Category: Boganmeldelse

Mette Finderup: Smertensbarn

Forfatter: Mette Finderup | Original titel: Smertensbarn | Serie: Den Grønne Ø #1 | Antal Sider: 262
Stjerner:

Denne bog har jeg glædet mig meget til. Jeg ved ikke hvorfor den næsten fik lov til at stå ulæst på reolen i et år. Men efter at jeg så Mette Finderup til Esbjerg Fantasy Festival i år, blev jeg endnu mere hooked på bogen, så den røg med i bunken til 24hourreadathon. Perfekt læsning til anledningen.

Jeg kan rigtig godt lide Mette Finderups skrivestil. Det er første gang jeg læser noget af hende, men det er bestemt ikke sidste gang. Skrivestilen er frisk og let, og jeg fløj gennem siderne. Sproget er meget moderne, selvom historien foregår i vikingetiden. Det vil nogen måske synes er underligt, det ville jeg måske også, hvis ikke jeg havde hørt hendes foredrag. Hun sagde i noget i stil med, at vi jo i virkeligheden ikke aner, hvordan folk snakkede i vikingetiden. Nej, de snakkede højst sandsynligt ikke som i dag, men vi kan ikke vide det. Derfor synes jeg egentlig det var fint, og det var slet ikke noget der bremsede min læsning.

Gyrith er en noget speciel pige. Hun er pisse irriterende, dum og arrogant. Og alligevel kunne jeg godt lide hende. Hun er teenager, og hun kan være rigtig modbydelig. Når forfattere skrive denne type person, er det altid et hit eller miss for mig. Enten er de blevet skrevet så modbydelige, at jeg ikke bryder mig om dem overhovedet, eller også bliver de skrevet på en måde, så jeg alligevel virkelig godt kan lide dem, på trods af deres anderledes personlighed. Gyrith var hidsig, men hun var virkelig indbegrebet af en teenager. I hvert fald for mig. Jeg kunne virkelig godt lide Balder og Kelt. Det er to virkelig interessante personer, som jeg glæder mig meget til at lære bedre at kende i fremtidige bøger.

Handlingen er virkelig spændende! Jeg elskede da Gyrith tog Sejdrejsen, og alt der skete på den rejse. Jeg elskede hendes møde med Freja. Freja er slet ikke som man ville forvente, hvilket jeg igen synes er super fedt. Mette Finderup formår virkelig at skrive interessante og alsidige personer.

Serien hedder Den Grønne Ø, som jo er et “kælenavn” for Irland. Den har også med Irland at gøre, og jeg forventer lidt, at vi kommer til at befinde os i Irland i den nære fremtid. De der har fulgt mig en lille smule, ved jo at jeg er ellevild med Irland. Jeg knuselsker det land, og det var også en af grundende til, at jeg virkelig gerne ville læse denne serie. Jeg blev virkelig positivt overrasket over Smertensbarn, og jeg glæder mig meget til at læse videre i serien.

Åsa Larson: Hvidslangen

Forfatter: Åsa Larson | Original titel: Vitormen | Serie: PAX #8 | Antal Sider: 225
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

Denne bogserie bliver virkelig bedre og bedre. Jeg kan ikke helt finde ud af hvilket bind der er min favorit, men denne er i hvert fald højt oppe. Det jeg er helt vild med i denne er dybden der er kommet. Personerne er begyndt at få mere og mere dybde. Der var specielt enkelte scener der virkelig ramte mig. Jeg er helt vild med at den takler ensomhed, og nogle af scenerne med Lykke-Marie (Mener jeg hun hedder), ramte mig hårdt. Jeg kunne virkelig sætte mig ind i hendes følelse om ikke at blive inviteret med til et event, ikke af samme grund som hende dog, men det ramte stadig.

Jeg er generelt bare vild med hvordan denne serie udvikler sig. Jeg er stadig vild med Viggo og Alrik, de er simpelthen så hyggelige at følge. Jeg er ikke helt solgt på Max og Tarek dog. Jeg synes de er lidt for meget. Jeg ved ikke om de kun er sådan for Viggo og Alriks skyld, men det irriterer mig en anelse. Iris vokser på mig for hver bog, hvilket er super fedt. Jeg elsker virkelig at vi kommer til at lære hende bedre at kende i løbet af denne bog.

Hvidslangen er en meget anderledes PAX bog i forhold til de forrige, men kun på den gode måde. Jeg elsker disse bøger, de er simpelthen så hyggelige og nemme at læse. Jeg elsker også at ‘monsteret’ i denne bog også skiller sig en del ud i forhold til de tidligere bøger. Jeg glæder mig til at læse videre i serien, og hvis du endnu ikke har læst den, kan jeg kun anbefale den!

Nanna Foss: Leoniderne

Forfatter: Nanna Foss | Original titel: Leoniderne | Serie: Spektrum #1 | Antal Sider: 541
Stjerner:

Så fik jeg endelig læst Leoniderne af Nanna Foss. Jeg tror jeg var en af de eneste der endnu ikke havde læst den. Det er lidt af en skam, specielt når man tænker på, at den har stået ulæst på min reol i temmelig lang tid. Men nu fik jeg læst den, og det er jeg virkelig glad for at jeg gjorde!

Overordnet kan jeg rigtig godt lide Leoniderne. Det er en virkelig god bog, der har masser af potentiale på det større plan. Historien er super god og spændende, men det er også her at den halter en anelse for mig, og grunden til at den ikke får 5 stjerner. Der er rigtig meget opbygning af hele universet, og der går lidt tid inden der reelt sker noget og al tidsrejse halløjet starter. Der bliver vidst 9 bøger i alt så det giver god mening, men det trækker alligevel en anelse ned.

Det der virkelig holder bogen oppe er personerne. Jeg kan virkelig godt lide Emilie og Alban. Jeg er faktisk vild med alle sammen, selvom Noah godt kunne blive en anelse belastende ind i mellem, men ikke noget der trækker ned i bogen. Jeg er virkelig blevet vild med Emilie, og jeg har det lidt underligt med at vi skal følge en ny hovedperson i hver bog, specielt fordi jeg på en måde har knyttet mig til Emilie. Jeg kunne også godt lide de andre, så jeg glæder mig til at følge de andre.

Jeg elsker tidsrejser, og jeg har slet ikke læst nok bøger inden for denne genre, men denne var helt klart fed, og jeg glæder mig virkelig til at se hvordan Nanna Foss udvider hele verdenen bog for bog. Jeg elsker alt det mystiske i bogen, og jeg har da mine egne teorier. Der er en der ved noget, en der gør noget, en som der ikke bliver sat navn på. Jeg tror jeg har gættet hvem det er, og jeg er spændt på om jeg har ret.

Nick Clausen: Mareridt og Myrekryb 3

Forfatter: Nick Clausen | Original titel: Mareridt og Myrekryb 3 | Serie: Mareridt og Myrekryb #3 | Antal Sider: 252
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet

Dette er tredje samling af gyser noveller af Nick Clausen, og det er nok den bedste samling indtil videre. Lad mig starte med at nævne coveret. Det er virkelig klamt. Jeg elsker gysere, både film og bøger, og noget af det mest skræmmende for mig er dukker og klovne. Så ja, dette cover er super creepy!

Ikke nok med en dukke på coveret, så handler den første novelle vi læser om dukker, og den var super god! Og klam. Jeg ved ikke hvad det er ved dukker, men de er virkelig uhyggelige. Alle novellerne i denne samling var generelt mere creepy og uhyggelige end de to andre samlinger, og så var de bare virkelig gode! En af de ting jeg elsker ved Nick Clausens noveller er, at de ikke nødvendigvis har en happy ending, og man kan sagtens digte videre på historierne. Der er mange af historierne, som jeg gerne så i en længere udgave.

Jeg har selvfølgelig mine favorit noveller, og nogle jeg synes er mindre uhyggelige, selvom de alle var en nøk bedre end de to andre samlinger. Mine yndlingsnoveller var nok Evig Sne, som ikke var klam men bare uhyggelig og creepy. Jeg måtte bare læse videre, den var så spændende! Ekkohuset var også virkelig god og uhyggelig! Lidt i samme stil som Evig Sne, når det kommer til stemningen. Den mindst uhyggelige var nok Myrekryb. Den var slet ikke dårlig, men jeg sad ikke på kanten af sofaen under denne novelle, ikke ligesom i de andre noveller!

Charlotte Fischer: Diali

Forfatter: Charlotte Fischer | Original titel: Diali | Serie: Sjælevandrer #1 | Antal Sider: 316
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Facet

Jeg havde virkelig glædet mig til at læse Diali. Den har noget af det smukkeste cover, og så er forfatteren super sød. Jeg ville virkelig gerne elske den, men det kan jeg desværre ikke. Der er lidt for mange ting der irriterer mig eller gør mig direkte vred. Hvis I vil læse mere præcis hvad jeg ikke brød mig om, så kan du læse det på Goodreads, lige her. Der vil være spoilers i Goodreads anmeldelsen.

Lad mig starte med det positive. Jeg kunne virkelig godt (for det meste) lide tiden da de var i Roneoak. Det var spændende og interessant, og jeg fløj igennem siderne. Jeg kunne også godt lide deres farefulde færd. Jeg er specielt vild med hele konceptet bag bogen, specielt den dystopiske stemning og de elektriske storme, og hvordan hele klimaet er noget lort. Det er super interessant og også ret relevant. Selvom jeg ikke var den største fan af Diali, så har Charlotte Fischer alligevel formået at sætte gang i mine følelser og tanker, og det må da også være lidt positivt, selvom mange af mine følelser og tanker er lidt negative. Jeg levede mig ret meget ind i selve bogen og fortællingen, og det må være bedre end at være ligeglad.

I starten hadede jeg virkelig Dahlia. Hun var snobbet og arrogant. Det forandrede sig dog. Heldigvis. Men så blev hun ynkelig, hvilket jeg også havde det lidt svært med. Hun bliver dog bedre hen mod slutningen, men jeg kom aldrig til at holde helt af hende. Så er der Cawi. Åh, hvor ville jeg gerne kunne lide ham. Men det kan jeg virkelig ikke. I starten kunne jeg godt lide ham, så kom der en bestemt scene, som næsten fik mig til at hade ham. Og ja, jeg synes han var en røv igennem det meste af bogen. Og jeg brød mig virkelig ikke om ham. Jeg synes at både Dahlia og Cawi træffer nogle enormt dumme beslutninger. Og jeg har svært ved at elske en bog, når jeg ikke bryder mig om nogle af hovedpersonerne.

Jeg synes at skrivestilen varierede en hel del. Indimellem føltes den lidt klodset og dialogerne var lidt akavede. Andre gange kunne jeg godt lide den, og jeg blev revet med af historien og siderne vendte sig selv. Det er skiftevis Dahlia og Cawi der fortæller, og det har jeg intet skidt at sige om. Ofte kan det være svært med forskellige points of view, men det synes jeg ikke det var her. Det klarer Charlotte Fischer virkelig godt. Jeg synes tidsbegrebet var super forvirrende. Specielt efter cirka halvdelen, må det være, blev der sprunget ret meget i tiden, og jeg kunne godt have brugt lidt mere…fyld, indimellem.

I starten stod bogen til 4 stjerner, den dalede dog hurtigt til 3, og jeg håbede at kunne holde den der, men den må komme ned på 2 stjerner. Jeg svinger egentlig lidt imellem 2 og 3, og gav jeg halve stjerner, havde den fået 2½. Selve grundhistorien er egentlig rigtig god. Jeg ville så gerne kunne lide den, men der er lidt for mange ting der går mig på, og jeg er ikke sikker på at jeg vil læse videre i denne serie. Det var simpelthen bare ikke en bog for mig.

Victoria Aveyard: Kongens Lænker

Forfatter: Victoria Aveyard | Original titel: King’s Cage | Serie: Red Queen #3 | Antal Sider: 533
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Gyldendal

Jeg havde set frem til Kongens Lænker, specielt efter slutningen af Sværd af Glas. Det var noget af en cliff-hanger. Kongens Lænker starter umiddelbart efter, og jeg elsker hele åbningsscenen, den er er med til at skabe en ret fed stemning. På det seneste har jeg set ret mange kommentarer om hele Red Queen universet, om at serien minder virkelig meget om så mange andre YA serier. Og det er til dels rigtigt, og så alligevel ikke. Efterhånden som serien skrider frem, specielt med Kongens Lænker, udvikler hele universet sig til sin helt egen. Jeg synes Red Queen serien kan noget, som så mange andre ikke kan. Mare er nok en af de mest… specielle og interessante hovedpersoner. For mig svinger hun ret meget. Det ene øjeblik elsker jeg hende, og det næste kan jeg ikke helt sætte mig ind i hendes tankegang. Hun har en virkelig fed udvikling, det kan vi ikke komme uden om.

Der sker også ufattelig meget i Kongens Lænker, men ikke helt på den måde jeg havde forventet. Af en eller anden grund var jeg overbevist om at Red Queen var en trilogi. Jeg ved ikke hvorfor, men af den grund forventede jeg lidt ‘den klassiske’ trilogi opbygning, men det fik jeg ikke. Og det er også helt find, for det betyder bare endnu mere Mare og Cal. Jeg må indrømme at jeg ikke er helt fan af Cal. På nogle punkter kan jeg godt lide ham, men på andre, specielt i slutningen, er jeg ikke den største fan af ham. Er jeg den eneste der har det sådan? Det virker som om alle elsker ham. Jeg hader ham ikke, men jeg elsker ham heller ikke.

Red Queen er en virkelig god serie, og Kongens Lænker er en god bog, og jeg glæder mig meget til at læse den næste bog! Har du læst serien?

Natasha Pulley: Urmageren i Filigree Street

Forfatter: Natasha Pulley | Original titel: The Watchmaker of Filigree Street | Serie: The Watchmaker of Filigree Street #1 | Antal Sider: 339
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alhambra

Urmageren i Filigree Street har det mest magiske cover, og den lyder også god. Jeg var ikke helt sikker på, om den ville være noget for mig, men et eller andet ved den tiltrak mig alligevel. Jeg var dog ikke helt solgt. Der er som sådan ikke noget galt med bogen, men den krøb aldrig ind under huden på mig, hvilket jeg lidt havde forventet. Jeg elsker tidsperioden der udspiller sig i. Slutningen af 1800-tallet, det er virkelig fascinerende, og den passede virkelig godt til bogens fortælling. Skrivestilen er virkelig god og utrolig fin. Hele historien og skrivestilen passer rigtig godt til bogens cover, fuld af detaljer og små finurligheder. Mit største problem med bogen var dog hastigheden. Der er ikke noget ræs, og handlingen udspiller sig i sit eget stille tempo. Eller sådan opfattede jeg det i hvert fald. Måske vil jeg elske bogen en anden gang, når jeg er i en periode hvor jeg ikke nemt bliver rastløs og har brug for bøger med masser af spænding og aktion, og hvor det går lidt hurtigere. Urmageren i Filigree Street er en utrolig fin fortælling, en fortælling der næsten kræver at man læser den flere gange for at få det hele med. Selvom jeg ikke var hundrede procent solgt fra starten, er jeg sikker på at mange vil elske den. Jeg glæder mig i hvert fald til at genlæse den en dag hvor jeg har lidt mere tid og overskud.

 

Åsa Larsson: Pestmageren

Forfatter: Åsa Larsson | Original titel: Pestan | Serie: Pax #7 | Antal Sider: 232
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Alvilda

De her bøger er virkelig gode! Og virkelige hyggelige! Det føler jeg, at jeg siger hver gang jeg anmelder en af dem, men det passer altså! Jeg er helt vild af historien kombineret med illustrationer. Ind i mellem kan illustrationerne godt blive en tand for grove, så det kan være lidt svært at se hvad de skal forstille. Det er ikke så tit, men det sker, og det er ærgerligt. Det tæller dog ikke ned i historien, for jeg ser blot illustrationerne som en ekstra bonus. Jeg elsker Alrik og Viggo, de er simpelthen så hyggelige. Jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg mener om Iris. På den ene side kan jeg godt lide hende, men på den anden er jeg knap så vild med hende.

En af de ting jeg elsker ved PAX serien, er at det er en ny ‘plage’ i hver bog, men at der stadig er den overordnede ondskab de skal have krammet på. Jeg synes Pestmageren skilte sig lidt ud fra de foregående bind, men ikke på en dårlig måde. Selvom det er nye plager for hver gang, er der stadig en rød tråd, og man kan ikke læse bindende som man har lyst, så kommer man til at mangle det overordnede billede, hvilket jeg synes vil være ærgerligt. En anden ting jeg synes er ærgerligt med PAX serien, er hvor lidt opmærksomhed den får. Jeg ser ikke særlig mange snakke om den, og det er virkelig ærgerligt. Ja, den er for et yngre publikum, men den er simpelthen bare så hyggelig og letlæst.

Turen går til Bøgernes Verden

Bogen er et anmeldereksemplar fra Politikens Forlag

Jeg har altid elsket Politikens små røde Turen går til bøger, så da jeg så en dedikeret til bøger, kunne jeg simpelthen stå i mod. Jeg var virkelig spændt på, hvordan den var bygget op. Det er virkelig sjovt at kunne slå op under et specifikt land, og så få boganbefalinger der matcher. Selvfølgelig skulle jeg slå op på Irland som det første og dernæst Danmark. Danmark står skrevet som Norden. Men udover det, så synes jeg virkelig den er gennemført, og jeg elsker virkelig hele ideen! De fleste bøger jeg har læst finder sted i USA, hvis ikke i en opdigtet verden, så jeg skal helt klart bruge denne lille bog lidt oftere.

Der er små billeder der matcher ind i mellem, andre sider er bare fyldt med skønne boganbefalinger. Jeg har ikke læst den fra start til slut, men bladret lidt i den og set hvilke bøger der bliver anbefalet. Jeg har ikke læst særlig mange på listen, men der er da nogle stykker jeg godt kunne tænke mig at tjekke ud. Min eneste kritik er, at der ikke rigtig er noget Young Adult eller fantasy, ikke hvad jeg har opdaget i hvert fald.

Michael Kamp: Klovn

Forfatter: Michael Kamp | Original titel: Klovn | Serie: – | Antal Sider: 172
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup

Klovne. Jeg hader klovne. Klovne og dukker er noget nær det eneste der kan skræmme mig. Klovne er så creepy! Derfor måtte jeg også bare læse Klovn af Michael Kamp. Coveret er helt vildt spooky, og indholdet var også godt! Michael Kamps bøger har været lidt hit eller miss med mig. Jeg har elsket nogle, været knap så begejstret for andre. Denne hører helt klart til i den gode ende. Da jeg var nået ca. halvvejs igennem bogen, blev jeg faktisk lidt skeptisk om hvordan bogen kunne ende. Ville man få en forklaring på den pludselige invasion af klovne?

Overraskende nok synes jeg ikke bogen er for kort. Ja, jeg ville gerne have mere, men bogen føltes ikke for kort eller forhastet eller noget i den dur. Det er netop denne type klovne og den her type bøger som er creepy. Klovnene siger ikke noget, de går stille og roligt rundt, og de smiler endda. Men de er langt fra søde. Jeg elsker virkelig den der ukendte og langsomme fremgangsmåde. Det er virkelig creepy. Uanset hvad jeg synes om alle Michael Kamps bøger, så skriver han godt. Jeg var fanget fra første side, og jeg nød virkelig historien. Den udkommer på et perfekt tidspunkt, efteråret med Halloween lige rundt om hjørnet samt premieren på IT.

Klovn er ikke direkte uhyggelig, der er jeg nok uden for målgruppen, men den er helt klart creepy, og jeg synes historien skrider godt frem. Der er ingen ubesvarede spørgsmål, og et var en super hurtigt læst lille gyserbog. Hvis du ikke har læst den endnu, kan jeg varmt anbefale den til en (u)hyggelig eftermiddag.

Copyright Sabrina's Blog 2018. Powered by WordPress. Designed by BluChic