Category: 2 stars

F. Scott Fitzgerald: The Great Gatsby

4671Forfatter: F. Scott Fitzgerald
Original titel: The Great Gatsby
Serie:
Antal Sider: 180
Genre: Classic
Forlag:
Udgivet: 1925
Sprog: Engelsk
Kilde: Kindle
Stjerner:

Det handler den om:
A portrait of the Jazz Age in all of its decadence and excess, The Great Gatsby captured the spirit of the author’s generation and earned itself a permanent place in American mythology. Self-made, self-invented millionaire Jay Gatsby embodies some of Fitzgerald’s–and his country’s–most abiding obsessions: money, ambition, greed, and the promise of new beginnings. “Gatsby believed in the green light, the orgiastic future that year by year recedes before us. It eluded us then, but that’s no matter–tomorrow we will run faster, stretch out our arms farther…. And one fine morning–“Gatsby’s rise to glory and eventual fall from grace becomes a kind of cautionary tale about the American Dream.

It’s also a love story, of sorts, the narrative of Gatsby’s quixotic passion for Daisy Buchanan. The pair meet five years before the novel begins, when Daisy is a legendary young Louisville beauty and Gatsby an impoverished officer. They fall in love, but while Gatsby serves overseas, Daisy marries the brutal, bullying, but extremely rich Tom Buchanan. After the war, Gatsby devotes himself blindly to the pursuit of wealth by whatever means–and to the pursuit of Daisy, which amounts to the same thing. “Her voice is full of money,” Gatsby says admiringly. His millions made, Gatsby buys a mansion across Long Island Sound from Daisy’s patrician East Egg address, throws lavish parties, and waits for her to appear. When she does, events unfold with detached, cynical neighbor Nick Carraway acting as chorus throughout.

Min mening:
Man kan ikke komme uden om at dette er en klassiker, en som de fleste har læst. Egentlig havde jeg aldrig planer om at læse den selv, fordi jeg synes ikke den lød ret spændende. Jeg skulle så bruge den i forbindelse med universitet og en eksamen, og så var jeg jo nød til at læse den. Jeg fik bekræftet at den ikke lige var noget for mig.

Egentlig er det ikke fordi den var dårlig, jeg kan sagtens forstå hvorfor så mange er vilde med den. Jeg synes bare den var ufattelig kedelig. Den var super kort men også virkelig langtrukken. Flere gange måtte jeg læse den samme sætning igen, fordi jeg faldt i søvn. Skrivestilen er egentlig ganske udmærket, men der skete stort set ikke noget, og når der endelig gjorde, var jeg ret ligeglad.

Nick Carraway er ret dobbeltmoralsk, når man ser på hele bogen. Gatsby er naiv. Jeg forstår ikke ideen i at skabe sig en hel ny identitet for at vinde en anden person, hvis de var vilde med en før, er det jo ikke den samme person. Tom og Daisy Buchanan brød jeg mig ikke særlig meget om. Jordan Baker var en af de få personer jeg godt kunne lide.

Det eneste der forhindre bogen i kun at få én enkel stjerne er at Fitzgerald tager fat i nogle gode emner, såsom den Amerikanske Drøm, penge, kærlighed og the upper class. Jeg fortryder ikke at jeg har læst bogen, for det er meget rart at vide hvad folk snakker om, men det er ikke en jeg kommer til at genlæse igen.

Lee Nichols: Overgivelse

18107808Forfatter: Lee Nichols
Original titel: Surrender
Serie: Haunting Emma #3
Antal Sider: 287
Genre: Paranormal
Forlag: Tellerup
Udgivet: 2013
Sprog: Dansk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Læs også: Hjemsøgt (#1), Forræderi (#2)

Det handler den om:
Emma samler al sin kraft af vrede og frustrationer og sender en strøm af ord ind i Det Hinsides: Jeg skal nok finde dig, Neos. Og så kommer du til at betale. Men er Emma stærk nok, for hendes team er ved at gå i opløsning, og Bennett er så påvirket af asarum at han slet ikke er som han plejer at være …

Min mening:
Denne serie har virkelig korte beskrivelser, hvilket egentlig er lidt ærgerligt, fordi det giver ikke en lyst til at læse serien. Tilgengæld er de danske covers meget pænere end de originale! 2’eren var jeg ikke lige så vild med som den første, så jeg var ret spændt på hvordan jeg ville have det med denne. Jeg blev dog en smule skuffet, desværre.

Emma ændre sig ikke rigtig, hvis hun gør har jeg i hvert fald ikke opdaget noget. Bennett er ikke blevet bedre, tværtimod. Derfor er jeg stadig ikke vild med deres kærlighed. Så vidt jeg husker, bruger Emma et udtryk om at det er sand og ægte kærlighed der vil vare for evigt, da hun snakker sammen med Natalie mener jeg (Jeg skrev det ikke ned, men noget i den dur) Det gjorde mig en anelse sur og tvær. Jeg føler ikke deres kærlighed er oprigtig eller længerevarende, men netop er den teenage-forelskelse som Emma påstår det ikke er.

Emma’s forældre er nogle af de værste fiktive forældre jeg er stødt på, og de bliver absolut ikke bedre gennem historien, selvom forfatteren vidst forsøger at få dem til at virke bedre. Jeg kunne næsten skrive en hel roman om hvad der er galt med dem, og hvorfor jeg hader dem.

Celeste, Anatole og Libertineren er dem der trækker historien op, jeg kan virkelig godt lide dem, og ville ønske at de havde fyldt en anelse mere i historien.

Handlingen var kedelig for at sige det ligeud. Det var først ved slutningen at der begyndte at ske lidt, og da der endelig kom lidt fart over feltet sluttede bogen. Slutningen, som der er bygget op til gennem alle tre bøger, var virkelig plat og overfladisk. Forfatteren har brugt mere tid og energi på kærligheden mellem Emma og Bennett (og andre) end det store episke opgør til sidst. Det er virkelig ærgerligt. Det er ikke en serie jeg kommer til at genlæse, for den sidste bog ødelagde det virkelig for mig.

Amelia Atwater-Rhodes: Snakecharm

30330Forfatter: Amelia Atwater-Rhodes
Original titel: Snakecharm
Serie: The Kiesha’ra #2
Antal Sider: 176
Genre: Fantasy
Forlag: Delacorte Books
Udgivet: 2004
Sprog: Engelsk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Læs også: Hawksong (#1)

Det handler den om:
Zane Cobriana, cobra shapeshifter, thanks the gods every day for Danica, his hawk pair bond, and the peace their union has brought to the avian and serpiente. Soon, Danica will have a child to carry on their royal line. But what should be a happy time is riddled with doubt.
Syfka, an ancient falcon, has arrived from Ahnmik claiming that one of her people is hidden in their midst. The falcons are more powerful than the avians and serpiente combined, and Syfka shows nothing but contempt for Zane and Danica’s alliance. To Zane’s horror, his own people seem just as appalled as Syfka is by the thought of a mixed-blood child becoming heir to the throne.
Is Syfka’s lost falcon just a ruse to stir up controversy among them? The truth lies somewhere in their tangled pasts and the search will redefine Zane and Danica’s fragile future.

Min mening:
Jeg kunne virkelig godt lide den forrige bog, Hawksong. Denne bog skuffede virkelig meget, så meget at jeg faktisk endte med at skimme en del af den. Der var dog stadig enkelte ting jeg godt kunne lide, der gav den en ekstra stjerne, så den ikke endte på en enkel stjerne.

Fortælleren er Zane, som jeg godt kunne lide i den første bog, men han har mistet sin kant her i denne bog, hvilket er smadder ærgerligt, for det var den kant der gjorde ham speciel. Danica var bare blevet ligegyldig. Personerne havde altså ændret sig ret meget, og det var ikke til det bedre.

Selve handlingen var jeg heller ikke vild med. Bogen er virkelig kort med kun 176 sider, og det var for kort i forhold til hvad forfatteren gerne ville. Der var ligesom to sideløbende plots. 1) Danica’s graviditet og 2) Syfka og falkene. Der var slet ikke plads nok til begge, og det hele endte med at blive ligegyldigt. Selve skrivestilen kunne jeg godt lide, den har jeg altid godt kunne lide, men den er også det eneste der redder bogen fra 1 stjerne.

Jeg er ret skuffet over denne bog, den var simpelthen bare så ligegyldig, og slet ikke særlig spændende. Jeg har de to næste bøger, men jeg tvivler stærkt på, om jeg nogensinde får dem læst. Indtil videre har jeg i hvert fald ikke lyst. Jeg kan dog stadig godt lide hendes vampyr bøger, og jeg vil også gerne læse hendes nye serie, men denne bliver nok droppet. Desværre.

Milda Harris: Doppelganger

15778249Forfatter: Milda Harris
Original titel: Doppelganger
Serie: The Doppelgangers #1
Antal Sider: 146
Genre: Fantasy
Forlag:
Udgivet: 2012
Sprog: Engelsk
Kilde: Netgalley
Stjerner:
Køb bogen: Bookdepository

Det handler den om:
Citrus Leahy is having a really bad day. First she’s late to school. Then she runs into the girl who drives her nuts because she always calls her Orange instead of her name. To cap it all off, when Citrus finally makes it to class, she sees herself already inside. Wait. What? Citrus Leahy has a doppelganger! It’s probably aliens taking over the world and her life has just turned totally upside down. Goodbye, normal. Hello, paranormal! Luckily, her crush Aedan has the exact same problem!

Min mening:
Jeg havde virkelig glædet mig til denne bog, synes det virkede rigtig spændende, og creepy, med de dobbeltgængere, men desværre blev jeg slemt skuffet. Selve historien er egentlig god, men det var specielt hovedpersonen der ødelagde det hele for mig.

For det første, hovedpersonens navn? Citrus? Det er lige en anelse for specielt for mig. Jeg har intet imod specielle navne, men det her er en tand for underligt. Derudover er Citrus virkelig irriterende og dum. For eksempel, nævnte hun utallige gange i starten: “I was the good kid.” Jeg kunne ikke holde styr på hvor mange gange hun nævnte det, og det var virkelig irriterende. Jeg havde fattet det den første og også den anden gang. Og så var der hendes “distraktion”. Altså, onde dobbeltgængere er langsomt ved at overtage verdenen, hun er på flugt og har ingen ide om hvad der foregår, så var hendes fokus på Aedan, om hvor lækker han var og hvad han tænkte om hende og så videre. 90% af tiden bekymrede hun sig mere om det end dobbeltgængerne. Jeg havde lyst til at slå hende, for det er da virkelig så urealistisk som det kan være. Hun nævner det også selv, og har den perfekte undskyldning: “I hated being a romantic sometimes. It made your brain go on overdrive even when you had bigger things to think about.” Ej men helt ærligt. Jeg kan slet ikke forholde mig til det her. Hun var mere bekymret for hvad Aedan tænkte, hvordan hun så ud og sådan, end hvad der ville ske med hende, hendes familie og venner.

En anden ting der irriterede mig ret meget var Melissa, eller mere Citrus’ og Melissa’s sammenspil. Citrus hader virkelig Melissa. Melissa bliver udstillet som den ondeste pige nogensinde, og den største mobber. Kun på grund af én ting: hun kalder Citrus for Orange. Helt ærligt, det er da virkelig dumt. Melissa er den ondeste på jorden fordi hun kalder Citrus for Orange, ja da. Det ville ikke have været mere realistisk, hvis der havde været en lidt mere legitim grund. Nej pjat. Da vi kommer lidt længere ind i bogen, vender Citrus fuldstændig, og nu er Melissa pludselig ikke ond mere. Dette sker da Aedan og Citrus prøver at redde hende. Citrus har lige fortalt Melissa om dobbeltgængerne, og Melissa flipper ud, hvilket er naturligt nok, men Melissa siger noget med at hun troede de var venner (Citrus og Melissa), hvilket jeg studsede lidt over. Men jeg studsede endnu mere over Citrus’ reaktion: “Or, well, I guess we had been semi-friends a long time considering what she said, I just hadn’t realized it.” Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det gør jeg virkelig ikke.

Selve skrivestilen var okay, til tider føltes den påtvungen og akavet. Specielt dialogerne. Det der egentlig holdt mig kørende, var selve ideen med dobbeltgængerne, jeg var virkelig nysgerrig på hvad det hele var. Jeg troede det var en enkeltstående bog, ved ikke lige hvor jeg havde den ide fra, men det er det ikke. Jeg ved ærlig talt ikke om jeg magter at læse fortsættelsen, selvom jeg virkelig gerne vil have mine svar.

Rick Yancey: The Infinite Sea

16131534Forfatter: Rick Yancey
Original titel: The Infinite Sea
Serie: The Fifth Wave #2
Antal Sider: 336
Genre: Dystopia
Forlag: Penguin Books
Udgivet: 2014
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner:
Køb bogen:
Bookdepository

Læs også: The 5th Wave (#1)

Det handler den om:
For Cassie Sullivan and the rest of Earth’s remaining human survivors, the situation was already desperate when the 5th Wave hit. It’s about to get worse.

No one yet knows the depths to which Earth’s conquerors—the Others—will sink in order to rid the Earth of the human infestation, nor have they guessed the heights to which the human spirit can reach. Characters introduced in Book One will come to the fore—and others will face the ultimate test.

Min mening:
Jeg havde virkelig glædet mig til at læse denne. Jeg havde endda forudbestilt den, for jeg elskede virkelig the 5th Wave. Da jeg modtog bogen, var noget af det første jeg opdagede at den var meget mindre end the 5th Wave, eller det synes jeg i hvert fald. Jeg gik dog i gang med den alligevel. Efter en uges tid, tog jeg dog en pause, og læste noget andet. Da jeg tog den op igen, nåede jeg kun at læse 20 sider mere inden jeg måtte opgive. Så ja, jeg har ikke læst hele bogen. Jeg mangler omkring 80 sider. Men jeg kunne ikke mere, det kan være jeg giver den et forsøg en anden god gang, når jeg føler for det, eller når den sidste udkommer, hvis den får bedre anmeldelser. For nøj hvor var denne dog kedelig. Den dræbte langsomt min læselyst.

Jeg kan stadig godt lide Cassie, jeg synes bare ikke vi følger hende ret meget her. En af de ting der irriterer mig en smule er at bogen skifter fortæller ret ofte. Og det er ikke på samme måde endda, for når Cassie fortæller er det jeg fortæller, ligesom i den første bog, og 3 person når det er de andre. I the Infinite Sea er det næsten det samme, dog er det også 1 person når Ringer fortæller, og det forvirrede mig så meget. Derudover bryder jeg mig ikke særlig meget om Ringer. Jeg kan ikke sige hvorfor, men hun irriterer mig virkelig meget. Evan og Ben er lidt neutrale synes jeg. Jeg kom i hvert fald ikke til at synes hverken godt eller dårligt om dem, de var der sådan bare.

Mit andet problem med bogen er handlingen. Der sker ikke en skid. Som i overhovedet ikke. Det er så kedeligt at det næsten gør ondt. Jeg skulle kæmpe mig igennem, og jeg tror det har taget mig ca. to uger at læse ca. 200 sider. Det er virkelig langsomt for mig. Derfor valgte jeg at stoppe og putte bogen tilbage på hylden. Det ærgre mig så meget, for jeg havde virkelig glædet mig til denne. Jeg tror ikke jeg skal læse den sidste. Det kommer nok lidt an på anmeldelserne, og så om jeg kan få læst denne færdig en eller anden skønne dag!

Abigail Gibbs: Dinner with a Vampire

15998621Forfatter: Abigail Gibbs
Original titel: Dinner with a Vampire
Serie: The Dark Heroine #1
Antal Sider: 549
Genre: Paranormal
Forlag: Harper Voyage
Udgivet: 2012
Sprog: Engelsk
Kilde: Paperback
Stjerner:

Det handler den om:
The sexiest romance you’ll read this year…

One moment can change your life forever…

For Violet Lee, a chance encounter on a darkened street draws her into a world beyond her wildest imaginings, a timeless place of vast elegance and immeasurable wealth – of beautiful mansions and lavish parties – where a decadent group of friends live for pleasure alone. A place from which there is no escape…no matter how hard Violet tries.

Yet all the riches in the world can’t mask the darkness that lies beneath the gilded surface, embodied in the charismatic but dangerous Kaspar Varn.

Violet and Kaspar surrender to a passion that transcends their separate worlds – but it’s a passion that comes at a price…

Min mening:
Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte. Jeg købte denne bog brugt, fordi jeg ikke var sikker på hvad jeg ville synes om den. Jeg forventede at blive godt underholdt. Det blev jeg ikke. Bogen startede egentlig fint nok ud, men den blev bare værre og værre. Selve handlingen har jeg ikke noget problem med, men skrivestilen og personerne er bare noget hø.

Lad os starte med det gode: handlingen. Som sagt havde jeg ikke noget problem med den, men den blev ødelagt af skrivestilen. Jeg kunne godt lide vampyrerne og deres historie og hierarki, det var godt lavet, og hele ideen med the dark heroines var også ret godt. Selve plottet var ret forudsigeligt, og tilføjede ikke noget nyt til genren, men det var nu meget underholdende alligevel, og der var ikke nogle kedelige passager.

Skrivestilen… jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige om den. For det første kunne den ikke rigtig fange mig. Derudover var der mange unaturlige hop. Jeg ved ikke lige hvordan jeg skal beskrive det ordentligt, men forfatteren sprang utrolig meget i handlingen, og det virkede ikke sammenhængende. For eksempel skal de alle pludselig til London, og det kommer ud af det blå og giver ingen mening overhovedet.
Derudover fandt jeg utrolig mange fejl i bogen, enten grammatiske fejl hvor der bliver byttet rundt på “they’re” og “there”. Og så nogle gange bliver der brugt forkerte ord. Jeg har ikke noget imod en enkelt fejl her og der, men når der kommer så mange at jeg virkelig bider mærke i det, er der altså noget galt. Der var alt alt for mange.

Personerne. Der er så meget forkert her at jeg virkelig krummer tæer. Violet er den mest ignorante og irriterende lille møgunge. Der er ingen af hendes handlinger eller tanker der giver mening. Hun accepterer forskellige ret voldsomme situationer alt for hurtigt og nemt, som om: nå ja, jeg er bare en lille dum uvidende tøs. Og så er der hendes vegetarisme. Jeg har siden fundet ud af at forfatteren også er vegetar, hvilket giver meget god mening. Jeg har absolut intet imod vegetarer, og jeg har heller intet imod at hovedpersonen er det, men jeg bryder mig ikke om at hovedpersonen prøver at prakke andre det på. Hun prøver at ændre Kaspar og de andre. Man skal ikke prøve at prakke andre ting på, lige meget hvad det drejer sig om.

Lad os så snakke lidt om Kaspar og de andre vampyrer. Jeg kan slet ikke forholde mig til at de skal forestille at være flere hundrede år gamle, hvis ikke flere hundrede tusinder, men alligevel opfører sig som forkælede 15-årige teenagere. Kaspar er helt utrolig barnlig, så meget at hans 4-årige lillesøster virker mere voksen end ham. Jeg mindes speciel en scene med Violet, hvor de kysser ret heftigt, og så pludselig stopper han for at kilde hende og hun skriger af grin… hvorfor? Det er jo bare så kikset og barnligt, og ikke hvad jeg forventer af en 200 år gammel vampyr. De andre vampyrer er ikke meget bedre, tager for drastiske beslutninger og dømmer før de kender hele historien og er generelt bare utrolig barnlige.

Bogen slutter med en ret stor cliff-hanger, faktisk hvor den var ved at blive ret spændende. Men jeg gider ikke engang læse den næste bog…

Shirley Jackson: The Haunting of Hill House

22010728Forfatter: Shirley Jackson
Original titel:
The Haunting of Hill Hause
Serie:
Antal Sider:
260
Genre:
Horror
Forlag: Penguin Classic
Udgivet: 1959
Sprog: Engelsk
Kilde: Kindle
Stjerner:

Det handler den om:
The classic supernatural thriller by an author who helped define the genre. First published in 1959, Shirley Jackson’s The Haunting of Hill House has been hailed as a perfect work of unnerving terror. It is the story of four seekers who arrive at a notoriously unfriendly pile called Hill House: Dr. Montague, an occult scholar looking for solid evidence of a “haunting;’ Theodora, his lighthearted assistant; Eleanor, a friendless, fragile young woman well acquainted with poltergeists; and Luke, the future heir of Hill House. At first, their stay seems destined to be merely a spooky encounter with inexplicable phenomena. But Hill House is gathering its powers—and soon it will choose one of them to make its own.

Min mening:
En af de få gange hvor jeg har set filmen før jeg har læst bogen. Faktisk vidste jeg ikke engang at det var en bog. Jeg er ret glad for filmen, den er spændende og tilpas uhyggelig. Desværre kan jeg ikke sige det samme om bogen.

Jackson’s skrivestil er ikke lige min kop te. Den er ikke som sådan dårlig, bare ret kedelig og ligegyldig. Jeg synes ikke rigtig at der skete noget gennem det meste af romanen, jeg blev i hvert fald ikke skræmt. Jeg er ikke nem at skræmme når det kommer til gyser genren, men for det meste grinte jeg mig igennem bogen.

Personerne er meget akavede. Eleanor er ynkelig og modsiger sig selv flere gange, det skal forstille at hun ikke har haft en nem barndom, og det har hun sikkert heller ikke, men det blev simpelthen så akavet, og specielt dialogerne mellem de andre personer. Theodora var til at grine af. Hun virkede så kunstig, og sammen med Eleanor virkede hun som et lille barn. Luke var ikke meget bedre. Der var ingen af personerne jeg brød mig særlig meget om.

Fremover tror jeg, i dette tilfælde, at jeg holder mig til filmen, og synes at filmen er meget bedre end bogen. Hvor underligt det end er. Hvis det ikke var fordi jeg skulle læse den til universitet, havde jeg nok opgivet den halvvejs inde. I stedet skimmede jeg bare resten.

William Todd Rose: Apocalyptic Organ Grinder

19366795Forfatter: William Todd Rose
Original titel: Apocalyptic Organ Grinder
Serie:
Antal Sider: 86
Genre: Dystopia
Forlag: Harpercollins
Udgivet: 2011
Sprog: Engelsk
Kilde: Kindle, Netgalley
Stjerner:

Det handler den om:
William Todd Rose reinvents the zombie story with a thrilling novella of a post-apocalyptic America where saviors are heroes . . . and heroes are killers.

A fatal virus—a biowarfare experiment unleashed on an unsuspecting world—has reduced the once-mighty United States to a smattering of tribes dueling for survival in the lawless wilderness. The disease-free folk known as Settlers barricade themselves in small villages, determined to keep out the highly contagious Spewers—infected humans who cannot die from the virus but spread the seeds of death from the festering blisters that cover their bodies.

Tanner Kline is a trained Sweeper, sworn to exterminate Spewers roaming the no-man’s-land surrounding his frightened community. As all Settlers do, Tanner dismisses them as little more than savages—until he meets his match in Spewer protector Lila. But when hunter and hunted clash, their bloody tango ignites a firestorm of fear and hatred. Now, no one is safe from the juggernaut of terror that rages unchecked, and the fate of humanity hangs on questions with no answers: Who’s right, who’s wrong . . . and who’s going to care if everyone’s dead?

Min mening:
Dette er en ret kort historie, og det kan man virkelig mærke i dette tilfælde. Det var som om forfatteren ville alt for meget, han proppede alt for mange informationer ind på få sider. Historien var slet ikke kedelig, for der skete noget hele tiden. Der kørte nærmest to sideløbende historier, en fortalt i nutiden og så der fortalte om fortiden, hvordan verdenen var blevet som den var, og det fungerede slet ikke. Selvfølgelig var det meget rart at få af vide hvad der var sket, men det blev for forvirrende til sidst.

Derudover gik det så hurtigt, at man ikke nåede at få et forhold til nogle af karaktererne, de var meget overfladiske, og jeg var ret ligeglad med hvad der skete med dem. Derudover var historien der foregik i nutiden fortalt fra to synsvinkler, hvilket heller ikke fungerede. Forfatteren skulle have valgt at skrive den som en hel roman, så havde det hele fungeret meget bedre.

Selve historien var okay, men slet ikke hvad jeg havde forventet. Jeg havde forventet noget Ala zombier eller klamme monstre, men det var ikke hvad man fik, og jeg må indrømme at jeg er en smule skuffet. Øv.

Veronica Roth: Fornyeren

21399905Forfatter: Veronica Roth
Original titel: Allegiant
Serie: Divergent #3
Antal Sider: 456
Genre: Dystopisk
Forlag: Alvilda
Udgivet: 2014
Sprog: Dansk
Kilde: Hardcover
Stjerner:

Læs også: Afvigeren (#1), Oprøreren (#2)

“Bogen er et anmelder eksemplar fra Alvilda, men holdningerne er helt mine egne”

Det handler den om:
Hvad er sandheden værd? Kan man overhovedet sætte en pris på den? Tris og Four finder ud af, at hele deres liv og virkelighed har været baseret på en løgn.

Deres verden er vendt på hovedet, og de må begge gøre op med sig selv, om de har troen på, at den kan rettes igen. Og ikke mindst om det vil være prisen værd.

Min mening:
Jeg havde et ret stort problem da jeg startede på denne bog, jeg kunne overhovedet ikke huske den foregående bog, ikke engang da jeg læste min egen anmeldelse af den eller referater, og jeg gad ikke genlæse den. Jeg kunne dog godt følge med i den efter nogle kapitler. Mit andet problem var at jeg var blevet spoilet, så jeg kendte slutningen. Helt ærlig, det var bare så ærgerligt, og det ødelagde virkelig bogen for mig.

En stor forskel på denne bog og de to forrige er fortæller stilen. Før har vi kun fået det fortalt fra Tris’ synsvinkel, denne gang skifter vi mellem Tris og Four, og det fungerer bare slet ikke. For det første bryder jeg mig ikke om at der bliver lavet om på en fortæller måde midt i en serie eller i slutningen, det skal være det samme hele vejen igennem. Jeg er heller ikke så glad for skiftende fortæller stile, medmindre de bliver udført perfekt, og det er altså bare få forfattere der kan finde ud af det. Roth kan desværre ikke finde ud af det. Jeg kunne ikke skelne mellem Tris og Four, og det var ikke altid jeg lige så i starten af kapitlet hvem fortælleren var, ellers havde jeg glemt det, og kunne blive lidt forvirret. Øv. Jeg kan selvfølgelig godt se, hvorfor Roth har gjort det, men hun burde have gjort det fra den første bog og været bedre til at skabe to forskellige fortællere og ikke bare den samme.

Selve handlingen var okay, jeg kedede mig dog igennem det meste af første halvdel af bogen, og havde svært ved at tage mig sammen til at læse den fordi ja, den var kedelig. Der kom dog endelig lidt gang i tingene, men selv det blev ødelagt over at jeg allerede kendte slutningen, det tager ligesom lidt af det sjove fra det. Det er selvfølgelig ikke forfatterens skyld, men ja, det ødelagde stadig oplevelsen for mig. Jeg ved ikke om jeg ville have nydt bogen hvis jeg ikke havde kendt slutningen, men generelt synes jeg det var en lidt svag bog desværre.

Jeg er glad for at jeg har fået læst slutningen på serien, men den første bog vil altid være min favorit og nok den eneste jeg kommer til at genlæse. Overordnet synes jeg kvaliteten af trilogien er dalet, 1’eren var helt vildt god, 2’eren var sådan middelmådig og 3’eren var ikke lige min kop the.

Annie Nichols: No Refuge

20892398Forfatter: Annie Nichols
Original titel: No refuge
Serie:
Antal Sider: 93
Genre: Science Fiction
Forlag: Lyrical Press
Udgivet: 2014
Sprog: Engelsk
Kilde: Kindle
Stjerner:

Det handler den om:
Hunted to near extinction by an alien race called the Ko, my people have run from Earth and drifted so far among the stars we can’t remember the way back. We live everywhere, but call nowhere home. The Ko want us erased from existence and memory. They don’t even want our DNA in the space dust. Humans disguise themselves as other alien species and hide in plain sight. It’s the only way we can survive.

I believe in the myth of Earth. I’ve even discovered a bona fide book written in the dead language of my people. My man, Brody, dreams of a secret human colony. He’s searched for years, hunting any rumor we’ve run across, and finally he’s made contact. Usually, he’s the one grounding me to station and keeping my head out of the atmosphere. Time for me to return the favor…that is, if I can ditch the Ko who’ve discovered me, thanks to my incessant artifact-hunting. If we don’t make our rendezvous, and the Ko don’t kill me, Brody just might…

CONTENT WARNING: Aliens, cargo ships, and a fast paced race against all odds

Min mening:
Dette er en meget kort historie, kun ca. 94 sider, og det kan virkelig mærkes på historien. Vi bliver kastet ud i handlingen, som starter stort set fra side et, og der er ikke rigtig nogle stille og kedelige øjeblikke. Det er der egentlig ikke noget dårligt ved, dog er der ret mange huller i historien synes jeg. Vi får ikke rigtig forklaret nogle ting. Menneskeheden er stort set udryddet, men hvorfor? Jo pga. de ondskabsfulde Ko, og vi får da også hintet lidt om hvorfor de gør det. Men hvordan startede det? Hvordan er det lykkedes menneskeheden at gemme sig blandt andre Aliens? Det er bare nogle af de spørgsmål jeg fik under læsningen.

Derudover er der ikke rigtig nogle af personerne jeg bryder mig særligt meget om. Specielt vores hovedperson Lucille samt Brody er irriterende. Og en ting der virkelig gik mig på var den måde Lucy omtalte Brody på, hendes kæreste, hun brugte hele tiden “My man” eller “My Brody”, og det irriterede mig grænseløst. Hvorfor ikke bare skrive Brody? Eller hvis det i det mindste kun skete en gang eller to ville det ikke generer mig helt så meget, men det skete hver eneste gang hun omtalte ham, og det gjorde hun tit, for han var åh så perfekt.

Der er generelt rigtig mange ting der irriterer mig ved denne, og specielt nogle ting ved slutningen, som jeg dog ikke kan snakke om uden at spoile den, og det vil jeg ikke. Selvom der var mange irriterende ting ved historien var den nu stadig ganske underholdende, og skrivestilen var ikke forfærdelig, og så var den kort og nem at komme igennem.