15778249Forfatter: Milda Harris
Original titel: Doppelganger
Serie: The Doppelgangers #1
Antal Sider: 146
Genre: Fantasy
Forlag:
Udgivet: 2012
Sprog: Engelsk
Kilde: Netgalley
Stjerner:
Køb bogen: Bookdepository

Det handler den om:
Citrus Leahy is having a really bad day. First she’s late to school. Then she runs into the girl who drives her nuts because she always calls her Orange instead of her name. To cap it all off, when Citrus finally makes it to class, she sees herself already inside. Wait. What? Citrus Leahy has a doppelganger! It’s probably aliens taking over the world and her life has just turned totally upside down. Goodbye, normal. Hello, paranormal! Luckily, her crush Aedan has the exact same problem!

Min mening:
Jeg havde virkelig glædet mig til denne bog, synes det virkede rigtig spændende, og creepy, med de dobbeltgængere, men desværre blev jeg slemt skuffet. Selve historien er egentlig god, men det var specielt hovedpersonen der ødelagde det hele for mig.

For det første, hovedpersonens navn? Citrus? Det er lige en anelse for specielt for mig. Jeg har intet imod specielle navne, men det her er en tand for underligt. Derudover er Citrus virkelig irriterende og dum. For eksempel, nævnte hun utallige gange i starten: “I was the good kid.” Jeg kunne ikke holde styr på hvor mange gange hun nævnte det, og det var virkelig irriterende. Jeg havde fattet det den første og også den anden gang. Og så var der hendes “distraktion”. Altså, onde dobbeltgængere er langsomt ved at overtage verdenen, hun er på flugt og har ingen ide om hvad der foregår, så var hendes fokus på Aedan, om hvor lækker han var og hvad han tænkte om hende og så videre. 90% af tiden bekymrede hun sig mere om det end dobbeltgængerne. Jeg havde lyst til at slå hende, for det er da virkelig så urealistisk som det kan være. Hun nævner det også selv, og har den perfekte undskyldning: “I hated being a romantic sometimes. It made your brain go on overdrive even when you had bigger things to think about.” Ej men helt ærligt. Jeg kan slet ikke forholde mig til det her. Hun var mere bekymret for hvad Aedan tænkte, hvordan hun så ud og sådan, end hvad der ville ske med hende, hendes familie og venner.

En anden ting der irriterede mig ret meget var Melissa, eller mere Citrus’ og Melissa’s sammenspil. Citrus hader virkelig Melissa. Melissa bliver udstillet som den ondeste pige nogensinde, og den største mobber. Kun på grund af én ting: hun kalder Citrus for Orange. Helt ærligt, det er da virkelig dumt. Melissa er den ondeste på jorden fordi hun kalder Citrus for Orange, ja da. Det ville ikke have været mere realistisk, hvis der havde været en lidt mere legitim grund. Nej pjat. Da vi kommer lidt længere ind i bogen, vender Citrus fuldstændig, og nu er Melissa pludselig ikke ond mere. Dette sker da Aedan og Citrus prøver at redde hende. Citrus har lige fortalt Melissa om dobbeltgængerne, og Melissa flipper ud, hvilket er naturligt nok, men Melissa siger noget med at hun troede de var venner (Citrus og Melissa), hvilket jeg studsede lidt over. Men jeg studsede endnu mere over Citrus’ reaktion: “Or, well, I guess we had been semi-friends a long time considering what she said, I just hadn’t realized it.” Jeg ved ikke hvad jeg skal sige. Det gør jeg virkelig ikke.

Selve skrivestilen var okay, til tider føltes den påtvungen og akavet. Specielt dialogerne. Det der egentlig holdt mig kørende, var selve ideen med dobbeltgængerne, jeg var virkelig nysgerrig på hvad det hele var. Jeg troede det var en enkeltstående bog, ved ikke lige hvor jeg havde den ide fra, men det er det ikke. Jeg ved ærlig talt ikke om jeg magter at læse fortsættelsen, selvom jeg virkelig gerne vil have mine svar.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *