27810448

Forfatter: Becca Fitzpatrick | Original titel: Black Ice | Serie: – | Antal Sider: 539 | Genre: Mystery | Forlag: Tellerup
Stjerner:

Bogen er et anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup

Britt og veninden Korbie er kørt afsted mod Teton-bjergene for at vandre, da de pludselig bliver overrasket af en voldsom snestorm.
Efter timers udmattende vandring finder de endelig en beboet hytte, hvor de søger tilflugt.
Men hvem er de to unge mænd, som opholder sig i hytten?
Og har de noget at gøre med de seneste mord på tre unge piger?
Snart begynder pigerne at føle sig utrygge, og uhyggen breder sig …

Jeg havde ikke mange forventninger til denne, hvis jeg skal være ærlig. Jeg har læst Becca Fitzpatricks Hush, Hush serie, som jeg godt kunne lide, men en helt anden genre end denne. Coveret er meget fint, men ikke et hvor jeg tænker wow. Det er dog fint i virkeligheden med små sølvfnug på. Der var dog et eller andet ved bagside teksten der alligevel trak i mig, og jeg endte med at læse den.

Lad mig starte med at sige at Fitzpatrick har udviklet sin skrivestil. Jeg blev virkelig fanget af hendes skrivestil, mere end i Hush, Hush. Hun formår at bygge spændingen op, så jeg hele tiden måtte læse videre. Der var et punkt, hvor der skete noget uforventet, hvor jeg sad og måbede en lille smule. Efter det punkt, gættede jeg stort set resten af historien, selvom jeg ikke tror det var meningen. Jeg havde dog ret, så der kom ikke flere overraskelser, men det gjorde ikke noget. Selvom jeg havde gættet det hele, var jeg alligevel opslugt af historien.

Jeg kunne ret godt lide Britt, selvom hun traf nogle dumme beslutninger ind i mellem og var en anelse irriterende. Hun var dog nem at holde af, det var hendes veninde Korbie dog ikke. Hun gjorde mig stik tosset. Jeg har ikke rigtig andre ord for hende end en masse bandeord. Jeg kunne ikke rigtig forstå, hvordan Britt og Korbie kunne være bedste veninder. Hvis Korbie var Britts bedste veninde, vil jeg ikke møde en fjende. Ulidelige tøsebarn. Shaun var fascinerende og virkelig forstyrret, men meget gennemskuelig på et eller andet plan. Mason kunne jeg virkelig godt lide, helt fra starten. Han bidrog virkelig til mystikken.

Bogen kommer ikke op på 6 stjerner hovedsageligt på grund af Korbie, og så var der et punkt i midten hvor jeg begyndte at kede mig en lille smule. Ud over det, så overraskede bogen mig virkelig, jeg havde ikke forventet at jeg kunne lide den så meget!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *