Category: 4 stars

Julie Kagawa: The Lost Prince

12614410Forfatter: Julie Kagawa
Original titel: The Lost Prince
Serie: The Iron Fey: Call of the Forgotten #1
Antal Sider: 377
Genre: Fantasy
Forlag: Harlequin Teen
Udgivet: 2012
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Det handler den om:
Don’t look at Them. Never let Them know you can see Them.

That is Ethan Chase’s unbreakable rule. Until the fey he avoids at all costs—including his reputation—begin to disappear, and Ethan is attacked. Now he must change the rules to protect his family. To save a girl he never thought he’d dare to fall for.

Ethan thought he had protected himself from his older sister’s world—the land of Faery. His previous time in the Iron Realm left him with nothing but fear and disgust for the world Meghan Chase has made her home, a land of myth and talking cats, of magic and seductive enemies. But when destiny comes for Ethan, there is no escape from a danger long, long forgotten.

Min mening:
Jeg har været ret glad for den foregående serie om Meghan. Denne gang er det hendes lillebror, Ethan, der er hovedpersonen. Nu er han dog ikke den 4 årige dreng vi mødte, da hans søster var hovedpersonen. Nu er han lige så gammel som Meghan.
Lad mig starte med coveret. Det følger en smule de andre fra den anden serie, men jeg er ikke helt så vild med det. Et eller andet med den model på billedet. Men det kunne have været værre.
Skrivestilen har jeg ikke noget nyt at sige om, den er stadig rigtig god.
Jeg er ikke særlig vild med Ethan. Der er lidt for mange løse ender med ham, som jeg har svært ved at sætte ord på. Han kunne godt gå hen og være lidt for irriterende til tider, og meget lidende. Han er ynkelig. Han bliver ved med at skubbe folk væk, fordi det er farligt at være tæt på ham, fordi han kan se feerne, og det er jo også fair nok, at han ikke vil have at de kommer noget til, menneskerne altså. Men hvad med hans familie? De er jo lige så udsatte som eventuelle venner og kærester kunne være. Og hvis han virkelig ikke vil have noget med den verden at gøre, hvorfor blander han sig så, når han ved han ikke burde? Dumt.
Så er der Kenzie, eller Mackenzie, som hun rigtigt hedder. Jeg kunne ikke rigtig se hendes rolle i hele bogen. Hvorfor var hun med? Det var som om, hun bare er puttet ind, fordi ellers ville der mangle en romance. Ej men helt ærligt, jeg forstår virkelig ikke hvorfor hun er med, udover for kærligheden :/
En anden negativ ting er, at der ikke er særlig meget Puck med. Jeg savner Puck! Han var dog lidt med. Og folks reaktioner på at Ethan var sammen med Keirran (Som vi hører om i novellen tidligere) giver også kun mening hvis man har læst den sidste novelle Irons Prophecy, og det synes jeg faktisk er meget fedt, at de bliver trukket lidt sammen.
Man kan i hvert fald ikke læse denne bog uden at have læst Iron Fey bøgerne først, og novellerne. Jeg var ikke helt så begejstret for denne historie i forhold til tidligere, men jeg fortryder ikke at jeg har læst den, og jeg skal da også læse videre, for at finde ud af, hvad der nu vil ske 🙂

Annette Curtis Klause: The Silver Kiss

6256729Forfatter: Annette Curtis Klause
Original titel: The Silver Kiss
Serie:
Antal Sider: 238
Genre: Paranormal
Forlag: Random House Childrens Books
Udgivet: 1990
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Det handler den om:
16-year-old Zoë’s life is falling apart; her beautiful mother is dying of bone cancer and her best friend, Lorraine, is drifting away. So when the mysterious and handsome Simon comes along with a more profound loneliness a tentative friendship is formed. But does Simon have serious problems, Zoë wonders when she finds him with blood on his face, or just plain crazy, when he claims to be a 300 year old vampire? And is he right about the identity of a serial killer who has been leaving his mark on her formerly quiet hometown? Soon, Simon is the only thing Zoë can hold on to when everything else is falling apart. But what will become of him, the half mad vampire, once he has avenged his mother’s death…Or if he fails?

Min mening:
I den udgave jeg har, er der to ekstra små noveller med, deres vurdering er taget med i selve romanen. Dette er efterhånden en bog med nogle år på bagen, der er udkommet lang tid før al hysteriet med Twilight.
Skrivestilen er meget anonym, hvis man kan sige det. Den hverken skuffede eller imponerede mig helt vild. Faktisk kan jeg ikke rigtig huske, hvad jeg synes om den, nu hvor jeg sidder og skriver anmeldelsen, derfor synes jeg at anonym er det mest passende ord. Så vidt jeg husker, passer den meget godt med selve romanen og historien – og ikke mindst målgruppen.

Zoë kan jeg faktisk godt lide, hun har det ikke nemt, og kæmper for at klare hverdagen uden forældre. Hendes mor er døende af kræft, og er indlagt på hospitalet. Hendes far tilbringer 90% af sin tid på hospitalet. Jeg udviklede en stor modvilje mod faren. Det var som om han glemte alt om sin datter, nu hvor hans kone er dødeligt syg. Jo det er da forfærdeligt, men han må da ikke glemme sin teenager datter, der får lov til at passe sig selv derhjemme, og selv går og kæmper med følelsen af at være ved at miste sin mor. Når han endelig er hjemme, er han meget fjern, og sover.
Det er ikke så tit, at Zoë får lov til at besøge sin mor, og når hun endelig gør, er det i meget korte perioder. Det er hun emget utilfreds med, og det kan jeg godt forstå. Hun prøver at forstå hvorfor hun ikke må se sin mor, og frygter hele tiden for et opkald der fortæller at hun er død. Det hele bliver dog en smule bedre i mod slutningen.
Simon ved jeg ikke rigtig om jeg kan lide. Jeg har lidt en modvilje mod vampyrer der har den der attitude: Åh det er så hårdt, jeg vil ikke, kan ikke, jeg vil dø. Jeg vil have bad-ass vampyrer der elsker hvad de er. Om de så forelsker sig i et menneske, gør mig egentlig ikke noget. Jeg gider bare ikke det der selvynk.

Noget andet der irriterede mig var, hvor hurtigt Zoë accepterer at han er vampyr. Ikke noget med ikke at tro på ham, han fortæller sin historie, og bider hende godt nok, men så var alt også i den fineste orden og hun var smask forelsket. Deres “forhold” gik lidt for hurtigt efter min mening, men det kan vel heller ikke være anderledes, når man tænker på hvor kort bogen er, 238 sider og så er det med de to noveller.

Josefine Ottesen: Dronningens Tåre

dronningens-taare_166901Forfatter: Josefine Ottesen
Original titel: Dronningens Tåre
Serie: Historien om Mira #2
Antal Sider: 332
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2007
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Læs også: Dæmonernes Hvisken (#1)

Det handler den om:
Mira er flygtet ud i det ufremkommelige delta, hvor flere og flere truwaer søger ly for ikke at blive sendt i minerne af landets nye magthavere. Her møder hun endnu en gang den gamle Zaddi Enøje, der opfordrer hende til at tage ansvar for den kraft, hun har arvet fra sin slægt. Mira bliver oplært som dæmonbetvinger, så hun kan beskytte sit folk og tage kampen op med de kræfter, som Gidaric, den nye Kundskabens Mester, slipper løs over Dakja. Men hvordan vælger man den rette vej for sig selv og andre, når livet står på spil. Og hvordan skal en ung pige tage kampen op mod en granvoksen troldmand?

Min mening:
Jeg blev desværre lidt skuffet over denne bog.
Lad mig starte med skrivestilen. Jeg er ikke specielt imponeret over den, sorry to say. Jeg ved godt at bøgerne er skrevet til et lidt yngre publikum end mig, men jeg synes sproget virker al for kunstigt. Det er som om forfatteren prøver lidt for ihærdigt, at gøre sproget flot og flydende, men i stedet falder det hele til jorden i stedet. Det er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt lide sproget i den foregående, netop fordi det er dejlig let og flydende, og gør bogen nem at læse.
Dialogerne ved jeg slet ikke hvordan jeg skal beskrive, det ene ord der popper op i hovedet på mig er akavet.
Den sidste ting ved sproget, er nogle af de ord og beskrivelser som Josefine Ottesen bruger. Lad mig hive det mest iøjefaldende eksempel frem:

“(…) forsøgte hun at undgå blikkontakt med ham (…)”

Undskyld, men er blikkontakt overhovedet et ord? Så vidt jeg ved hedder det øjenkontakt. Jeg er i hvert fald aldrig stødt på ordet blikkontakt før. Der er også andre “ord” af samme slags gennem bogen, dog ikke så iøjefaldende. Det rev mig ud af min læsekoncentration, hvis man kan sige det, og det irriterer mig en del, og trækker derfor også lidt ned i bedømmelsen. Desværre.

En anden ting der irriterer mig er hovedpersonen, Mira. Hvor jeg elskede hende i Dæmonernes Hvisken, irriterer hun mig grufuldt her. Jeg vil ikke sige hader, så slemt er det ikke. Men jeg har flere gange måtte tage en dyb indånding inden jeg kunne læse videre. Det er med tanke på, at hun skulle være ældre i denne bog end før. I slutningen af bogen skulle hun være 17 år gammel, og det kan jeg overhovedet ikke føle. Hun virker så umoden og barnlig at det næsten gør ondt. Mere end hun gjorde i den anden bog, hvor hun endda var ældre. Jeg ved godt at hun har været ude for nogle slemme ting, og livet ikke er nemt, og der hviler et stort ansvar på hendes skuldre. Men helt ærligt, det er lige blevet skruet lidt for meget op. Desværre. Dog blev hun en lille bitte smule bedre hen mod slutningen.
Zaddi og Jachim er nok mine yndlingskarakterer, men ikke nogle jeg er helt overdreven vilde med. Mange af de andre er mere neutrale, hvilket ikke gør den helt store forskel.

Selve handlingen kunne jeg faktisk godt lide, sammen med hele universet, hvilket nok også er det der er med til at trække bogen op i karakter. Jeg kan godt lide det der middelalder-agtige univers, og selve handlingen er spændende, uden at blive kedelig. Der kunne dog godt have været en smule mere spænding i.
Der dukkede nogle spørgsmål op efterhånden som handlingen skred frem, som ikke blev besvaret, men der er jo en bog mere, og så håber jeg de bliver besvaret der.

Pernille Eybye: Kampbrødre

13635579Forfatter: Pernille Eybye
Original titel: Kampbrødre
Serie: Blodets Bånd #2
Antal Sider: 283
Genre: Paranormal
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Læs også: Blodsøstre (#1), Hyænelatter (#2)

Det handler den om:
Kassie er blevet skilt fra sine søstre og Leo,og er nu tvunget til at jage for Zan. Leo prøver at forlige sig med tanken om Kassies hemmelighed, og søger igen hjælp hos Liliana. Imens kæmper Viking for overlevelse i Archers kamparena. Kampbrødre er tredje bind i serien Blodets Bånd – en serie om kærlighed, mystik og mørke kræfter.

Min mening:
I denne bog bliver rigtig mange af de løse ender samlet, mange af de spørgsmål der blev stillet i blodsøstre og hyænelatter bliver besvaret. Dog ikke alle, og nogle enkelte nye bliver stillet.
Skrivestilen er stadig rigtig god, faktisk en anelse bedre. Jeg synes i hvert fald godt at jeg kan se en lille forbedring.

Jeg kan bedre lide Kassie i denne bog, måske fordi hun ikke fylder helt så meget som tidligere? Der var i hvert fald ikke så meget af den vibe med, at hun hader at være en vampyr.
Leo kan jeg rigtig godt lide, han er en sej og frisk ung fyr. Dog synes jeg han vænnede sig lige lovlig hurtigt til, at Kassie er en vampyr. Overgangen fra chok til accepteret er ikke særlig blød, og virker derfor en smule unaturlig, hvilket er lidt ærgerligt. Zan. Ja, ham har jeg jo ikke lagt skjul på at jeg godt kan lide i de andre bøger, at det var ham der var den mest spændende at læse om. Jeg kan stadig rigtig godt lide ham, han er en ond satan, og han fylder mere i denne bog. Dog på en anden måde, synes jeg. Jeg så gerne at vi fik lidt flere kapitler, hvor det er ham der fortæller, på samme måde som tidligere. Nu er det mere når vi ser ham fra Kassie’s synsvinkel.

Jeg har valgt at give denne bog en stjerne mindre end de andre, ikke fordi den er dårlig. Men jeg synes ikke den er lige så god. Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med den, den var lidt tung. Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvad det er der gør det. Men der er et eller andet der er anderledes eller noget der mangler.
Jeg glæder mig dog stadig til at læse videre i serien.

Camilla Wandahl: Den Magiske Storm

Forfatter: Camilla Wandahl
Original titel: Den Magiske Storm
Serie: Søstre på De Syv Have #2
Antal Sider: 58
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Læs også: Den sorte vinge (#1)

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Rosinante&Co. Men meningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Søstre på De syv Have er en ny, spændende eventyrserie om venskab, kærlighed, sørøvere og magi – af den populære forfatter til Veninder for Altid. Her er fuld fart på handlingen fra første side med appel til både piger og drenge. Magisk storm er andet bind i serien, der er planlagt til i alt seks bøger og gennemillustreret i farver af Jesper Ejsing

Vana opdager, at Maki skjuler noget, der kan bringe alle på skibet i stor fare.
Snart havner Den Gyldne Rose midt i en magisk storm. Og Vana er nødt til at finde ud af, hvad det er, Maki holder hemmeligt. Også selv om det betyder, at hun må stjæle…

Min mening:
2’eren fortsætter hvor 1’eren slap, og er igen alt for kort. Den er god, og har lige så meget potentiale som den forrige, men Wandahl kan simpelthen ikke få det frem på så få sider.
Sproget ændre sig ikke, og der mangler nogle beskrivelser.
Jeg kan ret godt lide Vana, selvom hun stadig virker som en ret ung 15 årig pige.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg synes at denne er bedre end den forrige. Jeg kan ret godt lide Maki, og troldmanden som vi ser senere i bogen. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad der kommer til at ske i de næste bind.

Camilla Wandahl: Den Sorte Vinge

Forfatter: Camilla Wandahl
Original titel: Den Sorte Vinge
Serie: Søstre på De Syv Have #1
Antal Sider: 64
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Rosinante&Co. Men meningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Søstre på De syv Have er en ny, spændende og letlæst eventyrserie om sørøvere og magi, venskab og kærlighed – af den populære forfatter til Veninder for Altid. Her er fuld fart på handlingen fra første side med appel til både piger og drenge. Den Sorte Vinge er første bind i serien, der er gennemillustreret i farver af Jesper Ejsing.

Vana har et nemt liv med smukke kjoler, dans og veninder. Men da hun ved en fejl bliver kidnappet om bord på sørøverskibet, Den Gyldne Rose, starter et eventyr, den forkælede pige aldrig kunne have forestillet sig.
Vana møder pigen Sam, der ligner hende på en prik, og hun bliver venner med Kaptajn Maki. Men alt er ikke, hvad det giver sig ud for at være på havet, og snart må Vana kæmpe mod sørøverne fra Den Sorte Vinge.

Min mening:
Den Sorte Vinge er utrolig nem at læse, men det gør den nødvendigvis ikke dårlig. Den har ret meget potentiale synes jeg, det kommer bare ikke rigtig frem på bogens 64 sider. Det går hurtigt, og man keder sig i hvert fald ikke. Sproget er også dejlig nemt og lige ud af landevejen.
Vana… man lærer hende ikke rigtig at kende på så kort tid, men jeg synes hun virker lidt umoden, hun virker i hvert fald ikke som en 15 årig.
Bogen er også udstyret med mange illustrationer, hvilket jeg faktisk godt kan lide. Det er nogle flotte tegninger, der også passer meget godt med de billeder jeg fik, da jeg læste historien. Og så har jeg altid været fascineret af sørøver og pirater. Altså ikke de somaliske pirater vi har i dag, men de gode gamle pirater, lidt al a Pirates of the Caribbean. Og det synes jeg denne bog kom lidt ind på, hvilket kun er et plus.
Men som sagt, så har historien rigtig meget potentiale, jeg ville bare ønske, at den havde været lidt længere. Jeg er nok også lidt uden for den aldersgruppe som bogen henvender sig til, men man kan sagtens læse den alligevel, hvis man har brug for en dejlig nem fantasy bog.

Ally Condie: Cassias Valg

Forfatter: Ally Condie
Original titel:
Matched
Serie:
Matched #1
Antal Sider:
320
Genre:
Dystopisk
Forlag:
Cicero
Udgivet:
2010
Sprog:
Dansk
Kilde:
Hardcover
Stjerner:

Det handler den om:
Cassia har altid stolet på, at Samfundet vidste, hvad der var det rette for hende. På den store aften, hvor det vil blive afsløret, hvem hun skal dele resten af livet med, kommer det derfor heller ikke som den store overraskelse, da det er hendes bedste ven Xander, der kommer til syne på hendes skærm. Men lige inden skærmen går i sort, får hun et glimt af en anden: drengen Ky, der regnes for lidt af en outsider. Kan Samfundet tage fejl?

Samfundet bestemmer.
Hvem du skal elske.
Hvor du skal arbejde.
Hvornår du skal dø.

Min mening:
Jeg elsker coveret, det er simpelt og fint. Og jeg elsker den grønne farve (Der er mere grøn på den fysiske bog)
Jeg elsker selve ideen bag bogen, at hele samfundet bestemmer alt, hvornår man dør, hvem man skal giftes med, hvor mange børn man har, alt hvad man foretager sig. Og alt bliver nøje overvåget.
Selve historien er faktisk kedelig, hvis jeg skal være ærlig. Mine to udtalelser holder måske ikke sammen; at ideen/plottet er spændende og historien er kedelig. Selve ideen er ret spændende, men jeg synes bare ikke at Condie formår at bruge den ordentligt. Den går alt alt for langsomt frem, og det er det der trækker mest ned her. Jeg savner meget mere aktion!

Bogen bliver fortalt af 17 årige Cassia, og vi følger hendes op og nedture samt alle hendes dilemmaer.
Selve sproget er okay, men så heller ikke mere end det. Det er en smule… fladt, er vel det eneste beskrivende ord. Selvom der da er tidspunkter i bogen, hvor sproget faktisk er rigtig godt.
Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om Cassia. Jeg kan godt lide hendes navn, det er vel også noget? Jeg tror ikke forfatteren formår, at få Cassia´s frustrationer nok igennem, jeg synes i hvert fald ikke, at hun virker frustreret og oprørsk nok. Eller jo, jeg føler at det ligger og lurer, men aldrig kommer op til overfladen, og det savner jeg lidt.

Michael Katz Krefeld: Sort sne falder

Forfatter: Michael Katz Krefeld
Original titel: Sort sne falder
Serie:
Antal Sider: 617
Genre: Crime, Mystery
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Det handler den om:
SORT SNE FALDER er en højdramatisk konspirationsthriller. 

Da den skandaleramte politiker Peter Levin bliver udsat for et attentatforsøg, vendes et knusende valgnederlag til en sympatisejr for det lille midterparti Demokratisk Koalition. Partiet får magten til at vælge landets næste statsminister. 

PET-chef Nikolaj Storm og kriminalkommissær Katrine Bergman fra drabsafdelingen efterforsker attentatet, der peger mod miljøkaktivister på den yderste venstrefløj. Men da liget af den myrdede attentatmand dukker op, fører efterforskningen frem til en hemmelig loge, som også Storms afdøde far, den afdøde arkitekt Herman Storm, var en del af. Men hvem er menneskerne bag logen, hvor langt rækker deres magt, og hvilken storstilet plan, som vil ændre Danmark for altid, er de i færd med at gennemføre? 

Storm og Bergman indleder jagten på en morder og sandheden bag attentatet. En jagt, der fører dem ind i magtens centrum, mod politiske skandaler, mod afsløringen af angrebsplaner fra den kolde krig. Snart står de over for rigets bedst bevarede hemmelighed: en hemmelighed fra fortiden, der kan blive skæbnesvanger for dem alle. En hemmelighed begravet under indlandsisen – under den sorte sne, som stadig falder. 

Min mening:
Jeg har aldrig læst en konspirations thriller før, og var meget spændt på, hvordan denne ville være. Min første reaktion, da jeg stod med bogen i hånden, var lidt blandet. Jeg synes virkelig, at den var tyk!
Lad mig starte med at rose Krefeld for sproget, det overraskede mig, det var dejlig let og flydende. Det kunne dog godt til tider irriterer mig en smule at personerne bruger engelske udtryk og sætninger ret ofte. Jeg ved godt at der er mange folk der gør det i virkeligheden, og det gør jeg også selv. Men det blev brugt lidt for ofte, og af for mange karakterer.
Karaktererne kan jeg godt lide, for de virker naturlige, og kunne sagtens være personerne fra den virkelige verden, med både gode og dårlige sider. Nogle gange irriterede det mig dog, at vi fulgte historien fra flere forskellige personer. Jeg ved ikke hvordan historien ville være, hvis man skar synsvinklen væk, men der var gang i lidt for mange efter min mening.
Selve plottet er virkelig genialt og gennemtænkt. Der sker mange ting, som jeg ikke lige havde forudset, og så sker der også ting som jeg havde forudset, men det kan man næsten ikke undgå, når man læser en bog.
Bogens længde trækker også lidt ned, den er utrolig lang, og til tider også langtrukken. Jeg følte ikke rigtig at jeg kom nogle vegne engang imellem.
For at summe op, en rigtig god bog med masser af spænding, godt sprog, gode karakterer og et godt plot!

50 Cent: Butterball – Historien om et overfald

Forfatter: 50 Cent
Original titel: Playground
Serie:
Antal Sider: 258
Genre: Contemporary
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Rosinante&Co. Men meningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Det kører ikke rigtig for 13-årige Butterball. Han bliver drillet med sin vægt; han hader den Long Island forstad, han er flyttet til med sin mor; han ville ønske, han stadig boede med sin far i New York, selv om han aldrig har megen tid til Butterball. Alligevel er det ikke derfor, Butterball overfalder Maurice den dag i skolegården – og nu tvinger skolen ham til at se en eller anden åndssvag psykolog-dame. Som om hun nogensinde kunne finde frem til grunden. Nej, Butterballs læber er syet tæt sammen, når det kommer til den dag

Min mening:
Lad mig starte med at sige, at jeg var utrolig skeptisk med denne bog. For det første er det ikke en genre jeg normalt læse, men jeg er altid åben for nye ting. Men min nysgerrighed blev vagt da jeg så at 50 Cent var forfatteren. Jeg tror at alle har hørt om 50 Cent, nok ikke som forfatter men som rapper. Min første tanke var, kan han skrive?
Historien er inspireret af 50 Cent’s egen hårde barndom i ghettoen, og om hvordan gruppepres og mobning kan påvirke et barn.

Selve sproget er ikke det mest indviklede, men det ville heller ikke passe til bogen, da det bliver fortalt af den 13 årige Butterball. Oversætteren har formået at få ghettoens sprog og udtryk godt ind i den danske udgave.

Butterball er overvægtig, hvilket udsætter ham for mobning, han er sort og fattig, hvilket får ham til at hænge ud med de “forkerte” typer, og det er her at gruppepresset kommer ind. Historien drejer som om et overfald, han overfalder sin tidligere ven, og bliver sent til psykolog for ikke at blive smidt ud af skolen. Han synes psykologen, Liz, er dum og ikke fatter noget som helst, men det tror jeg nu hun gør.
Vi følger hans samtaler hos hende to dage om ugen, samt hans hverdag både i og uden for skolen. Han er vred og frustreret, og har ingen han egentlig kan tale med om det, udover psykologen.

Bogen udvikler sig i et fast tempo, og man får et godt indblik i ghettoens hårde miljø, og en mors kamp for at komme igennem hverdagen og passe på sin søn. Det er svært at skrive for meget, uden at afsløre noget af selve handlingen. Men bogen er utrolig god, velskrevet og giver stof til eftertanke!

Laini Taylor: Ildenglen

Forfatter: Laini Taylor
Original titel: Daughter of Smoke and Bone
Serie: Ønskekræmmerens Datter #1
Antal Sider: 462
Genre: Fantasy
Forlag: Bazar
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Bazar

Det handler den om:
Rundt om i verden brændemærkes døre med sorte håndaftryk. Det er fremmede væsener med vinger, der har afsat mærkerne.

I en mørk og støvet butik er en djævels beholdning af mennesketænder blevet faretruende lav. Og i de kringlede gader i Prag er en ung kunststuderende i færd med at blive fanget i en brutal krig med væsener fra en parallel verden.

Mød Karou. Hun fylder skitsebøger med monstre, som måske er virkelige, måske ikke. Hun har en tendens til at forsvinde på mystiske ‘ærinder’; hun taler mange sprog, og ikke alle er menneskesprog. Desuden har hun naturligt blåt hår. Hvem er hun egentlig? Det er det spørgsmål, der nager hende, og hun har sat sig for at finde ud af det.

Da en af de fremmede – den smukke Akiva – får øje på hende i en gyde i Marrakesh, befinder hun sig snart i en krig mellem engle og dæmoner, hemmeligheder kommer for dagen, og en kærlighedshistorie med rødder i en brutal fortid vækkes til live. Men vil Karou komme til at fortryde, at hun søgte sandheden om sig selv?

Min mening:
Lad mig starte med coveret. Jeg synes det er grimt. Jeg bryder mig slet ikke om det, og så jeg denne bog på hylden i en butik, var det ikke særlig sandsynligt at jeg ville tage bogen ned og kigge nærmere på den. Men når man så tilgengæld læser på bagsiden, synes jeg den virker helt vildt spændende, det er lidt ærgerligt, at de to ting ikke hænger sammen.
Skrivestilen er meget speciel synes jeg, jeg ved ikke helt hvordan speciel, eller om jeg bryder mig om den. Jo jeg kan vel egentlig godt lide den, det er bare lidt anderledes end det jeg er vandt til.
Jeg elsker starten, og jeg elsker Karou og Zuzanne. Specielt Zuzanne. Hun er så morsom, og mine yndlingssteder i bogen, var der hvor hun er med, hvilket desværre ikke var ofte nok.
Akiva derimod, er jeg knap så vild med. Hvorfor? Jeg synes bare at han er melodramatisk. Men det kan selvfølgelig godt være, at det bare er mig der synes det.
Og så kommer vi til den uundgåelige kærlighed mellem Karou og Akiva. Jeg har slet ikke lyst til at nævne den. Jeg brød mig ikke om den, jeg synes den var alt var kvalm og sukkersød. Havde forfatteren bare lige skruet lidt ned for den, havde det været bedre. De kan stadig godt være forelskede, uden at det skal være så kvalmende.
Hele den historie eller hvad man kan kalde den, til sidst. Jeg vil helst ikke afsløre for meget, for dem der ikke har læst bogen, men der hvor der bliver afsløret lidt mere af Karou’s identitet kan jeg godt lide. Jeg kunne ikke lide det i starten, men efterhånden som jeg fik læst, blev jeg mere og mere glad for det.
Alt i alt, har jeg en smule blandede følelser når det kommer til denne bog, men den er god, og jeg vil da gerne læse videre i serien.