Category: Review

Stephanie Garber: Caraval

Forfatter: Stephanie Garber | Original titel: Caraval | Serie: Caraval #1 | Antal Sider: 413
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Turbine

Caraval har stået på min tbr liste lige siden den udkom. Coveret er fantastisk, og den lyder spændende. Alligevel gik der lang tid inden jeg rent faktisk læste den, først da Turbine spurgte om jeg ville anmelde den. Jeg har fået den engelske udgave i en tidligere fairyloot boks, men nu fik jeg den danske udgave, med det smukke amerikanske cover. Grunden til at jeg ikke har fået den læst er hypen. Den har fået utrolig meget hype og jeg var simpelthen bange for, at den ikke ville kunne leve op til mine forventninger. Men jeg behøvede ikke være nervøs.

I starten lå bogen og svingede mellem 3 og 4 stjerner, og jeg kunne faktisk ikke helt se hvorfor alle folk elskede den. Jeg synes Caraval var en anelse lang tid om at gå i gang. Jo, der skete der noget, og jeg kedede mig da heller ikke, men jeg ville virkelig gerne læse om selve Caraval, og det der ville ske der, og der gik desværre lidt for lang tid efter min smag. Men det er også det eneste virkelig negative ved denne bog. Efter at Scarlet og Tella ankom til Caraval gik det hele løs. Der blev flere gange sagt: Husk, det er kun et spil. Og det skal man også som læser. Man kan jo ikke lade være med at gætte med selv, og det fede ved denne historie var, at jeg tog fejl ret mange gange. Jeg havde virkelig ikke set slutningen komme.

Jeg kan ret godt lide personerne. Scarlet er ikke min favorit person, det er nok Julian. Han er virkelig velskrevet og mystisk, og jeg havde ret svært ved at regne ham ud. Tella ser man ikke så meget til, men hun var nok ikke lige min favorit. Jeg synes hun havde en tendens til at blive en anelse irriterende, men ikke nok til at det trækker bogen ned.

Den sidste halvdel af bogen er klart den bedste. Der sker simpelthen så meget, og siderne er fyldt med magi og mystisk, og det er virkelig fedt! Jeg elsker, at jeg ikke kunne gætte slutningen med det samme. Og så glæder jeg mig til at læse næste bog. Hvordan den bliver, og hvad jeg kan forvente, har jeg lidt svært ved at gennemskue, men jeg glæder mig!

Kenneth Bøgh Andersen: Blandt Skovens Skygger

Forfatter: Kenneth Bøgh Andersen | Original titel: Blandt Skovens Skygger | Serie: En rejse gennem natten #1 | Antal Sider: 143
Stjerner:

Man kan næsten ikke gå galt i byen med Kenneth Bøgh Andersen. Jeg har læst en del, men ikke alt af ham efterhånden. Dette er dog den første samling af noveller, men bestemt ikke den sidste. Mest kendt er hans Den Store Djævlekrig nok, men hans samling gysernoveller er bestemt også noget værd. Når det er sagt, så er det dog ikke det bedste jeg har læst af ham. Jeg ved ikke om det skyldes det korte format, men jeg følte at der manglede et eller andet. Historierne var gode, men en smule flade. Og som det typisk er ved noveller, så var nogle af dem bedre end andre. Jeg kan ikke sætte en finger på skrivestilen, den er fantastisk som altid. Og selvom jeg syntes historierne manglede et eller andet, så formåede de alligevel at frembringe gåsehud sådan en kold og mørk efterårsaften. En af de ting jeg dog virkelig elskede ved novelle samlingen var måden novellerne var flettet sammen om hinanden. To og to havde novellerne en lille sammenhængen, og det var virkelig en fed detalje!

Peadar Ó’Guilín: The Call

Forfatter: Peadar Ó’Guilín | Original titel: The Call | Serie: The Call #1 | Antal Sider: 336
Stjerner:

The Call er en bog som jeg havde glædet mig meget til at læse. Jeg så den alle steder, selvom den så lidt forsvandt efterfølgende. Men come on, den handler om Irland. Kender man mig bare en lille smule, ved man, at jeg er en sucker for alt med Irland. Findes der bøger der omhandler Irland på en eller anden måde, kan du være sikker på, at jeg skal læse den. Jeg havde ret høje forventninger til The Call, selvom jeg prøvede at holde dem lidt nede. Det havde jeg dog ikke behøvet, for den var virkelig god!

Lad mig starte med skrivestilen. Den er virkelig anderledes og særpræget, selvom jeg ikke helt kan sætte min finger på hvorfor. Men det er den, og jeg skal gerne være ærlig og indrømme, at det tog mig lidt tid at vænne mig til det. Ikke på en dårlig måde, men jeg skulle lige vænne mig til det. Efter det, så fløj jeg gennem siderne.

Jeg kan virkelig godt lide Nessa, og jeg kan godt lide at hun ikke er som en typisk hovedperson. Hun er ret udfordret fysisk, men det lader hun sig ikke slå ud af. Generelt kunne jeg godt lide de fleste af personerne. O’Guilin formår at skrive rigtig mange forskellige og interessante personer, personer som man kan lide og ikke kan lide, selvom man godt kan lide at følge dem. Giver det mening?

Jeg er helt vild med plottet. Jeg elsker fey, og denne bog er bare genial. Den er virkelig grusom, og det er fedt. Jeg længes at lære mere om hele universet, både Irland som det ser ud i The Call, og om The Grey Land. Det er så fascinerende. Jeg glæder mig virkelig meget til næste bind, hvis den er bare halvt så god som denne, bliver det awesome!

Philip Pullman: Det Gyldne Kompas

Forfatter: Philip Pullman | Original titel: The Golden Compass | Serie: His Dark Materials #1 | Antal Sider: 400
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal

Jeg har aldrig læst denne trilogi. Tro det eller ej. Men den har altid stået på min ønskeseddel. Jeg har faktisk haft den på engelsk, men det var ikke et pænt cover, så den blev gemt lidt væk og jeg fik aldrig læst den. Da jeg så disse smukke nye udgaver fra Gyldendal, fik jeg virkelig lyst til at læse trilogien. Helt ærlig, se lige det cover. Man kan slet ikke fange det ordentligt på et billede. Den er så meget smukkere i virkeligheden, og jeg kunne bruge timer på at se på bogen alene. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Jeg har set filmen, og jeg har altid lidt svært ved at læse bogen, hvis jeg har set filmen først, men jeg er virkelig glad for at jeg læste denne, for den var god, selvom jeg ikke var helt solgt!

Jeg kan godt lide Pullmans skrivestil, selvom jeg aldrig blev fanget helt. Jeg havde ingen problemer med at lægge bogen fra mig, hvilket er lidt ærgerligt. Måske skyldes det, at det gik en smule langsomt? Hvilket det nok gjorde, fordi det er første bog og den skal bygge op til hele handlingen. Jeg er tilgengæld vild med hele rejsen. Jeg elsker rejser i bøger, hvilket der er i mange bøger. Men der er bare noget magisk over det, også i Det Gyldne Kompas. Og jeg elsker daimons, og jeg vil have min egen!

Jeg kunne virkelig godt lide Lyra. Hun er en virkelig irriterende ind i mellem, men jeg nød hvert et sekund med hende. Derudover var jeg også helt vild med hendes daimon, Pan. Han var bare så sød. I starten kunne jeg ikke helt lide Lord Asriel, men jeg brød mig mindre og mindre om ham efterhånden som jeg læste videre. Det samme gjaldt for Mrs. Coulter. Jeg kan godt lide de små twist der var, de greb min opmærksomhed, og fik mig til hurtigt at læse videre.

Der er ret mange lag i denne bog, specielt når det kommer til hele det politiske system, som jeg må være ærlig at indrømme, at jeg aldrig helt forstod. Her tror jeg en genlæsning vil være virkelig god, og jeg har også tænkt mig at genlæse den en dag i fremtiden, for at få alle nuancerne med. Dette er også grunden til, at jeg ikke helt forstår, hvorfor det egentlig er en børnebog. Forstår børn alle lagene i denne bog, eller er det bare mig der er langsom og er gået glip af et eller andet? 😛 Uanset hvad, så glæder jeg mig til at læse videre, og se hvad der kommer til at ske for Lyra.

Mette Finderup: Smertensbarn

Forfatter: Mette Finderup | Original titel: Smertensbarn | Serie: Den Grønne Ø #1 | Antal Sider: 262
Stjerner:

Denne bog har jeg glædet mig meget til. Jeg ved ikke hvorfor den næsten fik lov til at stå ulæst på reolen i et år. Men efter at jeg så Mette Finderup til Esbjerg Fantasy Festival i år, blev jeg endnu mere hooked på bogen, så den røg med i bunken til 24hourreadathon. Perfekt læsning til anledningen.

Jeg kan rigtig godt lide Mette Finderups skrivestil. Det er første gang jeg læser noget af hende, men det er bestemt ikke sidste gang. Skrivestilen er frisk og let, og jeg fløj gennem siderne. Sproget er meget moderne, selvom historien foregår i vikingetiden. Det vil nogen måske synes er underligt, det ville jeg måske også, hvis ikke jeg havde hørt hendes foredrag. Hun sagde i noget i stil med, at vi jo i virkeligheden ikke aner, hvordan folk snakkede i vikingetiden. Nej, de snakkede højst sandsynligt ikke som i dag, men vi kan ikke vide det. Derfor synes jeg egentlig det var fint, og det var slet ikke noget der bremsede min læsning.

Gyrith er en noget speciel pige. Hun er pisse irriterende, dum og arrogant. Og alligevel kunne jeg godt lide hende. Hun er teenager, og hun kan være rigtig modbydelig. Når forfattere skrive denne type person, er det altid et hit eller miss for mig. Enten er de blevet skrevet så modbydelige, at jeg ikke bryder mig om dem overhovedet, eller også bliver de skrevet på en måde, så jeg alligevel virkelig godt kan lide dem, på trods af deres anderledes personlighed. Gyrith var hidsig, men hun var virkelig indbegrebet af en teenager. I hvert fald for mig. Jeg kunne virkelig godt lide Balder og Kelt. Det er to virkelig interessante personer, som jeg glæder mig meget til at lære bedre at kende i fremtidige bøger.

Handlingen er virkelig spændende! Jeg elskede da Gyrith tog Sejdrejsen, og alt der skete på den rejse. Jeg elskede hendes møde med Freja. Freja er slet ikke som man ville forvente, hvilket jeg igen synes er super fedt. Mette Finderup formår virkelig at skrive interessante og alsidige personer.

Serien hedder Den Grønne Ø, som jo er et “kælenavn” for Irland. Den har også med Irland at gøre, og jeg forventer lidt, at vi kommer til at befinde os i Irland i den nære fremtid. De der har fulgt mig en lille smule, ved jo at jeg er ellevild med Irland. Jeg knuselsker det land, og det var også en af grundende til, at jeg virkelig gerne ville læse denne serie. Jeg blev virkelig positivt overrasket over Smertensbarn, og jeg glæder mig meget til at læse videre i serien.

Åsa Larson: Hvidslangen

Forfatter: Åsa Larson | Original titel: Vitormen | Serie: PAX #8 | Antal Sider: 225
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Denne bogserie bliver virkelig bedre og bedre. Jeg kan ikke helt finde ud af hvilket bind der er min favorit, men denne er i hvert fald højt oppe. Det jeg er helt vild med i denne er dybden der er kommet. Personerne er begyndt at få mere og mere dybde. Der var specielt enkelte scener der virkelig ramte mig. Jeg er helt vild med at den takler ensomhed, og nogle af scenerne med Lykke-Marie (Mener jeg hun hedder), ramte mig hårdt. Jeg kunne virkelig sætte mig ind i hendes følelse om ikke at blive inviteret med til et event, ikke af samme grund som hende dog, men det ramte stadig.

Jeg er generelt bare vild med hvordan denne serie udvikler sig. Jeg er stadig vild med Viggo og Alrik, de er simpelthen så hyggelige at følge. Jeg er ikke helt solgt på Max og Tarek dog. Jeg synes de er lidt for meget. Jeg ved ikke om de kun er sådan for Viggo og Alriks skyld, men det irriterer mig en anelse. Iris vokser på mig for hver bog, hvilket er super fedt. Jeg elsker virkelig at vi kommer til at lære hende bedre at kende i løbet af denne bog.

Hvidslangen er en meget anderledes PAX bog i forhold til de forrige, men kun på den gode måde. Jeg elsker disse bøger, de er simpelthen så hyggelige og nemme at læse. Jeg elsker også at ‘monsteret’ i denne bog også skiller sig en del ud i forhold til de tidligere bøger. Jeg glæder mig til at læse videre i serien, og hvis du endnu ikke har læst den, kan jeg kun anbefale den!

Nanna Foss: Leoniderne

Forfatter: Nanna Foss | Original titel: Leoniderne | Serie: Spektrum #1 | Antal Sider: 541
Stjerner:

Så fik jeg endelig læst Leoniderne af Nanna Foss. Jeg tror jeg var en af de eneste der endnu ikke havde læst den. Det er lidt af en skam, specielt når man tænker på, at den har stået ulæst på min reol i temmelig lang tid. Men nu fik jeg læst den, og det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde!

Overordnet kan jeg rigtig godt lide Leoniderne. Det er en virkelig god bog, der har masser af potentiale på det større plan. Historien er super god og spændende, men det er også her at den halter en anelse for mig, og grunden til at den ikke får 5 stjerner. Der er rigtig meget opbygning af hele universet, og der går lidt tid inden der reelt sker noget og al tidsrejse halløjet starter. Der bliver vidst 9 bøger i alt så det giver god mening, men det trækker alligevel en anelse ned.

Det der virkelig holder bogen oppe er personerne. Jeg kan virkelig godt lide Emilie og Alban. Jeg er faktisk vild med alle sammen, selvom Noah godt kunne blive en anelse belastende ind i mellem, men ikke noget der trækker ned i bogen. Jeg er virkelig blevet vild med Emilie, og jeg har det lidt underligt med at vi skal følge en ny hovedperson i hver bog, specielt fordi jeg på en måde har knyttet mig til Emilie. Jeg kunne også godt lide de andre, så jeg glæder mig til at følge de andre.

Jeg elsker tidsrejser, og jeg har slet ikke læst nok bøger inden for denne genre, men denne var helt klart fed, og jeg glæder mig virkelig til at se hvordan Nanna Foss udvider hele verdenen bog for bog. Jeg elsker alt det mystiske i bogen, og jeg har da mine egne teorier. Der er en der ved noget, en der gør noget, en som der ikke bliver sat navn på. Jeg tror jeg har gættet hvem det er, og jeg er spændt på om jeg har ret.

Nick Clausen: Mareridt og Myrekryb 3

Forfatter: Nick Clausen | Original titel: Mareridt og Myrekryb 3 | Serie: Mareridt og Myrekryb #3 | Antal Sider: 252
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet

Dette er tredje samling af gyser noveller af Nick Clausen, og det er nok den bedste samling indtil videre. Lad mig starte med at nævne coveret. Det er virkelig klamt. Jeg elsker gysere, både film og bøger, og noget af det mest skræmmende for mig er dukker og klovne. Så ja, dette cover er super creepy!

Ikke nok med en dukke på coveret, så handler den første novelle vi læser om dukker, og den var super god! Og klam. Jeg ved ikke hvad det er ved dukker, men de er virkelig uhyggelige. Alle novellerne i denne samling var generelt mere creepy og uhyggelige end de to andre samlinger, og så var de bare virkelig gode! En af de ting jeg elsker ved Nick Clausens noveller er, at de ikke nødvendigvis har en happy ending, og man kan sagtens digte videre på historierne. Der er mange af historierne, som jeg gerne så i en længere udgave.

Jeg har selvfølgelig mine favorit noveller, og nogle jeg synes er mindre uhyggelige, selvom de alle var en nøk bedre end de to andre samlinger. Mine yndlingsnoveller var nok Evig Sne, som ikke var klam men bare uhyggelig og creepy. Jeg måtte bare læse videre, den var så spændende! Ekkohuset var også virkelig god og uhyggelig! Lidt i samme stil som Evig Sne, når det kommer til stemningen. Den mindst uhyggelige var nok Myrekryb. Den var slet ikke dårlig, men jeg sad ikke på kanten af sofaen under denne novelle, ikke ligesom i de andre noveller!

Charlotte Fischer: Diali

Forfatter: Charlotte Fischer | Original titel: Diali | Serie: Sjælevandrer #1 | Antal Sider: 316
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse Diali. Den har noget af det smukkeste cover, og så er forfatteren super sød. Jeg ville virkelig gerne elske den, men det kan jeg desværre ikke. Der er lidt for mange ting der irriterer mig eller gør mig direkte vred. Hvis I vil læse mere præcis hvad jeg ikke brød mig om, så kan du læse det på Goodreads, lige her. Der vil være spoilers i Goodreads anmeldelsen.

Lad mig starte med det positive. Jeg kunne virkelig godt (for det meste) lide tiden da de var i Roneoak. Det var spændende og interessant, og jeg fløj igennem siderne. Jeg kunne også godt lide deres farefulde færd. Jeg er specielt vild med hele konceptet bag bogen, specielt den dystopiske stemning og de elektriske storme, og hvordan hele klimaet er noget lort. Det er super interessant og også ret relevant. Selvom jeg ikke var den største fan af Diali, så har Charlotte Fischer alligevel formået at sætte gang i mine følelser og tanker, og det må da også være lidt positivt, selvom mange af mine følelser og tanker er lidt negative. Jeg levede mig ret meget ind i selve bogen og fortællingen, og det må være bedre end at være ligeglad.

I starten hadede jeg virkelig Dahlia. Hun var snobbet og arrogant. Det forandrede sig dog. Heldigvis. Men så blev hun ynkelig, hvilket jeg også havde det lidt svært med. Hun bliver dog bedre hen mod slutningen, men jeg kom aldrig til at holde helt af hende. Så er der Cawi. Åh, hvor ville jeg gerne kunne lide ham. Men det kan jeg virkelig ikke. I starten kunne jeg godt lide ham, så kom der en bestemt scene, som næsten fik mig til at hade ham. Og ja, jeg synes han var en røv igennem det meste af bogen. Og jeg brød mig virkelig ikke om ham. Jeg synes at både Dahlia og Cawi træffer nogle enormt dumme beslutninger. Og jeg har svært ved at elske en bog, når jeg ikke bryder mig om nogle af hovedpersonerne.

Jeg synes at skrivestilen varierede en hel del. Indimellem føltes den lidt klodset og dialogerne var lidt akavede. Andre gange kunne jeg godt lide den, og jeg blev revet med af historien og siderne vendte sig selv. Det er skiftevis Dahlia og Cawi der fortæller, og det har jeg intet skidt at sige om. Ofte kan det være svært med forskellige points of view, men det synes jeg ikke det var her. Det klarer Charlotte Fischer virkelig godt. Jeg synes tidsbegrebet var super forvirrende. Specielt efter cirka halvdelen, må det være, blev der sprunget ret meget i tiden, og jeg kunne godt have brugt lidt mere…fyld, indimellem.

I starten stod bogen til 4 stjerner, den dalede dog hurtigt til 3, og jeg håbede at kunne holde den der, men den må komme ned på 2 stjerner. Jeg svinger egentlig lidt imellem 2 og 3, og gav jeg halve stjerner, havde den fået 2½. Selve grundhistorien er egentlig rigtig god. Jeg ville så gerne kunne lide den, men der er lidt for mange ting der går mig på, og jeg er ikke sikker på at jeg vil læse videre i denne serie. Det var simpelthen bare ikke en bog for mig.

Victoria Aveyard: Kongens Lænker

Forfatter: Victoria Aveyard | Original titel: King’s Cage | Serie: Red Queen #3 | Antal Sider: 533
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal

Jeg havde set frem til Kongens Lænker, specielt efter slutningen af Sværd af Glas. Det var noget af en cliff-hanger. Kongens Lænker starter umiddelbart efter, og jeg elsker hele åbningsscenen, den er er med til at skabe en ret fed stemning. På det seneste har jeg set ret mange kommentarer om hele Red Queen universet, om at serien minder virkelig meget om så mange andre YA serier. Og det er til dels rigtigt, og så alligevel ikke. Efterhånden som serien skrider frem, specielt med Kongens Lænker, udvikler hele universet sig til sin helt egen. Jeg synes Red Queen serien kan noget, som så mange andre ikke kan. Mare er nok en af de mest… specielle og interessante hovedpersoner. For mig svinger hun ret meget. Det ene øjeblik elsker jeg hende, og det næste kan jeg ikke helt sætte mig ind i hendes tankegang. Hun har en virkelig fed udvikling, det kan vi ikke komme uden om.

Der sker også ufattelig meget i Kongens Lænker, men ikke helt på den måde jeg havde forventet. Af en eller anden grund var jeg overbevist om at Red Queen var en trilogi. Jeg ved ikke hvorfor, men af den grund forventede jeg lidt ‘den klassiske’ trilogi opbygning, men det fik jeg ikke. Og det er også helt find, for det betyder bare endnu mere Mare og Cal. Jeg må indrømme at jeg ikke er helt fan af Cal. På nogle punkter kan jeg godt lide ham, men på andre, specielt i slutningen, er jeg ikke den største fan af ham. Er jeg den eneste der har det sådan? Det virker som om alle elsker ham. Jeg hader ham ikke, men jeg elsker ham heller ikke.

Red Queen er en virkelig god serie, og Kongens Lænker er en god bog, og jeg glæder mig meget til at læse den næste bog! Har du læst serien?