Category: Interview

Interview med Katja Berger

I dag udkommer Sjælehenteren af Katja Berger. Jeg har allerede læst den, og du kan læse en anmeldelse lige her.

Sjælehenteren starter ret brutalt, hvordan var det at skrive starten?
Den var faktisk ret let og skøn at skrive. Da jeg oprindeligt startede på manuskriptet, eksisterede det (nu) første kapitel ikke, men jeg følte at der manglede noget. Da jeg relativt hurtigt fik inkorporeret Dødens kapitler i det senere manus, kom det endelige første kapitel ret let til mig i den forbindelse. Jeg spurgte mig selv; hvis døden udgør hele dit job og din eksistens, vil den så stadig påvirke dig? Og dét svar syntes jeg var en interessant start.
Ravens første kapitler arbejdede jeg lidt mere med, især stemningen i det første kapitel man møder hende i, samt hendes minder fra sin sidste tid som levende.

Du har tidligere fortalt, at Kane (fra De 7 Synder) minder om dig da du var yngre, og Raven (Fra Sjælehenteren) er som du gerne vil være. Er der andre personer fra Sjælehenteren eller De 7 Synder du identificerer dig med?
Haha. Raven har i hvert fald en del af de karaktertræk, som jeg er begyndt at værdsætte hos mig selv, men dog i en højere grad. Jeg tror at der er en del af mig i alle de karakterer jeg skaber i mine bøger. Selvfølgelig i større eller mindre grad, men jeg kan altid forholde mig til dem, og forstå dem. Jeg er nok lige så stædig som Raven, og kan også godt være lidt så rapkæftet, hvis det slår mig. Min humor er ca. lige så sarkastisk og bidende som Zephs. Men jeg er også nørden Morgan, og selv Døden, Lucifer og Gud selv har dele af mig i sig.

Som Sjælehenter arbejder man inden for forskellige områder. Kan du kort fortælle lidt om dem, og fortælle hvilket område ville du helst stå for og hvilket ville du ikke?
Det er rigtigt. Da jeg skabte Sjælehenternes univers brugte jeg noget tid på at få deres dagligdag til at give mening. De er spredt over flere afdelinger i efterlivet, og hver afdeling er styret af en koordinator, hvis job er at holde øje med alle dødsfald og derefter tildele dem en sjælehenter. Sjælehenterne selv er derefter delt op i afdelinger for de forskellige typer dødsfald.
I Sjælehenteren får vi præsenteret fysiske dødsfald (for eksempel fald eller drukning – Altså hvor selve den fysiske handling er årsag til døden), derudover er der ”ups-holdet” som er ulykker, der aldrig kunne være forudset (du ved, ala tegneserie-uheld), mord, drab og overfald, krig/militær/politi, ukendt årsag og selvmord.
Jeg ville melde mig frivilligt til selvmordsholdet, hvis jeg havde chancen. Lige præcis dét hold har en meget stor betydning for ikke kun bogen, men også for mig. Jeg tror på at alle kan få brug for- eller fortjene en ekstra chance, og jeg vil gerne gøre op med den fordom det er, at selvmord er ”lette løsninger” og ”egoistiske handlinger”. Det vender sig simpelthen i mig, når jeg hører den slags, for ingen der ikke selv har prøvet det, ved hvor svær og hård en situation det er at stå, og overveje at tage sit eget liv.

Du formår at få læseren til at kunne lide både Døden og Lucifer. Hvordan kan det være?
Jeg prøver i hvert fald på det, så hvis det lykkes, er jeg glad. Det var ret vigtigt for mig at skabe både Døden, Lucifer og Jahve (Gud) som hele karakterer på både godt og ondt. De har deres gode og dårlige sider, og er nødt til at passe ind i hver deres ”kasse” – Men jeg ville også gerne have at man så begge sider, og ikke kun den ensidige stereotyp. Derfor legede jeg lidt med de billeder vi typisk har af dem, og gjorde dem mere menneskelige. På den måde er de både nemmere at forholde sig til for læseren, men de får også mere substans som kan bruges i plottet. De er ikke længere kun styret af deres job eller ophav, men af hele deres personlighed, og det giver langt flere gråzoner at lege med.

Hvis du kunne tilbringe en dag sammen med Lucifer, hvad ville I lave?
Puuuh … Jeg tror at jeg ville bede ham tage mig på sightseeing i Helvede. 😀 Nu har jeg jo allerede været der via Raven, men jeg tror det kunne være fedt med en guidet rundtur. Du ved, som de der guides der render rundt i København hver sommer; ”Ja, her har vi så Lavafloden, den har sit udspring i … Hey, pas lige på, det er faktisk varmt … Som jeg sagde, den har sit udspring helt nede ved Leviathans udørk. Dér skal vi ikke hen, men hvad vi derimod skal, er videre til niveau 2. Hvis vi er heldige ser vi Belial i egen mørke person. Eller Ripperen Jack, han var måske frygtet i menneskenes verden, men hernede, her er han en sand legende. I husker måske hans nyeste bog Mord i mørket? Eller kender ham fra talkshowet Dæmoner med mening?”

Hvad har været det mest udfordrende ved at skrive Sjælehenteren?
Jeg syntes faktisk ikke at det var svært at skrive selve bogen. Men det har været svært efterfølgende at tale om den, fordi jeg har været bange for at spoilet fremtidige bind i serien. I Sjælehenteren efterlades man med lidt af en cliffhanger og ret mange ubesvarede spørgsmål, som jeg jo selvfølgelig kender svarene på. Men det gør læserne ikke, og det er sommetider lidt tricky at svare på noget, uden at afsløre for meget. Heldigvis har jeg en sød og dygtig betalæser, jeg kan læsse af på, når jeg er ved at sprænges over noget.

Hvis du kunne tilbringe en dag i en anden bog (Ikke en af dine egne) sammen med en af personerne fra Sjælehenteren, hvem skulle det være, hvilken bog ville I besøge, og hvad ville I lave?
Uh! Jeg tror at jeg ville tage Zeph med til Louise Haibergs Dæmondræberen. Han og Dominic kunne sikkert have en sand fest med piger og sprut. Der er dog nok fare for at deres egoer ville eksplodere. 😉
Ellers tror jeg at jeg ville tage Morgan med til universet fra Victoria Scotts The Collector – Bare så han kan se at nørden i ham, kan være en både god og vigtig egenskab at bevare. Jeg tror han ville falde godt i spænd med Charlie.

Har du ændret noget ved din skriveprocess af Sjælehenteren i forhold til De 7 Synder?
Jeg har researchet meget mere. I Sjælehenteren arbejder jeg med udgangspunkt i en del religiøse myter, som er taget fra biblen og andre religiøse tekster. Og disse har selvfølgelig skulle passe ind i den tidslinje og virkelighed jeg skaber i bogen.
Derudover har jeg været nødsaget til at planlægge meget mere. De 7 synder blev skrevet meget impulsivt, hvor jeg med Sjælehenteren har været nødt til at kigge fremad fra start af. Jeg vidste fra start at der skulle komme tre bøger og hvor det hele ender, så jeg måtte sørge for at hints, plotdele og temaer blev spredt rigtigt ud over alle tre bøger, og også hang sammen. Det går ikke at jeg pludselig glemmer en karakter, forandrer skurken eller lader små hints forblive ubesvarede.

Hvad arbejder du ellers på?
I øjeblikket arbejder jeg på at færdiggøre efterfølgeren til Sjælehenteren, som meget gerne skal være færdigskrevet ved årets udgang og udkomme i 2018. Derudover kommer der selvfølgelig bind 3, som står til udgivelse i 2019.
Uden for dette univers arbejder jeg på en realistisk ungdomsroman om pigen Hannah, og en dystopisk sci-fi serie som kigger på udsigten til en meget ikke-religiøs Dommedag. Disse to projekter er mine største planer og forventninger efter Sjælehenteren, men der ligger en del andre ideer på tegnebrættet. Blandt andet to fagbøger, en letlæsningsserie og et par andre fantasybøger. Jeg håber ikke at jeg bliver arbejdsløs de næste mange år … 😉

Forfatter interview: Haidi Wigger Klaris

Haidi Wigger Klaris har skrevet trilogien Dæmonherskerens Arving som udkommer hos Tellerup. Sidste bind, Sjælens Pris, er netop udkommet. Har du fået læst den? Du kan læse en anmeldelse af bind et og to. Jeg gav ikke bøgerne topkarakter, men der er alligevel et eller andet jeg elsker ved dem. En såkaldt guilty pleasure om du vil. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse sidste bind.

SONY DSC

Haidi er en utrolig sød forfatter, jeg hilser altid på hende til diverse messer, og hun er simpelthen så sød at snakke med. Til Esbjerg Fantasy Festival spurgte jeg, om hun havde lyst til at lave et interview til bloggen. Det havde hun heldigvis, så det kommer her.

Kan du fortælle lidt om din forfatterrejse, fra du skrev Dæmonherskerens Arving til den udkom?
Jeg startede med at skrive på Skyggernes Bog i efteråret 2013 og blev inspireret af min guddatters efterskole. Nogle af stederne på skolen virkede en smule gamle og skumle, og jeg kunne sagtens forestille mig at der foregik noget som man ikke kunne se med det blotte øje. Jeg var dog drevet af historierne om ’den hvide dame’ og valgte derfor at historien skulle foregå på en gammel herregård som nu var lavet om til en kostskole. På dette tidspunkt besøgte jeg også Herlufsholm Fantasybogmesse og blev inspireret af den specielle atmosfære og historie.

I starten tænkte jeg hverken over plot eller afslutning. Det eneste jeg var sikker på var, at det var en enkeltstående bog. Da jeg nåede til det som nu er midten af 2. del i serien (Skæbnens kald), besluttede jeg mig for at dele historien op, og det gik derefter op for mig at det faktisk ville ende med en trilogi. Så meget for planlægning eller mangel på samme!

I starten af april 2014 sendte jeg email af sted Tellerup og knap en måned efter blev jeg kontaktet af min redaktør en fredag eftermiddag imens jeg var på arbejde. Vi havde en lang snak og der gik faktisk noget tid inden det rigtig gik op for mig, at forlaget var interesseret i at udgive Skyggernes Bog. Efter samtalen var jeg totalt overgearet og det endte med jeg kørte hjem og nød en tidlig weekend. Det, at jeg kunne dele m ed hele verdenen at min forfatterdrøm var gået i opfyldelse og at jeg var kommet igennem nåleøjet var helt fantastisk, og folks positive reaktioner var meget overvældende.

Herefter begyndte en spændende fase hvor vi skulle i gang med at lave manuspleje (redigere), læse korrektur, skrive en bagsidetekst (hvilket var langt sværere end at skrive et helt manuskript – sådan føltes det i hvert fald) og komme med input til forsiden. Det var helt vildt hvor mange forskellige billeder af faldefærdige kirker, skove, gravstene, herregårde og fuldmåner jeg kiggede igennem på diverse sider. Samtidig sendte jeg også billeder til forlaget af amerikanske forsider som jeg var fascineret af – ansigter hvor kun en enkel eller få farver var gennemtrængende. Da forlaget sendte forsiden til Skyggernes Bog var den meget anderledes i forhold til hvad jeg havde forestillet mig – det var dog kærlighed ved første blik, og der blev ikke lavet om på noget som helst.

Selve råmaterialet til serien blev skrevet på et år, men det tog selvfølgelig meget længere tid at rette til. I forbindelse med manuspleje af Skyggernes Bog lærte jeg rigtig meget, hvilket jeg så kunne føre videre til Skæbnens kald og Sjælens pris.

I løbet af de 2½ år som nu er gået siden jeg blev kontaktet af Tellerup er det gået op for mig hvor stor en del at skrivningen og forfatterskabet er blevet af mit liv. Jeg har familie og fuldtidsjob ved siden af, så jeg har skulle lære at prioritere. Det er meget sjældent at jeg ikke bruger eftermiddagen eller aftenen på et eller andet som har med skrivningen at gøre. Måske skriver jeg, redigerer, opdaterer sociale medier, svarer e-mails eller andet. Jeg har også skulle lære at acceptere at hvis jeg en enkel dag eller i en kortere periode er træt, har travlt med andre ting, så er det helt i orden. Det betyder ikke, at jeg aldrig mere kommer til at skrive. Normalt prøver jeg dog at finde bare en halv times tid hver dag hvis det overhovedet er muligt til at arbejde på min historie – ellers føles det som om mit hoved eksploderer af tanker og ideer. Jeg er heldigvis også så heldig at min familie bakker fuldstændig op om min drøm og har accepteret at spisebordet for længst er indtaget som skrivebord og de weekender hvor der er bogmesser er totalt hellige.

Uha – det blev et langt svar. Jeg håber stadig der er nogle som læser med. 🙂

Har du altid drømt om at blive forfatter?
Nej, det var overhovedet ikke noget jeg havde tænkt på. Jeg kunne bare rigtig godt lide at skrive historier da jeg var yngre. Det var først da jeg gik hjemme på barsel i 2001 at ideen om at skrive en historie og få den udgivet begyndte at spire. Jeg skrev en historie som siden har været omskrevet rigtig mange gange og blevet afvist lige så mange gange. Kernen i historien er jeg stadig ret vild med, så hvem ved, måske vil den en dag blive omskrevet for 117. gang og forsøgt udgivet.

Nu udkommer sidste bind i din trilogi, hvordan føles det?
Surrealistisk. Vildt. Underligt. Fedt. Det er meget stort at stå med en komplet serie. Men det er også rart at den er overstået. Forstået på den måde, at nu kan jeg bruge tid og energi på nye historier som har tumlet rundt i tankerne og i mine noter.

Har du noget at skulle have sagt om titel på dine bøger?
Skyggernes Bog har altid haft den titel. Oprindeligt havde Skæbnens kald og Sjælens pris nogle andre titler, men i samråd med forlaget besluttede vi os for at ændre titlen på den 2. bog til Skæbnens kald, og så var det nærliggende at 3. og sidste bog i serien også skulle starte med ’S’.

Hvis du kunne leve i en hvilken som helst fiktiv verden, hvilken skulle det være og hvorfor?
Jeg synes egentlig det ville være fint at leve i vores egen verden godt krydret med mystiske væsener som luskede rundt iblandt os (og hvem ved, det foregår måske allerede). Ellers ville Narnia eller Harry Potter’s univers lige være noget for mig.

Hvordan føles det, når folk genkender dig på diverse messer?
Meget underligt. Jeg er jo bare mig. De første gange jeg blev bedt om at signere en bog eller få taget et billede sammen med en person, blev jeg overvældet og genert. Nu synes jeg det er fedt at folk kommer over og siger hej.

Hvis Dæmonherskeren skulle filmatiseres, har du så nogle drømme skuespillere? (Både danske og internationale)
Åh – det kunne være fedt, hvis den blev det. J Nej, jeg har ikke nogle drømme skuespillere som lige dukker op. Mine karakterer er blandinger af forskellige virkelige mennesker jeg har stødt på – enten personligt eller i medierne krydret med lidt fantasi.

Hvis du skulle skrive en bog sammen med en anden forfatter (Hvem som helst), hvem skulle det være, og hvad skulle I skrive?
Hmm … det var et svært spørgsmål. Jeg har aldrig overvejet at skrive en bog sammen med en anden forfatter, men det skulle være en blanding af urban/dark fantasy og paranormal romance. Nogle gode bud kunne være Andrea Cremer, CC Hunter eller Richelle Mead. Jeg er vild med deres bøger.

Er du i gang med et nyt projekt? Hvis ja, kan du fortælle lidt om det?
Ja, jeg er faktisk godt i gang med et nyt projekt. Selve råmanuskriptet er færdigt. Det er skrevet på tre måneder og jeg har arbejdet på en helt ny måde. Førhen skrev jeg et kapitel, rettede det til, sendte det til betalæsere, fik feedback og fortsatte. Det tog rigtig lang tid, men det gjorde også at historien var mere helstøbt fra starten af. Denne gang har jeg skrevet løs uden at vende tilbage eller rette plot/stavefejl. I stedet lavede jeg en masse noter til mig selv undervejs i manuskriptet. Og nu sidder jeg så og er i gang med en gennemgribende redigering inden manuskriptet er klart til at blive sendt af sted til betalæserne. Jeg ved ikke hvilken arbejdsmåde der er mest effektiv, men den nye måde har helt klart været den mest energifyldte. Jeg kan ikke fortælle så meget om historien endnu, men vil dog gerne afsløre at der både er romantik (ikke paranormal) og spøgelser i den.

Forfatter interview: Rachel Caine

Det er vel ikke nogen overraskelse længere at jeg er vild med Rachel Caines skriverier? Hun er en af verdens flinkeste forfattere, men det vil jeg fortælle mere om under et fremtidigt forfatterspot. Jeg tænkte at et interview ville være super interessant, så jeg spurgte hende på twitter, og hun sagde ja! Jeg gik i tankeboksen og fandt på følgende spørgsmål. Fordi Rachel Caine er amerikaner, er interviewet selvfølgelig på engelsk.

SONY DSC

Can you tell us a little bit about yourself?
Sure! I’m a full-time writer (gasp!) who started life meaning to be a full-time classical musician (and was one, for a few years). Then I became a business person, had a lot of jobs, finally graduated out of a job as head of corporate public relations for the USA division of a company and became a full time writer. I also like chocolate, coffee, and any combination of the two.

How is your adventure as a writer?
I’ve been through the wars! My first job was a game tie-in novel. I wrote 5 horror novels after that before the whole horror market of the early ’90s went down, switched to writing suspense, then ended up searching for my “voice.” I found it in urban fantasy, and then in young adult fiction. I’m venturing back into suspense again, and into fantasy. It’s a blast. Ups and downs, for sure. But I’m not a quitter.

If you could live in any of your own books – which one would it be and why?
I’d like to say Morganville, because the seems like a whole lot of fun when it’s not trying to kill you, and I really feel like I could hang out with all those characters. Yeah, Morganville, probably. Or maybe the Weather Warden series, but I don’t think I’d survive there!

If you could spend a day with any author (dead or alive) who would it be, and what would you do?
SO TOUGH. I’d have to pick somebody very interesting … Shirley Jackson. I’d love to spend a day with Shirley Jackson, and see what she sees. We could just ride a train around, and she’d tell me stories, and I’d be a better, more terrified person at the end of the journey.

How did you come up with the idea for The Great Library?
I started out with a vision of a man in a scholar’s robe, in the middle of a war, walking through a burning, chaotic city with a load of books, and no one stopping him. Not the armies who were fighting, not the fleeing citizens. Nobody touched him.

I had to know WHY he was left alone. So that spun me off into the idea of books being so important that people were afraid of him. And then, into the idea that they were afraid of what he represented: The Great Library. Everything else followed from that. I’ve been working on it for years.

What has been the biggest challenge in The Great Library?
The scope of creating that world, and imagining the people who fit into it. And, of course, those who DON’T fit in, who drive the story forward. Alternate history is fascinating, and it’s important to be able to make it feel familiar, but at the same time, unexpectedly alien.

What is easiest/hardest: Writing from a female or male perspective?
Neither. There is no easy. There is no hard. Each character comes with a different set of specific challenges–male, female, or genderless, which I’ve also written. If it’s difficult, then I’m fighting against something, and I have to figure out what that is. It’s usually something I haven’t gotten right.

But I start from the idea that I’m writing a PERSON. Their gender may give them additional responsibilities or obstacles, but first, last, and always, it is a person with an inner life. Focus on that.

Myrnin is such an interesting character, how did you come up with him?
I don’t know! He is one of the few characters who just … appeared. Bunny slippers and all. The moment I started wondering who he was, he started telling me in great and insane detail. I adore Myrnin.

Morganville Vampires is quite a long series, was it difficult ending it after all that time?
It was VERY long, and it was both very difficult to end it in a way that felt RIGHT for the characters, and also easy, too. Claire and her friends had grown up, and as a YA series, the end had definitely arrived.

Emotionally, I needed to step away, too. I’d written a lot, very quickly, and I needed to open up and tell some other stories for a while. But do I miss it? Absolutely! And I’ll be back!

Is there any type/genre of books you haven’t written, that you would like to?
Oh, yes! This year, I’m tackling two of the ones I wanted to do: a full-on epic space story (with Ann Aguirre, the series is called THE HONORS), and also, a suspense novel called STILLHOUSE LAKE, which has no paranormal elements at all. I’m very excited about these, as well as the last book of The Great Library, another (historical) series that hasn’t yet been announced, AND a new Weather Warden book!

So the journey continues. I love doing new things!

Forfatter interview: Line Kyed Knudsen

Line Kyed Knudsen er forfatteren bag Hvidt Støv, hvor bind to netop er udkommet. Hun har været så sød at svare på et på spørgsmål i et lille interview.

Jeg har kun læst de to bind i Hvidt Støv, men de er virkelig gode! Jeg glæder mig til at læse mere af hende snart, og ikke mindst tredje bind i Hvidt Støv.

SONY DSC

Hvornår besluttede du dig for at udgive en bog? Og hvordan var rejsen?
Jeg fik ideen til Hvidt støv juni 2013 og skrev første udkast på 3 måneder. Jeg var selv fuldstændig vild med historien, men min redaktør på Gyldendal var i første omgang ikke så imponeret over mit sprog og de forskellige personers reaktioner, som hun syntes var ”for meget”. Fx var Emily alt for bange hele tiden, Palina prøvede at gøre selvmord og Rose var stort set ”sindssyg” hele bogen… Så jeg måtte skrive om: Jeg måtte gøre personerne lidt ”sejere” så man kunne holde ud at høre deres historie. Til gengæld var min redaktør ret vild med selv plottet, så det blev der ikke lavet om på… Men der var også noget galt med tempoet og flowet i første udkast; det hele blev for langtrukkent og efter en masse omskrivninger lavede jeg et eksperiment; Jeg brugte en hel uge på at skrive om fra datid til nutid. Selvom sådan et skift ikke kan redde et dårligt manus, så oplevede jeg at nutidsformen gav en ny energi, og jeg blev bedre til at stramme op på tempoet…. Efter utallige omskrivninger sendte jeg manus ind til Gyldendal igen, og nu var de meget imponerede og bogen udkom så året efter i 2015…

Hvad har været det sværeste ved at skrive Hvidt Støv?
Det sværeste var nok de mange gennemskrivninger. Nogle gange tvivlede jeg på, om det overhovedet kunne blive godt nok til, at et så stort forlag som Gyldendal, ville udgive noget med zombier. Men jeg brændte så meget for historien, at jeg ikke gav op.

Hvor længe ville du overleve en zombie apokalypse, og hvordan?
Jeg er ikke sikker på, at jeg ville overleve en zombie-apokalypse… Hvis jeg havde en riffel, ville det nok hjælpe, for jeg er god til at skyde, men nærkontakt med en kniv, ville jeg nok ikke turde… Og så ville jeg ville nok søge ud til øde steder, hvor man mere eller mindre kunne ”leve” af naturen.

Hvis du kunne skrive en bog sammen med en anden forfatter (Dansk eller udenlandsk), hvem skulle det så være, og hvad skulle I skrive?
Hvis jeg skulle skrive sammen med en udenlandsk forfatter, skulle det nok være Stephen King, for han kan virkelig skrue et godt plot sammen. Til gengæld kunne jeg så hjælpe ham med at stramme lidt op på det sproglige; hans bøger er nemlig altid meget lange og kunne godt være skåret mere ind til benet… 😉

Hvis du kunne rejse ind i en bog, hvilken skulle det så være, og hvorfor?
Hvis jeg kunne rejse ind i en bog, skulle det nok være en meget fredelig én… men jeg gad godt se alt det som Pierce Brown skriver om i Red Rising- trilogien. Det kunne være sejt at tage til Mars!

Hvordan får du dine ideer?
Jeg ved ikke hvordan jeg får mine ideer… det er ligeså naturligt for mig, som at trække vejret… Når jeg sætter mig foran computeren vælter det bare frem med billeder, som jeg skriver ned.

Hvad er det bedste og sværeste ved at være forfatter?
Det bedste ved at være forfatter er, at jeg har et meget frit liv. Jeg er min egen chef og bestemmer helt selv, hvad jeg vil skrive eller lave hver dag. I nogle perioder arbejder jeg fx 40 timer om ugen, andre perioder kun 10-12 timer om ugen. Det afhænger af, hvor inspireret jeg er, eller hvor meget jeg har lovet mine forskellige forlag at aflevere.
Det sværeste ved at være forfatter er at sige nej. Jeg bliver fx nødt til at sige nej til mange andre forlag, der løbende kontakter mig og gerne vil have, at jeg skriver for dem. Og jeg siger nej til diverse ”projekter” som fx at lave tekst til nye apps, eller udvikle historier for LEGO, eller undervise i skrivning. For jeg har simpelthen ikke tid. For jeg skal jo fx skrive Hvidt støv 3 færdig hurtigst muligt! Og bagefter har jeg allerede en ide til en helt ny sci fi-serie…

Forfatter interview: Louise Haiberg

Jeg har stillet et par spørgsmål til Louise Haiberg som hun har været så sød at svare på. Tredje og sidste bind Revolution i Dæmondræberen udkommer 5 marts. Det er kun 6 måneder siden ca, at Udvalgt udkom, og jeg er bare så glad for at vi ikke skulle vente et helt år på den sidste! Personligt glæder jeg mig rigtig meget til at komme tilbage til Dominic og alle de andre fra Dæmondræberen.

SONY DSCHvilken person fra Dæmondræberen ville du tilbringe en eftermiddag sammen med? Hvad ville I lave?

Argh! Ikke et let spørgsmål, men jeg vil nævne tre af de personligheder, som jeg bedst kunne lide at skrive:
Dominic – Han blev hovedpersonen, fordi jeg både elskede ham og syntes han var en røv (heldigvis havde jeg muligheden for at kaste ting efter ham). Hvis jeg ikke havde en kæreste i forvejen ville vi helt sikkert lave uartige ting. Jeg tænker, at han jo har en del øvelse (Argh! Og jeg fnisede og rødmede, mens jeg skrev noget af det og fortrød, at Lucifer ikke havde udstyret ham med et kyskhedsbælte).
Tybalt –Jeg knuselskede at skrive ham. Og ham ville jeg tage på shoppetur med. Vi har vist lidt den samme stil, selvom jeg bedre kan lide grøn og blå, end pink.
Erik – Fordi hvem elsker ikke en fyr med hjerne. Ham ville jeg snakke med om bøger og alt muligt andet mellem himmel og jord.

Der er mange sjove indslag i dæmondræberen, tænker du bevidst over at der skal være humor i dine bøger?

Jeg kan godt lide humor i en bog. Det kan lette en tekst, som ellers ville blive meget tung og dyster, både at skrive og læse. Det er utrolig vigtigt at more sig, når man skriver. Hvis jeg selv går død i en tekst, så vil eventuelle læsere nok gøre det samme.
Selvfølgelig passer humor ikke ind i alle typer tekster, men lige ved Dæmondræberen virkede det bare som en naturlig ting. For det meste skrev jeg det bare uden at være bevidst om det. Ved redigeringen tænkte jeg dog meget bevidst over det og tilføjede mere humor, hvor der var behov for det … og tvivlede på om det jeg skrev virkelig var så morsomt, som jeg oprindeligt selv mente.

UnavngivetNu da jeg er gået i gang med en ny tekst, må jeg dog være lidt mere bevidst om det, så jeg ikke bare skriver en ny Dominic i et andet univers. Heldigvis har jeg nogle skrivebuddies, som betalæser for mig og siger hvis jeg har skrevet en for Dom-agtig kommentar. Jeg har dog stadig humoren med.

Hvad elsker du mest ved skriveprocessen?

Der er mange ting jeg elsker ved skriveprocessen – Når den første lille ide er færdigudviklet og alt er på plads. Selve skriveriet. Det jeg elsker mest er dog de små øjeblikke, hvor jeg føler mig genial, enten fordi jeg i researchen finder ud af, at det jeg allerede har planlagt passer perfekt sammen med virkelige hændelser eller sagn.
Eller når jeg har skrevet en sætning eller ganske få linjer som bare virker magiske. Tit og ofte er de ikke så magiske, når jeg gennemlæser dem igen, men lige i det øjeblik hvor de var, der følte jeg virkelig pustet af magi eller sjælen i teksten.


Hvad er det værste og bedste op til en bogudgivelse?

Det værste for mig er nervøsiteten og usikkerheden. Når skrivning, redigering, manuspleje og korrekturlæsning er afsluttet, så er teksten ude af mine hænder. Ved Oprører var jeg simpelthen så nervøs for at alle der læste den ville enten hade den eller synes den var fuldstændig ligegyldig, så serien aldrig ville blive afsluttet. Af en eller anden grund satte jeg mig dog i hovedet, at det var min debutroman, så den ville sikkert gå pænt under radaren. Ingen ville bemærke den eller mig, før jeg var udkommet med en del flere bøger, Øh ja, det var ikke sådan det gik.
Ved Udvalgt havde jeg virkelig mange nerver på, både med tanken på de mange gode anmeldelser til Oprører (hvordan følger man op på det?) og fordi problembarnet Benjamin jo netop havde givet mig så mange problemer.
Det bedste er alt det andet. De dejlige søde mennesker jeg snakker med op til udgivelsen, opmuntringer fra læserne, det første glimt af det færdige cover. For mig er det hele bare et rent eventyr.

Hvad inspirerede dig til at skrive Dæmondræberen?

Det er lidt en længere historie. Før jeg gik i gang med Dæmondræberen deltog jeg i en skrivekonkurrence på fyldepennen.dk. Man skulle skrive en fantasynovelle på 5000 ord med temaet vand. Jeg havde tonsvis af ideer og endte med at skrive 2½ novelle inden deadline. Her fandt jeg dog ud af, at jeg ikke var så god til at begrænse mig med ordene (som de her svar muligvis er et hint om). Derfor gik jeg i gang med at skrive en hel bunke noveller. Det satte virkelig gang i min hjerne og jeg fik den ene ide efter den anden (to af de noveller er udgivet ved Tellerup, som e-bøger). Da jeg havde skrevet 8-10 noveller sad jeg på et tidspunkt og så en del film og serier om faldne engle/dæmoner/vampyrer og kom til at tænke på hvorfor de gode af dem altid skulle være så lidende. De flest af dem var altid plaget af deres fortidige synder og ønskede enten at vende tilbage til himlen eller blive mennesker igen. De var evigt plagede og nød slet ikke, at de jo var gode. Det gav mig ideen til en personlighed, som ikke var faldet, men nærmere ’steget’. En personlighed, som havde været virkelig ond, men forbedrede sig. Jeg skrev ideen om til en novelle og personligheden i novellen tiltalte mig så meget, at jeg bare måtte skrive mere. Selvom den kun havde svage hint af Dominic personlighed, så var han der. Novellen blev udvidet til første del af Oprører.

Hvordan føles det at vide, at der er folk der køber og læser dine bøger?

Dejligt, fantastisk og fuldstændig surrealistisk. Til daglig er jeg jo bare lille mig, med skøre tøjvaner, hårfarver og et ton af smykker og jeg har svært ved at vænne mig til tanken om at andre nu sidder og læser mine bøger, som jeg har læst andre forfattere. Hele min barndom/ungdom var jeg aldrig midtpunktet. Jeg var hende pigen, der sad for sig selv og kunne sige den samme ting tre gange uden at blive hørt. Hvis jeg fortalte om min forfatterdrøm blev jeg opfattet som underlig. Derfor er det nærmest ufatteligt, når jeg træder ind i bøgernes verden og bliver genkendt og ikke opfattet som mere underlig end jeg bør være. Jeg har brugt så mange år på at fortælle andre, at jeg nok skulle blive forfatter og nu hvor jeg er blevet det, så har jeg svært ved selv at tro på det. Læsernes beskeder og anmeldelser betyder også utrolig meget for mig, mere end jeg kan beskrive. Det er ren svimlende lykkefølelse.

Hvem er din(e) yndlingspersonerne fra Dæmondræberen og hvorfor?

Hmmm … Ikke et let spørgsmål, fordi jeg holder af alle personlighederne på hver deres måde. Én del af dem er jeg dog ikke sikker på jeg ville bryde mig om at møde i virkeligheden. De har hver især plaget mine tanker på hver deres måde.
Dominic er min hovedperson, fordi jeg elskede ham. Han var en af de første fiktive personligheder, som fuldstændig besatte mine tanker. Han deltog endda i en del drømme. Når jeg virkelig havde skrivefeber var det som om jeg ikke engang kunne slippe teksten, mens jeg sov.
Reg vandt også en særlig plads i mit hjerte og jeg argumenterede flere gange med mig selv om jeg skulle følge min oprindelige plan for hans skæbne. Jeg tudede, da jeg fulgte planen.
Tybalt elskede jeg at skrive, fordi han gav en vidunderlig balance til Benjamin, ligesom Tia giver balance til Dominic. Desuden var han bare knuselskelig.
Benjamin var mit lille problembarn, som jeg måtte omskrive flere gange, før han fungerede og derfor endte jeg med at holde af ham.
Okay, listen er lang.
Jeg har også nogle yndlinge i bind tre, men dem vil jeg ikke afsløre. En enkelt af dem blev allerede introduceret i bind to.

Hvilken fiktiv person (fra andre bøger end dine) ville Dominic elske at omgås? Og hvem ville han hade at omgås? 

Ha Ha. Godt spørgsmål. Tror mange personligheder ville finde ham skide belastende. Pernille Eybye og jeg snakkede dog om at det kunne være interessant, at placerer Dominic og hendes Viking fra Blodets Bånd ved siden af hinanden. Jeg tror muligvis de ville ende i et slagsmål inden fem minutter, bare lige for at føle hinanden på tænderne. Hmmm … Har overvejet en del af de bøger jeg har læst, men jeg tror Dominic ville ende med at pisse de flest af personlighederne af. Hæ Hæ, måske var det derfor han var en af hærførerne I Helvede. Han legede ikke så godt med de andre børn.

Hvis du kunne vælge, ville så helst være et menneske, dæmon eller engel / falden engel? 

Ha Ha. Godt spørgsmål. Jeg tror ikke jeg ville gøre mig så godt i Helvede, som en dæmon. Det ville muligvis komme lidt i konflikt med, at jeg ikke bryder mig om at skade andre. Mine engle har alt for mange regler, så de ville nok drive mig til vanvid. Så er der kun faldne engel og menneske tilbage. Selvom det da kunne være sejt, hvis man kunne heale alle skader og flyve, hvis vingerne var i behold, så tror jeg bare at jeg ville vælge at være et ganske almindeligt menneske, som kunne skrive om, hvordan det føltes at være alle mulige andre væsner.

Hvordan føles det at have afsluttet trilogien?

Både en smule trist og som en lettelse. Trist fordi jeg virkelig har nydt at skrive om Dominic og co. Jeg vil altid elske Dominic, takket være ham blev jeg udgivet og fik opfyldt min drøm. Det har været en udfordring og enormt sjovt. Jeg er dog glad for den slutning historien endte med og hvis jeg skrev videre ville den ikke længere være en mulighed. Jeg føler selv, at jeg har sluttet historien på toppen og forhåbentlig mener læserne det samme. Det var også lidt af en lettelse, af to grunde. Det føltes som lidt af et pres, fordi serien skulle afsluttes ordentlig og det ville have været virkelig surt, hvis historien aldrig blev færdig. Historien skulle også holde tempoet og der var mange detaljer at holde styr på. Derudover har jeg allerede haft ideen til mit næste univers i knolden det sidste års tid og det indeholder også en fyr, som var meget påtrængende (af en eller anden grund er de kvindelige personligheder altid mere afslappede). Den nye mandlige personlighed blev ved med at forstyrre og jeg endte med at proppe ham ind i en krog af min hjerne, hvor han kunne sidde og tænke over sin personlighed indtil jeg havde tid til ham. Ideerne til det nye univers blev dog ved med at udvikle sig, så da jeg gav slip på Dæmondræberen var jeg allerede klar til at tage fat på det nye univers.

SONY DSC

Har I læst Dæmondræberen? Hvis ja, hvad synes I om den? Har I endnu ikke læst den, synes jeg at I skal få det gjort snart 😀