Lørdag stod endnu engang i bøgernes tegn. Anden dag af Bogforum, og den sidste dag for mit vedkommende. På den ene side bryder jeg mig ikke om lørdage på bogforum, fordi der simpelthen er så mange mennesker, at man slet ikke kan komme rundt og slet ikke kigge på bøger. Men det var stadig en fantastisk dag, fyldt med fantastiske oplevelser og indtryk.

Første punkt på programmet lørdag var Katja Berger på scenen, interviewet af Haidi Wigger Klaris. Det var en super godt interview, og hvis I ikke har læst Sjælehenteren, kan jeg kun anbefale det. Den er virkelig god.

Næste punkt var Siri Pettersen. Her var der utrolig mange mennesker. Stod som sild i en tønde ude i siden, og min hjerne var så kogt, at jeg ikke forstod meget af hendes norske, så vi smuttede inden det sluttede, så vi kunne få en god plads i køen til signeringen. Det var en anelse irriterende, at signeringen foregik i børnebogforum, fordi det var så langt væk og svært at komme til for alle menneskerne, haha.

Hun er utrolig sød, og jeg kunne virkelig godt lide den lille sludder vi fik, selvom jeg måtte koncentrere mig for at forstå alt. Overophedet hjerne much?

Blandt de andre små punkter på programmet, lykkedes det mig at fange Louise Haiberg, så jeg kunne få mine små fede fingre i hendes Død Verden trilogi, som jeg i øvrigt virkelig glæder mig til at læse. Når man snakker med Louise, kan man godt sætte en god portion tid af, for hun er så hyggelig at snakke med. Og så elsker jeg altså hendes stil. Den hat og det hår! Hun er nem at genkende. Desuden kom der en eller anden fotograf der skulle tage billede, og hun måtte åbenbart ikke smile på hans billeder. Og det var lidt af en opgave, for Louise er også et af de mest smilende mennesker jeg længe har mødt. 🙂

Sidst men ikke mindst var der Adam Silvera. Jeg har stadig ikke læst noget af ham endnu, men jeg ejer nu alle hans bøger, og han er simpelthen så sød! Så jeg glæder mig virkelig til at læse hans bøger. Jeg starter med hans nyeste, og arbejder med ned. Har du læst noget af ham?

Efter at have stået i kø cirka en time til signering blev det endelig vores tur. Og han er virkelig høj! Som i at jeg følte mig som en lille smølf, og jeg er da ikke en af de laveste personer. Jeg elskede at han gav sig tid til at sludre med alle i køen og tage billeder, hvis man ville det. Jeg fik også taget billede, men jeg ligner en idiot, så de billeder beholder jeg for mig selv, haha. Men mødet med ham, har kun givet mig endnu mere lyst til at læse hans bøger. Og så var min ARC udgave af Den dag jeg glemmer, den første udgave han signerede (Af anmelderudgaven), hvilket var ret sjovt. Han skrev det endda i bogen 😛

Efter aftenens bogforum smuttede jeg ind til Strøm Bar, hvor jeg var blevet inviteret til drinks med Nicole Boyle Rødtnes, sammen med en anden lille gruppe bogbloggere. Det var for at fejre hendes nyeste udgivelser samt hendes udgivelse nummer 50. Tænk at kvindemennesket har skrevet over 50 bøger på 7 år. Det var en utrolig hyggelig aften, med masser af snak, drinks og snacks. Jeg fik ikke taget nogle billeder, for der var simpelthen så mørkt, at de få billeder jeg fik taget med min mobil blev så mørke, at man nærmest ikke kunne se noget. Men uanset hvad, så var det en fed aften, og det var så spændende at høre om Rødtnes to nyeste bøger, samt om hendes tidligere udgivelser, og jeg glæder mig virkelig meget til at læse dem. Vi var så heldige at få et eksemplar af hver bog. Tusind tak til Forlaget Alvilda og Nicole Boyle Rødtnes for invitationen. Det var et af de absolutte højdepunkter i løbet af bogforum, og jeg er virkelig taknemmelig for de muligheder. Desuden er Nicole en af mine yndlingsforfattere, og det var så fedt at høre mere om hendes forfatterskab.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *