i Danmark eller i udlandet? Men anyway – en vampyr historie af en dansk forfatter.
Jeg blev positivt overrasket. Jeg ved ikke helt, hvad jeg havde forventet af Pernille Eybye, men i hvert fald ikke hvad jeg fik, det var meget bedre!
Det første der overraskede mig var sproget. Jeg synes det passer rigtig godt til historien, det er ikke for avanceret og indviklet, men det er heller ikke alt for let. Dog var der nogle ord der blev gentaget ret tit, rimelig tæt på hinanden, hvilket kunne være lidt irriterende, fordi man jo lige havde læst pågældende ord. Jeg læste bogen på en dag, og var en god måde at bruge dagen på.
Selve historien var også rigtig god, den fangede mig næsten fra side 1, og jeg var godt underholdt fra start til slut. Mine yndlingspassager er de få med Zan. Jeg ved stadig ikke rigtigt, hvem han er, men han pirrer virkelig min nysgerrighed, jeg håber han får en mere fremtrædende rolle i de næste bøger.
Kassie, har jeg et lidt ambivalent forhold til. På den ene side kan jeg godt lide hende, og hendes personlighed, men hun irriterer mig også lidt. Jeg bryder mig ikke om det der “Åh jeg er en vampyr, jeg hader det, det er en pest at skulle drikke blod.” okay, ikke fordi hun siger det ligeud, men det er den vibe jeg får fra hende. Jeg synes hun burde være mere glad for det, hun har trods alt været en vampyr i 20 år. Jeg kan bedst lide når vampyrer accepterer hvad de er, og lever det liv de nu har. For eksempel med Zan. Han virker ikke til at være ked af at være en vampyr.
Leo har jeg et mere neutralt forhold til, jeg synes ikke rigtig at jeg kunne komme ind under huden på ham, men det kommer nok i nogle af de næste bøger.
Men når det er sagt, er det ikke fordi det ødelægger min oplevelse af bogen, det trækker bare en smule ned.
Den er i hvert fald fyldt med spænding og overnaturlige elementer, og jeg glæder mig til at læse videre i historien.

Guillermo del Toro & Chuck Hogan: Mørke

879263916XForfatter: Guillermo del Toro & Chuck Hogan
Original titel: The Fall
Serie: The Strain #2
Antal Sider: 361
Genre: Horror
Forlag: Hr. Ferdinand
Udgivet: 2010
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Læs også: Blod (#1)

Det handler den om:
Den vampyr-virus som har indtaget New York, breder sig nu til resten af USA – og inden længe til resten af verdenen.

På trods af det herskende kaos lykkes det professor  Eph Goodweather at identificerer den parasit, som er skyld i infektionen. Men måske er det allerede for sent.
Mesterens frygtindgydende plan er sat i værk.

Min mening:
Det er rigtig lang tid siden at jeg læste 1’eren, og havde overvejet om jeg skulle genlæse den inden jeg fortsatte, fordi jeg næsten ikke kunne huske den. Men læste blot bagside teksten og sprang ud i det. Og det gik helt fint. Der bliver genfortalt de vigtigste ting fra den, så man ikke sidder og tænker af hvad for noget?
Vi springer direkte ud i handlingen i denne bog, hvilket er meget godt, men det går stadig en smule langsomt i starten. Faktisk i hele første halvdel af bogen, hvilket trækker lidt ned. Jeg kan ikke lige sætte fingeren på, hvad det er i starten der trækker det hele lidt ud, men et eller andet var det i hvert fald. Jeg kom meget hurtigere igennem sidste halvdel, fordi jeg bare måtte vide hvad der sker nu.
Der var mange scener, hvor jeg fik så livlige billeder i hovedet, at jeg sad og krummede tæer, og faktisk også kom med små udbrud. Og enkelte steder, hvor jeg var ved at knibe en tåre, men mere fordi jeg har et meget tæt forhold til min mor, og ja det var tragiske scener mellem mor / barn.
Jeg kan godt lide persongalleriet, det er stort og virker virkeligt – som om det er rigtige mennesker og ikke opdigtede karakterer. Og det er jo også det, der er meningen i en bog, ikke sandt? Jeg er blevet ret glad for Nora, hun havde ikke den helt store udvikling i handlingen, ikke i forhold til de andre, men alligevel var der et eller andet ved hende, der rørte noget i mig.
Igen som i den første, så elsker jeg vampyrerne. De er så klamme og uhyggelige som noget kan være, ikke sådanne søde lyserøde vampyrer der glitrer i solen. (Undskyld) Men rigtige klamme dræber væsner, der ikke tænker på andet end deres blodlyst.
Nå ja, så slutter bogen også med noget af en cliff-hanger, så jeg snarest skal læse den sidste del!