20892398Forfatter: Annie Nichols
Original titel: No refuge
Serie:
Antal Sider: 93
Genre: Science Fiction
Forlag: Lyrical Press
Udgivet: 2014
Sprog: Engelsk
Kilde: Kindle
Stjerner:

Det handler den om:
Hunted to near extinction by an alien race called the Ko, my people have run from Earth and drifted so far among the stars we can’t remember the way back. We live everywhere, but call nowhere home. The Ko want us erased from existence and memory. They don’t even want our DNA in the space dust. Humans disguise themselves as other alien species and hide in plain sight. It’s the only way we can survive.

I believe in the myth of Earth. I’ve even discovered a bona fide book written in the dead language of my people. My man, Brody, dreams of a secret human colony. He’s searched for years, hunting any rumor we’ve run across, and finally he’s made contact. Usually, he’s the one grounding me to station and keeping my head out of the atmosphere. Time for me to return the favor…that is, if I can ditch the Ko who’ve discovered me, thanks to my incessant artifact-hunting. If we don’t make our rendezvous, and the Ko don’t kill me, Brody just might…

CONTENT WARNING: Aliens, cargo ships, and a fast paced race against all odds

Min mening:
Dette er en meget kort historie, kun ca. 94 sider, og det kan virkelig mærkes på historien. Vi bliver kastet ud i handlingen, som starter stort set fra side et, og der er ikke rigtig nogle stille og kedelige øjeblikke. Det er der egentlig ikke noget dårligt ved, dog er der ret mange huller i historien synes jeg. Vi får ikke rigtig forklaret nogle ting. Menneskeheden er stort set udryddet, men hvorfor? Jo pga. de ondskabsfulde Ko, og vi får da også hintet lidt om hvorfor de gør det. Men hvordan startede det? Hvordan er det lykkedes menneskeheden at gemme sig blandt andre Aliens? Det er bare nogle af de spørgsmål jeg fik under læsningen.

Derudover er der ikke rigtig nogle af personerne jeg bryder mig særligt meget om. Specielt vores hovedperson Lucille samt Brody er irriterende. Og en ting der virkelig gik mig på var den måde Lucy omtalte Brody på, hendes kæreste, hun brugte hele tiden “My man” eller “My Brody”, og det irriterede mig grænseløst. Hvorfor ikke bare skrive Brody? Eller hvis det i det mindste kun skete en gang eller to ville det ikke generer mig helt så meget, men det skete hver eneste gang hun omtalte ham, og det gjorde hun tit, for han var åh så perfekt.

Der er generelt rigtig mange ting der irriterer mig ved denne, og specielt nogle ting ved slutningen, som jeg dog ikke kan snakke om uden at spoile den, og det vil jeg ikke. Selvom der var mange irriterende ting ved historien var den nu stadig ganske underholdende, og skrivestilen var ikke forfærdelig, og så var den kort og nem at komme igennem.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *