Category: 4 stars

Sven Damgaard Ørnstrup: Vraggods

12985110Forfatter: Sven Damgaard Ørnstrup
Original titel: Vraggods
Serie: Abaddons Arv #1
Antal Sider: 341
Genre: Fantasy
Forlag: Hexameter
Udgivet: 2010
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Det handler den om:
Abaddons Arv er en vaskeægte fantasyserie for voksne læsere samt ældre teenagere. Serien foregår i en middelalderverden, hvor kongen af Matinepia og hans magikere, En’Telekierne, kæmper imod en fjende bevæbnet med en hedengangen herskerraces glemte våben. Fjenden ledes af Autarken – en despot, som ved et tilfælde har fået fingre i de gamle Herskeres videnskaber. Hvem af de to parter, der er stærkest, vil vise sig.

Midt i det hele slås tre unge mennesker for at overleve krigens inferno. Deres oplevelser bringer dem hurtigt til at indse, at grænsen mellem godt og ondt indimellem kan være umulig at få øje på. Og selvom de i bund og grund er ordentlige mennesker, tvinges de ofte til at handle imod deres overbevisninger. Ganske enkelt for at overleve

Min mening:
Lad mig lige starte med at kommenterer coveret! Det er den gamle udgave jeg har læst, jeg lånte den på biblioteket. Det nye cover som også passer med efterfølgeren er meget pænere. For jeg må være ærlig med dette cover, at jeg ikke synes det er særlig pænt, og det passer ikke til bogen, og ligner mest af alt en børnebog.

Jeg ved ikke hvad man skal kalde fortæller stilen? Altvidende? Det er i hvert fald en fortæller der ikke kun holder sig til en karakter, men fortæller om alle på kryds og tværs, og ja ved det hele. Jeg synes ikke helt det fungerer for mig, for det bliver meget overfladisk, og man komme til at kende alle karakterer på samme måde, uden rigtig at komme helt ind under huden på nogen af dem.
Jeg blev utrolig forvirret over alle de spring der er, og det tog mig altid lidt tid at finde ud af om vi hvor vi var henne i tiden. Det er lidt ærgerligt.
Sven har dog styr på sproget, og det fangede mig rigtig meget, det skal han have rigtig meget ros for. Det er ikke så tit jeg støder på danske forfattere, der alligevel har sproget i sin hule hånd.

Bogen bliver beskrevet som fantasy til voksne. Fantasy er det i hvert fald. Universet er bygget fint op, med spænding og det hele. Ja alt hvad en fantasy verden har brug for. Men om jeg vil betegne den som til voksne? Nej. Men heller ikke til børn. Måske blot til de lidt ældre teenagere. Jeg kan ikke sige, hvad det er der gør, at jeg ikke ville betegne den som til voksne, men jeg fik bare ikke helt den følelse, da jeg læste den.

Du kan se det nye cover her, som er meget meget pænere! Jeg er forelsket i det nye cover.

Amanda Hocking: Vildveje

17736471Forfatter: Amanda Hocking
Original titel: My Blood Approves
Serie: My Blood Approves #1
Antal Sider: 286
Genre: Paranormal Romance
Forlag: Carlsen
Udgivet: 2013
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Det handler den om:
Som så mange andre teenagere dribler syttenårige Alice omkring og prøver at klare sig nogenlunde gennem highschool, mens hun halvhjertet fordriver tid med sin veninde, Jane, og med noget mere overbevisning tager sig af sin lillebror, Milo. Men hendes liv skifter fuldstændig kurs, da hun en aften møder den sjove og charmerende Jack. Alice forstår ikke helt, hvad det er ved Jack, som gør ham så tiltrækkende, og heller ikke hans besynderlige livsstil, men de bliver hurtigt venner. Og måske også lidt mere end det . I hvert fald indtil hun møder Jacks bror, Peter.

Et enkelt blik fra Peter er nok til at indfange Alice fuldstændig, og hun kan slet ikke tænke klart, når han er i nærheden. Og det til trods for, at han tydeligvis ikke kan fordrage hende eller ønsker hende i nærheden.

Alice er klar over, at Jack og Peter og deres familie ikke er som alle andre. Men præcis hvad der er med dem, er hun ikke klar over. Heller ikke hvor stor en rolle hun kommer til at spille for familiens fremtid – fanget som hun er mellem to brødre, der hver især gør krav på hende

Min mening:
Vildveje er faktisk en meget god bog, den minder dog helt vildt meget om Twilight. Men når det er sagt, så er den meget bedre end Twilight! (Ikke fordi der skal så meget til). Alice er ikke ligeså irriterende som Bella, og Jack er ikke lige så vattet som Edward. Men de andre bi-karakterer mindede mig lidt om dem fra Twilight, samt selve handlingen. Det fact at vampyrerne ikke har hugtænder men bare meget skarpe tænder – det skriger jo bare Twilight.

Alice er ret… uvidende synes ikke at være det rigtige ord. Men ja, jeg ved ikke lige hvordan jeg ellers skal beskrive det. Det er så tydeligt, hvad Jack og hans familie er, at det virkelig overrasker mig, at hun ikke kan gætte det, ud af alle de gæt som hun kommer med, specielt når hun ligefrem også gætter på varulve. Alice er slet ikke så irriterende som Bella, men som sagt er hun ret uvidende. Jeg synes også hun springer lidt for let ud i hele situationen. Hun accepterer lidt for nemt, hvad de er, og hvilke planer de har med hende. Altså havde det været mig, havde jeg ydet lidt mere modstand. Og at det ofte virker som om hun vælger Jack og Peter frem for sin egen lillebror kan jeg slet ikke forstå, slet ikke når man tænker på, hvor kort tid hun har kendt dem.
Det der står på bagsiden, at hun tager sig af sin lillebror, er helt forkert. Det er lillebroren der tager sig af hende, det er ham der vogter over hende når hun kommer sent hjem, ham der laver mad, ham der prædiker om at hun skal passe sin skole. Okay, så hun er altså en smule irriterende – men ikke helt på samme måde som Bella.
Milo, hendes lillebror, kan jeg tilgengæld rigtig godt lide, selvom vi ikke helt kommer ind under huden på ham.

Skrivestilen er nem og lader hurtigt en blive viklet ind i historien, og den er rigtig hurtig læst. Jeg vil da helt klart læse vide i serien. Ja den minder meget om Twilight, men den er virkelig meget bedre end Twilight, og denne serie kunne godt gå hen at blive min guilty-pleasure, selvom det dog ikke er en, hvor jeg sidder og craver den næste i serien her og nu.

Ursula K. Le Guin: A Wizard of Earthsea

77138Forfatter: Ursula K. Le Guin
Original titel: A Wizard of Earthsea
Serie: Earthsea Cycle #1
Antal Sider: 198
Genre: Fantasy
Forlag: Spectra
Udgivet: 1968
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Det handler den om:
Ged was the greatest sorcerer in all Earthsea,  but once he was called Sparrowhawk, a reckless  youth, hungry for power and knowledge, who tampered  with long-held secrets and loosed a terrible shadow  upon the world. This is the tale of his testing,  how he mastered the mighty words of power, tamed an  ancient dragon, and crossed death’s threshold to  restore the balance.

Min mening:
Jeg har haft denne bog liggende i virkelig lang tid. Som i virkelig mange år! Og jeg ved faktisk ikke, hvorfor jeg ikke har fået læst den før nu, specielt når jeg nu elsker fantasy og den heller ikke er speciel lang. Men jeg fik den da læst, og den overraskede mig. Jeg må ærlig indrømme, at den ikke var helt så god som jeg havde forventet, men den var absolut heller ikke ringe.
Ursula formår virkelig at bygge sin verden op, rigtig gennemført.

I starten brød jeg mig ikke om Ged, som i slet ikke. Han virkede som en forkælet møgunge der trængte til en ordentlig lærestreg. Og det fik han så sandelig også, og det hjalp da også, så han ikke længere var så uudholdelig. Han kom tilgengæld til at virke fjern. Jeg kunne ikke rigtig komme ind under huden på ham, og føle helt med ham, i alle de ting han blev udsat for.
Hans bedste ven Vetch er nok min yndlingskarakter, det er bare en skam at han ikke er mere med.

Selve bogen er rigtig god, og en god verden. Men der var et eller andet ved den, der gjorde at jeg ikke helt blev fanget af den, som man jo helst gerne skulle blive af bøger. Den var en smule tung at komme igennem, og det trækker desværre ned i karakter.
Ursula kan godt skrive, men hun er ikke en af de bedste forfattere jeg er stødt på. Man kan sige hun har sproget i sin hånd, men ikke nok til at tryllebinde mig.
Jeg ved endnu ikke om jeg vil læse videre i serien.

Jan-Philipp Sendker: At høre hjertet slå

17371473Forfatter: Jan-Philipp Sendker
Original titel: At høre hjertet slå
Serie:
Antal Sider: 298
Genre: Fiction, Romance
Forlag: Gads Forlag
Udgivet: 2013
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

“Denne bog er et anmelder eksemplar fra Saxo.com, men holdningerne er mine egne”

Det handler den om:
Julia Win er netop blevet færdig med sin juridiske embedseksamen, da hendes burmesiskfødte far forsvinder sporløst fra sit hjem i New York. Familien er dybt bekymret og har ingen anelse om, hvorfor han har forladt dem, eller hvor han befinder sig. Først nogle år senere finder Julia en mulig ledetråd: et ikke afsendt kærlighedsbrev til en burmesisk kvinde.
Julia beslutter sig for at opklare mysteriet om sin forsvundne far og hans fortid. Hun sætter sin karriere på hold og følger sporet til en lille landsby i Burma, hvor hun møder en mand, der tilsyneladende ved en masse om både hendes far og hende selv. I begyndelsen har hun svært ved at tro, at den romantiske skikkelse i den fremmedes beretninger er den samme som hendes følelsesmæssigt reserverede far, men snart går det op for hende, at hans hemmelighedsfulde fortid rummer en kærlighedshistorie, der overgår alt.

Min mening:
Det her er nok en af de bøger jeg længe har læst, hvor jeg har haft sværest ved at gøre op med mig selv, hvordan jeg havde det med den, og hvordan jeg skulle rate den.
Lad mig starte med skrivestilen. Den er ganske udmærket. Ikke den bedste jeg har oplevet, men heller ikke den værste. Nogle gange fik jeg lidt en staccato følelse. For dem der ikke lige ved hvad staccato er, er det et udtryk der bruges i musik, når tonerne skal adskilles tydeligt. Nogle af sætningerne var så korte og kontante, og der kom flere af dem i træk, at der ikke rigtig var noget flow i det hele. Udover det, så blev jeg heller ikke helt draget ind i historien. Om det skyldes skrivestilen eller genren skal jeg ikke kunne sige, eller måske begge to

Okay, en ting jeg havde meget svært ved at forholde mig til, er at den bliver beskrevet som årets største kærlighedshistorie. Og grunden til det er, det faktum at han forlod sin kone og to børn, ja jeg ved godt de er voksne, men det er det samme, for at drage til Burma. Han giver slet ikke sin familie besked, men forsvinder bare. Julia, hans datter, finder kun ud af hvad der sker, fordi hun rejser derned.
Jo det kan da godt være, at selve kærlighedshistorien mellem faren og den ukendte kvinde er sød, men jeg har virkelig svært ved at forholde mig til det, netop fordi han bare sådan forlader sin nuværende familie. Det gjorde mig virkelig harm, og jeg havde seriøst svært ved at se på gode øjne på faren, gennem hele historien.
Og så er der selve kærlighedshistorien mellem faren og den ukendte kvinde i Burma. For nogle vil den måske være rigtig sød. For mig var den for urealistisk, kvalm og bare for meget. Netop fordi det ikke er en fantasy bog, men skal forstille at være mere virkeligt, har jeg svært ved at forholde mig til det.

Slutningen var bedre end jeg havde forventet, må jeg indrømme. Men der var stadig ting, jeg havde det lidt svært med. Men det er lidt svært at forklare, uden at spoile slutningen.

Julie Kagawa: The Lost Prince

12614410Forfatter: Julie Kagawa
Original titel: The Lost Prince
Serie: The Iron Fey: Call of the Forgotten #1
Antal Sider: 377
Genre: Fantasy
Forlag: Harlequin Teen
Udgivet: 2012
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Det handler den om:
Don’t look at Them. Never let Them know you can see Them.

That is Ethan Chase’s unbreakable rule. Until the fey he avoids at all costs—including his reputation—begin to disappear, and Ethan is attacked. Now he must change the rules to protect his family. To save a girl he never thought he’d dare to fall for.

Ethan thought he had protected himself from his older sister’s world—the land of Faery. His previous time in the Iron Realm left him with nothing but fear and disgust for the world Meghan Chase has made her home, a land of myth and talking cats, of magic and seductive enemies. But when destiny comes for Ethan, there is no escape from a danger long, long forgotten.

Min mening:
Jeg har været ret glad for den foregående serie om Meghan. Denne gang er det hendes lillebror, Ethan, der er hovedpersonen. Nu er han dog ikke den 4 årige dreng vi mødte, da hans søster var hovedpersonen. Nu er han lige så gammel som Meghan.
Lad mig starte med coveret. Det følger en smule de andre fra den anden serie, men jeg er ikke helt så vild med det. Et eller andet med den model på billedet. Men det kunne have været værre.
Skrivestilen har jeg ikke noget nyt at sige om, den er stadig rigtig god.
Jeg er ikke særlig vild med Ethan. Der er lidt for mange løse ender med ham, som jeg har svært ved at sætte ord på. Han kunne godt gå hen og være lidt for irriterende til tider, og meget lidende. Han er ynkelig. Han bliver ved med at skubbe folk væk, fordi det er farligt at være tæt på ham, fordi han kan se feerne, og det er jo også fair nok, at han ikke vil have at de kommer noget til, menneskerne altså. Men hvad med hans familie? De er jo lige så udsatte som eventuelle venner og kærester kunne være. Og hvis han virkelig ikke vil have noget med den verden at gøre, hvorfor blander han sig så, når han ved han ikke burde? Dumt.
Så er der Kenzie, eller Mackenzie, som hun rigtigt hedder. Jeg kunne ikke rigtig se hendes rolle i hele bogen. Hvorfor var hun med? Det var som om, hun bare er puttet ind, fordi ellers ville der mangle en romance. Ej men helt ærligt, jeg forstår virkelig ikke hvorfor hun er med, udover for kærligheden :/
En anden negativ ting er, at der ikke er særlig meget Puck med. Jeg savner Puck! Han var dog lidt med. Og folks reaktioner på at Ethan var sammen med Keirran (Som vi hører om i novellen tidligere) giver også kun mening hvis man har læst den sidste novelle Irons Prophecy, og det synes jeg faktisk er meget fedt, at de bliver trukket lidt sammen.
Man kan i hvert fald ikke læse denne bog uden at have læst Iron Fey bøgerne først, og novellerne. Jeg var ikke helt så begejstret for denne historie i forhold til tidligere, men jeg fortryder ikke at jeg har læst den, og jeg skal da også læse videre, for at finde ud af, hvad der nu vil ske 🙂

Annette Curtis Klause: The Silver Kiss

6256729Forfatter: Annette Curtis Klause
Original titel: The Silver Kiss
Serie:
Antal Sider: 238
Genre: Paranormal
Forlag: Random House Childrens Books
Udgivet: 1990
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Det handler den om:
16-year-old Zoë’s life is falling apart; her beautiful mother is dying of bone cancer and her best friend, Lorraine, is drifting away. So when the mysterious and handsome Simon comes along with a more profound loneliness a tentative friendship is formed. But does Simon have serious problems, Zoë wonders when she finds him with blood on his face, or just plain crazy, when he claims to be a 300 year old vampire? And is he right about the identity of a serial killer who has been leaving his mark on her formerly quiet hometown? Soon, Simon is the only thing Zoë can hold on to when everything else is falling apart. But what will become of him, the half mad vampire, once he has avenged his mother’s death…Or if he fails?

Min mening:
I den udgave jeg har, er der to ekstra små noveller med, deres vurdering er taget med i selve romanen. Dette er efterhånden en bog med nogle år på bagen, der er udkommet lang tid før al hysteriet med Twilight.
Skrivestilen er meget anonym, hvis man kan sige det. Den hverken skuffede eller imponerede mig helt vild. Faktisk kan jeg ikke rigtig huske, hvad jeg synes om den, nu hvor jeg sidder og skriver anmeldelsen, derfor synes jeg at anonym er det mest passende ord. Så vidt jeg husker, passer den meget godt med selve romanen og historien – og ikke mindst målgruppen.

Zoë kan jeg faktisk godt lide, hun har det ikke nemt, og kæmper for at klare hverdagen uden forældre. Hendes mor er døende af kræft, og er indlagt på hospitalet. Hendes far tilbringer 90% af sin tid på hospitalet. Jeg udviklede en stor modvilje mod faren. Det var som om han glemte alt om sin datter, nu hvor hans kone er dødeligt syg. Jo det er da forfærdeligt, men han må da ikke glemme sin teenager datter, der får lov til at passe sig selv derhjemme, og selv går og kæmper med følelsen af at være ved at miste sin mor. Når han endelig er hjemme, er han meget fjern, og sover.
Det er ikke så tit, at Zoë får lov til at besøge sin mor, og når hun endelig gør, er det i meget korte perioder. Det er hun emget utilfreds med, og det kan jeg godt forstå. Hun prøver at forstå hvorfor hun ikke må se sin mor, og frygter hele tiden for et opkald der fortæller at hun er død. Det hele bliver dog en smule bedre i mod slutningen.
Simon ved jeg ikke rigtig om jeg kan lide. Jeg har lidt en modvilje mod vampyrer der har den der attitude: Åh det er så hårdt, jeg vil ikke, kan ikke, jeg vil dø. Jeg vil have bad-ass vampyrer der elsker hvad de er. Om de så forelsker sig i et menneske, gør mig egentlig ikke noget. Jeg gider bare ikke det der selvynk.

Noget andet der irriterede mig var, hvor hurtigt Zoë accepterer at han er vampyr. Ikke noget med ikke at tro på ham, han fortæller sin historie, og bider hende godt nok, men så var alt også i den fineste orden og hun var smask forelsket. Deres “forhold” gik lidt for hurtigt efter min mening, men det kan vel heller ikke være anderledes, når man tænker på hvor kort bogen er, 238 sider og så er det med de to noveller.

Josefine Ottesen: Dronningens Tåre

dronningens-taare_166901Forfatter: Josefine Ottesen
Original titel: Dronningens Tåre
Serie: Historien om Mira #2
Antal Sider: 332
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2007
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner: 

Læs også: Dæmonernes Hvisken (#1)

Det handler den om:
Mira er flygtet ud i det ufremkommelige delta, hvor flere og flere truwaer søger ly for ikke at blive sendt i minerne af landets nye magthavere. Her møder hun endnu en gang den gamle Zaddi Enøje, der opfordrer hende til at tage ansvar for den kraft, hun har arvet fra sin slægt. Mira bliver oplært som dæmonbetvinger, så hun kan beskytte sit folk og tage kampen op med de kræfter, som Gidaric, den nye Kundskabens Mester, slipper løs over Dakja. Men hvordan vælger man den rette vej for sig selv og andre, når livet står på spil. Og hvordan skal en ung pige tage kampen op mod en granvoksen troldmand?

Min mening:
Jeg blev desværre lidt skuffet over denne bog.
Lad mig starte med skrivestilen. Jeg er ikke specielt imponeret over den, sorry to say. Jeg ved godt at bøgerne er skrevet til et lidt yngre publikum end mig, men jeg synes sproget virker al for kunstigt. Det er som om forfatteren prøver lidt for ihærdigt, at gøre sproget flot og flydende, men i stedet falder det hele til jorden i stedet. Det er lidt ærgerligt. Jeg kunne godt lide sproget i den foregående, netop fordi det er dejlig let og flydende, og gør bogen nem at læse.
Dialogerne ved jeg slet ikke hvordan jeg skal beskrive, det ene ord der popper op i hovedet på mig er akavet.
Den sidste ting ved sproget, er nogle af de ord og beskrivelser som Josefine Ottesen bruger. Lad mig hive det mest iøjefaldende eksempel frem:

“(…) forsøgte hun at undgå blikkontakt med ham (…)”

Undskyld, men er blikkontakt overhovedet et ord? Så vidt jeg ved hedder det øjenkontakt. Jeg er i hvert fald aldrig stødt på ordet blikkontakt før. Der er også andre “ord” af samme slags gennem bogen, dog ikke så iøjefaldende. Det rev mig ud af min læsekoncentration, hvis man kan sige det, og det irriterer mig en del, og trækker derfor også lidt ned i bedømmelsen. Desværre.

En anden ting der irriterer mig er hovedpersonen, Mira. Hvor jeg elskede hende i Dæmonernes Hvisken, irriterer hun mig grufuldt her. Jeg vil ikke sige hader, så slemt er det ikke. Men jeg har flere gange måtte tage en dyb indånding inden jeg kunne læse videre. Det er med tanke på, at hun skulle være ældre i denne bog end før. I slutningen af bogen skulle hun være 17 år gammel, og det kan jeg overhovedet ikke føle. Hun virker så umoden og barnlig at det næsten gør ondt. Mere end hun gjorde i den anden bog, hvor hun endda var ældre. Jeg ved godt at hun har været ude for nogle slemme ting, og livet ikke er nemt, og der hviler et stort ansvar på hendes skuldre. Men helt ærligt, det er lige blevet skruet lidt for meget op. Desværre. Dog blev hun en lille bitte smule bedre hen mod slutningen.
Zaddi og Jachim er nok mine yndlingskarakterer, men ikke nogle jeg er helt overdreven vilde med. Mange af de andre er mere neutrale, hvilket ikke gør den helt store forskel.

Selve handlingen kunne jeg faktisk godt lide, sammen med hele universet, hvilket nok også er det der er med til at trække bogen op i karakter. Jeg kan godt lide det der middelalder-agtige univers, og selve handlingen er spændende, uden at blive kedelig. Der kunne dog godt have været en smule mere spænding i.
Der dukkede nogle spørgsmål op efterhånden som handlingen skred frem, som ikke blev besvaret, men der er jo en bog mere, og så håber jeg de bliver besvaret der.

Pernille Eybye: Kampbrødre

13635579Forfatter: Pernille Eybye
Original titel: Kampbrødre
Serie: Blodets Bånd #2
Antal Sider: 283
Genre: Paranormal
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Læs også: Blodsøstre (#1), Hyænelatter (#2)

Det handler den om:
Kassie er blevet skilt fra sine søstre og Leo,og er nu tvunget til at jage for Zan. Leo prøver at forlige sig med tanken om Kassies hemmelighed, og søger igen hjælp hos Liliana. Imens kæmper Viking for overlevelse i Archers kamparena. Kampbrødre er tredje bind i serien Blodets Bånd – en serie om kærlighed, mystik og mørke kræfter.

Min mening:
I denne bog bliver rigtig mange af de løse ender samlet, mange af de spørgsmål der blev stillet i blodsøstre og hyænelatter bliver besvaret. Dog ikke alle, og nogle enkelte nye bliver stillet.
Skrivestilen er stadig rigtig god, faktisk en anelse bedre. Jeg synes i hvert fald godt at jeg kan se en lille forbedring.

Jeg kan bedre lide Kassie i denne bog, måske fordi hun ikke fylder helt så meget som tidligere? Der var i hvert fald ikke så meget af den vibe med, at hun hader at være en vampyr.
Leo kan jeg rigtig godt lide, han er en sej og frisk ung fyr. Dog synes jeg han vænnede sig lige lovlig hurtigt til, at Kassie er en vampyr. Overgangen fra chok til accepteret er ikke særlig blød, og virker derfor en smule unaturlig, hvilket er lidt ærgerligt. Zan. Ja, ham har jeg jo ikke lagt skjul på at jeg godt kan lide i de andre bøger, at det var ham der var den mest spændende at læse om. Jeg kan stadig rigtig godt lide ham, han er en ond satan, og han fylder mere i denne bog. Dog på en anden måde, synes jeg. Jeg så gerne at vi fik lidt flere kapitler, hvor det er ham der fortæller, på samme måde som tidligere. Nu er det mere når vi ser ham fra Kassie’s synsvinkel.

Jeg har valgt at give denne bog en stjerne mindre end de andre, ikke fordi den er dårlig. Men jeg synes ikke den er lige så god. Jeg havde lidt svært ved at komme i gang med den, den var lidt tung. Jeg kan ikke helt sætte en finger på hvad det er der gør det. Men der er et eller andet der er anderledes eller noget der mangler.
Jeg glæder mig dog stadig til at læse videre i serien.

Camilla Wandahl: Den Magiske Storm

Forfatter: Camilla Wandahl
Original titel: Den Magiske Storm
Serie: Søstre på De Syv Have #2
Antal Sider: 58
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Læs også: Den sorte vinge (#1)

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Rosinante&Co. Men meningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Søstre på De syv Have er en ny, spændende eventyrserie om venskab, kærlighed, sørøvere og magi – af den populære forfatter til Veninder for Altid. Her er fuld fart på handlingen fra første side med appel til både piger og drenge. Magisk storm er andet bind i serien, der er planlagt til i alt seks bøger og gennemillustreret i farver af Jesper Ejsing

Vana opdager, at Maki skjuler noget, der kan bringe alle på skibet i stor fare.
Snart havner Den Gyldne Rose midt i en magisk storm. Og Vana er nødt til at finde ud af, hvad det er, Maki holder hemmeligt. Også selv om det betyder, at hun må stjæle…

Min mening:
2’eren fortsætter hvor 1’eren slap, og er igen alt for kort. Den er god, og har lige så meget potentiale som den forrige, men Wandahl kan simpelthen ikke få det frem på så få sider.
Sproget ændre sig ikke, og der mangler nogle beskrivelser.
Jeg kan ret godt lide Vana, selvom hun stadig virker som en ret ung 15 årig pige.
Jeg ved faktisk ikke, om jeg synes at denne er bedre end den forrige. Jeg kan ret godt lide Maki, og troldmanden som vi ser senere i bogen. Jeg glæder mig i hvert fald til at se, hvad der kommer til at ske i de næste bind.

Camilla Wandahl: Den Sorte Vinge

Forfatter: Camilla Wandahl
Original titel: Den Sorte Vinge
Serie: Søstre på De Syv Have #1
Antal Sider: 64
Genre: Fantasy
Forlag: Høst & Søn
Udgivet: 2012
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Rosinante&Co. Men meningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Søstre på De syv Have er en ny, spændende og letlæst eventyrserie om sørøvere og magi, venskab og kærlighed – af den populære forfatter til Veninder for Altid. Her er fuld fart på handlingen fra første side med appel til både piger og drenge. Den Sorte Vinge er første bind i serien, der er gennemillustreret i farver af Jesper Ejsing.

Vana har et nemt liv med smukke kjoler, dans og veninder. Men da hun ved en fejl bliver kidnappet om bord på sørøverskibet, Den Gyldne Rose, starter et eventyr, den forkælede pige aldrig kunne have forestillet sig.
Vana møder pigen Sam, der ligner hende på en prik, og hun bliver venner med Kaptajn Maki. Men alt er ikke, hvad det giver sig ud for at være på havet, og snart må Vana kæmpe mod sørøverne fra Den Sorte Vinge.

Min mening:
Den Sorte Vinge er utrolig nem at læse, men det gør den nødvendigvis ikke dårlig. Den har ret meget potentiale synes jeg, det kommer bare ikke rigtig frem på bogens 64 sider. Det går hurtigt, og man keder sig i hvert fald ikke. Sproget er også dejlig nemt og lige ud af landevejen.
Vana… man lærer hende ikke rigtig at kende på så kort tid, men jeg synes hun virker lidt umoden, hun virker i hvert fald ikke som en 15 årig.
Bogen er også udstyret med mange illustrationer, hvilket jeg faktisk godt kan lide. Det er nogle flotte tegninger, der også passer meget godt med de billeder jeg fik, da jeg læste historien. Og så har jeg altid været fascineret af sørøver og pirater. Altså ikke de somaliske pirater vi har i dag, men de gode gamle pirater, lidt al a Pirates of the Caribbean. Og det synes jeg denne bog kom lidt ind på, hvilket kun er et plus.
Men som sagt, så har historien rigtig meget potentiale, jeg ville bare ønske, at den havde været lidt længere. Jeg er nok også lidt uden for den aldersgruppe som bogen henvender sig til, men man kan sagtens læse den alligevel, hvis man har brug for en dejlig nem fantasy bog.