Forfatter: Malene Sølvsten | Original titel: Ravnenes Hvisken | Serie: Ravnenes Hvisken | Antal Sider: 707
Stjerner:

Ravnenes Hvisken er nok en af de mest hypede danske bøger længe. Og jeg er nok en af de sidste til at få den læst. Al hypen skræmte mig faktisk lidt væk. Tænk nu hvis jeg ikke kunne lide den? Tænk hvis den slet ikke levede op til mine forventninger? Og så er det noget af en basse på over 700 sider. Men jeg havde ingen grund til bekymring. Jeg endte med at elske den!

Jeg var faktisk ikke ovenud begejstret i starten. Jovist var den da god. Men så god var den altså heller ikke. Jeg var heller ikke fan af Malene Sølvstens skrivestil. I starten. Jeg ved ikke hvad der skete, eller hvornår det skete, men pludselig kunne jeg bare ikke få nok. Jeg levede mig fuldstændig ind i verdenen og elskede skrivestilen. Jeg kan ikke mindes at have ændret mening om en skrivestil i løbet af en bog før. Måske skulle jeg bare lige vænne mig til den? Uanset hvad, så endte jeg med at elske den og slugte det meste af bogen på et par dage.

Jeg elskede Anne. Det gjorde jeg lige fra starten af. Jeg synes hun er en fantastisk hovedperson. Hun har en del fejl, men er samtidig også bare så elskværdig. Og så har jeg virkelig ondt af hende, nogen af de ting hun har været ude for. Jeg følte virkelig med hende, på alle tænkelige måder. Luna er nok den person jeg var mindst vild med. Hun er også hovedgrunden til at jeg ikke var vild med starten. Hun voksede en smule hos mig, men jeg kom desværre aldrig til at elske hende. Det meste af tiden irriterede hun mig. Varnar og Elias er nok mine favoritter ud over Anne. Og Monster! Hvor jeg dog elsker Monster. Fantastisk karakter. Jeg synes generelt at bogen har et fantastisk persongalleri. Der er så mange forskellige typer personer, som alle er ret realistiske på den ene eller anden måde. De har alle fejl og mangler, men jeg kunne lide dem alligevel.

Selve handlingen var fantastisk. I starten skete der ikke så meget, men der kom virkelig fart på senere hen. Jeg er virkelig imponeret over Malene Sølvsten, specielt når man tænker på at dette er hendes debutroman! Sikke en roman! Jeg glæder mig helt usigeligt meget til at næste bind kommer. Specielt med den slutning den havde. Jeg sad hele tiden og gættede på hvem morderen er. Og jeg gættede aldrig rigtigt. Det var super fedt. Hvis du endnu ikke har læst den, så kan jeg varmt anbefale at gøre det snart. Du vil ikke fortryde.